mandag, oktober 13, 2008

Regeringen svigter pendlerne

I dag lå der følgende e-mail fra DSB S-tog:

13. okt kl. 11:38Sådan kører S-togene
Der mangler desværre lokomotivførere i dag.

Linje A: kører hvert 10. minut fra kl. ca. 11.30
Linje B: kører hvert 10. minut
Linje C: kører hvert 20. minut i de hvide tider
Linje E: kører hvert 10. minut fra kl. ca. 12
Linje F: kører hvert 10. minut
Linje H: kører hvert 20. minut

Tidligere på dagen var halvdelen af S-togene aflyst. Årsagen til at der mangler lokomotivførere er, som jeg har tidligere har beskrevet, at regeringen har besluttet at placere halvdelen af pladserne som lokomotivfører i Tønder og ikke ønsker at flytte pladserne, selvom behovet for lokomotivførere er størst i København.

Regeringen svigter fuldstændig os pendlere. Regeringens ord om at de prioriterer den kollektive transport er kun hule ord.

søndag, oktober 12, 2008

Flybrændsel med toget sparer 5.000 tons CO2.

I august kørte tog nr. 1ooo mellem Gävle Hamn og Brista (tæt på Arlanda) med flybrændstof. Hver uge afgår der 12 tog med flybrændstoft og hvert tog sparer 31 lastvogne. På et år giver det en CO2-besparelse på næste 5.000 tons.
Kilde: Green Cargo. Foto: Peter Lydén/Green Cargo.

Mere biobrændsel

For en måneds tids siden omtalte jeg aftalen mellem Hector Rail og SCA Skog om at transportere biobrændsel fra skovene i Norrland til biobrændselsværker rundt om i Sverige og nu kan Green Cargo præsentere en aftale med Igelsta Kräftvarmeværk i Södertälje. Green Cargo skal transportere biobrændsel fra skovene i Småland og Norrland til en jernbaneterminal i Nykvarn, der ligger lige udenfor Södertälje. Herfra sørger Green Cargo for at brændslet kommer ad landevejen resten af vejen til varmeværket.Ved at bruge toget reducerer varmeværket sit CO2-forbrug med 95 pct. i forhold til, hvis det var transporteret på landevejen hele vejen. Der vil køre fire tog om ugen og det forventes at de vil transportere 200.000 tons biobrændsel om året.

Kilde: Green Cargo. Foto: Stig Almqvist/Green Cargo. Billedet viser fra venstre: Sören Belin, vicedirektør i Green Cargo, Leif Bodinsson, vicedirektør i Söderenergi, Anders Silverbåge, vicedirektør i Brinova, Anders Lago, Besstyrelsesformand i Söderenergi, Effe Östman, ansvarlig for terminalen i Nykvarn.

Med godstog til Kina

I januar kørte et prøvegodstog den lange vej fra Kina til Hamborg og nu er de første kundetog begyndt at rulle: D. 6. oktober ankom det første tog med containere fra Fujitsu Siemens til Hamborg og dermed er Trans Eurasia Express åbnet og efter det kinesiske nytår i februar 2009 forventer DB Schenker (DB's godselskab, der også ejer det meste af Railion) at indsætte to ugentlige godstog på den 10.000 kilometer lange rejse gennem 5 lande. Turen tager 17 dage og det er væsentligt hurtigere end den tilsvarende tur med containerskib.K
Kilde: DB Schenker. Foto: DB AG/Ralf Kranert.

Over Kattegat?

En fast forbindelse over Kattegat er fortsat til diskussion. Senest har Region Midtjylland fået Rambøll til at udarbejder en rapport, der viser at det vil være en god samfundsøkonomisk investering at anlægge en ny forbindelse over Kattegat. En del af rapportens grundlag er de samfundsøkonomiske investeringer og sparede investeringer i eksisterende infrastruktur. Det hedder i rapporten:
For de samfundsøkonomiske besparelser vedrørende infrastruktur er der foretaget et forsigtigt skøn. Aflastningen på forbindelsen fra Århus over Odense til København vil i starten blive på godt 10.000 årsdøgnkøretøjer, som kan anslås til den halve værdi af en udvidelse med to spor, hvilket vil andrage et beløb på i størrelsesordenen kr. 35 mia. Med trafikudviklingen vil der igen kunne spares en udvidelse efter ca. 30 år. I tillæg hertil kommer besparelserne vedrørende vejvedligeholdelse som følge af den kortere afstand, som den overførte trafik skal passere. Der vil desuden, som tidligere nævnt, være besparelser på op til kr. 16 mia. på jernbanenettet. Her er forsigtigt regnet med en samlet værdi på sparede vejudvidelser mm på kr. 50 mia.
Vedr. de besparelser, som kan findes på jernbanenettet, så hedder det tidligere:

De strækninger, hvor der allerede i dag er kapacitetsproblemer, er København - Ringsted, Vestfyn og Århus - Skanderborg. En opgradering af disse strækninger skønnes at koste kr. 16 mia. Der er ikke i øjeblikket vedtaget investeringer, men udbygning af strækningen København - Ringsted er ved at blive undersøgt. De øvrige strækninger mellem Århus og København vil med øget togdrift også få kapacitetsproblemer.

En Kattegatforbindelse betyder en fordobling af kapaciteten mellem Øst- og Vestdanmark, og da der ikke skal køre godstog, vil passagerkapaciteten blive mere end fordoblet. En del af investeringerne i den nuværende baneforbindelse vil derfor kunne spares.

Jeg har stor forståelse for de bredere perspektiver i en forbindelse over Kattegat. Men jeg finder det noget problematisk, at man for at få økonomien i et projekt, der tidligst kan være færdigt om 30 år, til at hænge sammen vil fjerne de helt nødvendige investeringer i udvidelser og forberedringer af det eksisterende jernbanenet. Udvidelsen mellem København og Ringsted er nødvendig allerede i dag for at sikre kapacitet til togene og det er også fortsat nødvendigt med forbedringer på Fyn, herunder det udsatte overhalingsspor i Tommerup, Samtidig er det uforståligt at man ikke vil indregne godstog på banen over Kattegat. Med en effektiv elektriciferet bane til Århus, vil det blive mere konkurrencedygtigt at få gods transporteret på skinner.

Kilde: Region Midtjylland.

lørdag, oktober 11, 2008

Transporten i det nye folketingsår

I tirsdags åbnede Folketinget og Statsminister Anders Fogh Rasmussen afgive sin årlige åbningstale og hvad kan vi så vente på transportområdet i det kommende år? I åbningstalen er ordet jernbane nævnt 1 gang:
Vi vil investere i bedre transport og infrastruktur. Transportsektoren skal tage hensyn til klima og natur. Og danskerne skal ikke spilde tid i køer på motorvejen eller vente forgæves på toget. Derfor vil regeringen om kort tid præsentere et samlet grønt transportudspil. Vi vil investere massivt i kollektiv transport. Vi vil udbygge vejnettet. Og vi vil styrke hensynet til naturen, når vi anlægger veje og jernbaner.
På Transportministerens område kommer der følgende forslag:

Ændring af lov om offentlige veje (Sikkerhedsforanstaltninger i jernbaneoverkørsler) (Okt I)
Forslaget vil indebære en ophævelse af regler om, at det er en vejbestyrelse eller vejmyndighed, som udarbejder forslag om sikkerhedsforanstaltninger i jernbaneoverkørsler. Bestemmelsen foreslås erstattet af en bemyndigelse til transportministeren til at fastsætte regler herom.

Ændring af lov om trafikselskaber og lov om jernbane (Takstkompetence og regler om kundgørelse m.v.) (Okt I)
Lovforslaget vil indebære en præcisering af fordelingen af takstkompetence mellem trafik-selskabet og jernbanevirksomhederne, der bygger på en opdeling af trafikselskabets område i takstområder. Lovforslaget indeholder endvidere en sproglig præcisering af loven for så vidt angår en finansieringsmodel for Movia. Endelig indeholder forslaget nogle mindre tekniske ændringer af lov om jernbane.

Lov om projektering af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark (Dec I)
Lovforslaget vil indeholde en bestemmelse om, at Folketinget meddeler samtykke til, at traktaten mellem Danmark og Tyskland om en fast forbindelse over Femern Bælt kan ratificeres på Danmarks vegne. Lovforslaget vil endvidere indeholde en bemyndigelse til transportministeren til at træffe dispositioner, som er nødvendige for projektering, forberedelse og myndighedsgodkendelse af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark. Endelig vil lovforslaget indeholde en bemyndigelse til transportministeren til at organisere projekteringen og andre nødvendige dispositioner ved at etablere et eller flere statsejede selskaber. Forslaget indgår i regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007.

Lov om anlæg af motorvej mellem Funder og Låsby (rute 15) (Dec I)
Lovforslaget vil indeholde en bemyndigelse til transportministeren til at anlægge motorvej mellem Funder og Låsby (Silkeborg) i Kombilinien. Forslaget indgår i regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007.

Ændring af lov om jernbane (Ændringer som følge af EU’s 3. jernbanepakke m.v.) (Dec I)
Lovforslaget vil indeholde ændringer som følge af EU’s 3. jernbanepakke. Forslaget vil desuden vedrøre mindre justeringer af bl.a. reglerne om ikke erhvervsmæssig jernbanedrift (veteranbaner), infrastrukturforvalterens ansvar og lokomotivføreruddannelsen.

Ændring af lov om postbefordring (Fuld åbning af postmarkedet) (Jan II)
Lovforslaget gennemfører direktiv 2008/6/EF med henblik på fuld realisering af det indre marked for posttjenester i Fælleskabet.

Lovgivning som opfølgning på regeringens udspil vedrørende bedre infrastruktur – bæredygtig transport
Regeringen vil i efteråret fremlægge et omfattende udspil på transportområdet, herunder vedrørende klimaindsatsen for transportsektoren. Udspillet vil blive drøftet med de politiske partier. Der vil på denne baggrund blive fremsat lovforslag på området. Forslaget indgår i regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007.

Transportministeren vil give Folketinget redegørelse om:

• Redegørelse om fremtidens godstransport (Mar I)

Kilde: Statsministeriet.

mandag, september 29, 2008

5 projekter kan sikre mere jernbanegods

Danske Havne, der organiserer de 75 danske erhvervshavne, er kommet med et forslag til hvilke projekter, der er nødvendige for at få havnene og den såkaldte baglandsinfrastruktur (de veje og baner der fører til havnen) til at hænge bedre sammen. Listen indeholder 15 vejprojekter og følgende 5 jernbaneprojekter til en samlet pris af 450 millioner kroner:

Fredericia (ADP) Baneopgradering mellem havn og kombiterminal i Taulov 200.000.000
Esbjerg, Ny godsterminal og spor syd om byen 170.000.000
Aalborg, Renovering af spor og ny sydlig kobling - ca. 300 meter 31.000.000
Hirtshals, Nyt Rangérområde og spor - ca. 700 m. 25.000.000
Nyborg (ADP) Anlæg af banespor og tilslutning - ca. 800 m. 25.000.000

Den indenlandske transport til søs er i øvrigt steget med 66 procent siden 2000, mens vejtransporten er steget med 7,3 og banetransporten er faldet til et næsten ubetydeligt niveau.

Ofte hører man folketingsmedlemmer og andre kloge hoveder sige, at Danmark er for lille til jernbanegods, men når skibstransporten mellem to danske havne kan stige så meget, så handler det ikke om afstande, men om man bevidst har forsøgt på at lukke den indenlandske godstransport via høje priser.

Kilde: Danske Havne.

Siemenstog i Oslo

Selskabet bag Oslos metro har netop udnyttet endnu en option og køber nu 20 yderligere togsæt fra Siemens. De nye togsæt betyder at der nu vil være 83 nye og yderst miljøvenlige togsæt i drift i Oslo.

Hvert togsæt er 54 meter langt og kan have 500 passagerer med ombord. Togene bygges på Siemens fabrik i Wien.
Indættelsen af de nye tog er en af årsagerne til at trafikken på linje 5 er steget med hele 36,8 pcrocent og i morgen myldretiden med næsten 50 procent. Herudover det nye materiel, så er frekvensen øget, således at passagererne i myldretiden næsten kan klare sig uden køreplan.
Kilde: Siemens, Ingeniøren. T-bane. Foto: Siemens.

tirsdag, september 23, 2008

30 kr. for en pladsbillet

DSB fortsætter med at lære af flyselskaber og deres mere og mere indviklede rejseregler. En pladsbillet vil fremover koster 30 kr., hvis man køber af en sælger på et billetkontor, mens den fortsat vil koste 20 kr., hvis man bestiller den på nettet - også selv om man henter den på stationen. Det skyldes i følge underdirektør i DSB Salg Anne-Lise Bach Sørensen:
Vi ved fra vores målinger, at Netbutikken har en meget høj kundetilfredshed. Vi
vil fremover gerne gøre det endnu mere synligt og attraktivt at handle online.

Jeg er måske meget gammeldags, men jeg mener at det er en uskik med en indviklet prisstruktur, der gør det svært at udregne, hvad en reelt billet koster. Formentlig er DSB i gang med at lære af det svenske SJ, hvor man bestemmer sine muligheder for at ombooke og tilvalg under rejsen.

Kilde: DSB.

mandag, september 22, 2008

Endu et tog fra Oslo til Taulov

Det norske godstogselskab CargoNet øger antallet af tog mellem Oslo og Taulov med endnu et tog, således at der fra 13. oktober kører to tog mellem Danmark og Norge og samtidig vil toget også losse ved kombiterminalen i Høje Taastrup. Det første tog begyndte at køre for kun et halvt år siden.
Hvert tog kan tage 32 trailerenheder med. Det betyder at CO2-udslippet falder til omkring en 10-del og energiforbruget er en tredjedel lavere end hvis godset ville blive kørt på lastbíler.

Kilde: Cargonet, Eco-transit. Foto: Cargonet: El 14 lok på Alnabru.

28 pct. flere med Metroen

Den københavnske metro er en stor succes og antallet af passagerer er stærkt stigende. I årets første 8 måneder er antallet af passagerer 16 procent højere end sidste år. Alene i august steg antallet med 28 procent. Det er særligt udvidelsen til Lufthavnen, der har medført de mange nye passagerer, men også "de gamle" stationer har haft en stigning på 8 procent. Bestyrelsesformand Henning Christophersen udtaler i den forbindelse:
Med åbningen af strækningen ud mod Lufthavnen havde vi naturligvis forventet en passagerfremgang, men at fremgangen er så massiv, er en glædelig overraskelse. Også set henover året har der været en stigende vækst i antallet af passagerer på de gamle stationer i 2008, så vi forventer, at flere og flere vil benytte Metroen også i de kommende år.
Sidste år rejste 40 millioner med metroen. I år forventer Metroselskabet at 44 millioner vil tage metroen.

Kilde: Metroselskabet.

torsdag, september 18, 2008

Tredje Lillebæltsforbindelse

Det Konservative Folkepartis Trafikordfører Henriette Kjærs vil ny have bygget en tredje bro over Lillebælt:
Det er slået fast, at vi ikke får en Kattegat-bro i den nærmeste fremtid, og så kunne det være interessant med en linjeføring for en ny Lillebælts-bro fra Bogense til Juelsminde. Det handler om at lede trafikken uden om Vejle, der er et meget trafikeret område, og komme lidt længere op i Jylland. Sådan en bro vil fordele trafikken bedre.

Forslaget håber Henriette Kjær kan blive en del af den kommende investeringsplan.

Interessant forslag. Spørgsmålet er hvad Miljøminister Troels Lund Poulsen måtte mene om forslaget. For et halvt år siden sagde han til Politiken:
Men man vil se en miljøminister, der går forrest i kampen for kollektiv trafik. Og man vil se en miljøminister, der kaster sig fuldt og helt ind for kollektiv trafik, og som vil slås benhårdt for en prioritering af den kollektive trafik over det at udvikle Danmark til at være et motorvejssamfund.

Afstanden mellem Bogense og Juelsminde svarer nogenlunde til afstanden over Storebælt og vil omfattende motorvejsanlæg både på Fyn og i Jylland. Investeringsplanen må vise om Regeringen ønsker et motorvejssamfund eller om de skal prioriteres anderledes.

Kilde: Politiken.

tirsdag, september 16, 2008

Biobrændslet tager toget

SCA Skog AB og Hector Rail har indgået en aftale om transport af biobrændsel fra skovene i Norrland til varmeværker rundt om i Sverige. I første omgang forventes det at omkring 200.000 tons af det CO2-neutrale biobrændsel vil blive transporteret rundt med elektriske tog og som derfor vil være næsten CO2-netral.
Det nye togsystem vil omfatte et lokomotiv og 23 nye specialindkøbte vogne fra det østrigske firma Innofreight.

Kilde: Hector Rail. Foto: Innofreight.

Tilbage på bloggen

Ja, så er Infrastrukturen tilbage på bloggen efter en god måneds ferie (billedet er fra Denver, hvor Union Pacific viste toge frem). Der er sket meget på transportområdet, bl.a. en ny minister, og der kommer meget mere i løbet af efteråret, bl.a. investeringsplanen for infrastrukturen for de kommende 10 år og mon ikke der kommer flere IC4 ud at køre

Følg med, det bliver ikke kedeligt.

Kommentarer, spørgsmål og historier er velkomne på jokumnielsen@hotmail.com

Mange hilsner

Jokum Mønsted Nielsen

DSB mangler lokoførere

I sidste weekend måtte DSB aflyse en række tog og i stedet indsætte busser. Aflysningerne skyldes at DSB mangler omkring 30 lokomotivførere og derfor beder lokomotivførere arbejde ekstra. Det siger formand for Dansk Jernbaneforbund Ulrik Salmonsen til MetroXpress:
Der har aldrig været så meget overtid blandt lokoførere før, og de kan ikke blive ved, hverken personligt eller sikkerhedsmæssigt.

Samlet set mangler jernbanevirksomhederne i Danmark 75 - 80 lokomotivførere. Mangelen skyldes at uddannelsen i 2005 overgik fra jernbanevirksomhederne til Undervisningsministeriet, som placerede undervisningen på tekniske skoler i Tønder og i Høje Taastrup og dette skyldes regionalpolitiske forhold, som det fremgår af pressemeddelelsen fra Undervisningsministeriet fra 2004, hvor daværende Undervisningsminister Ulla Tørnæs udtaler:
En forudsætning for at placere uddannelsen i Tønder er, at der er tale om en sikker uddannelsesaktivitet med et stabilt optag af elever. Fordi der er tale om en sikker årlig tilgang af elever, kan uddannelsen bruges til at understøtte vores mål om geografisk spredning
Det var forudsætningen at halvdelen af de 200 optagne elever skulle uddannes i Tønder, men det er kun omkring en tredjedel, der nu tager uddannelsen i Tønder fortæller P4 Syd. Den socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini udtaler:

Det er ofte voksne mennesker, der tager uddannelsen som en overbygning. De har stiftet familie, og det kan være ganske svært at rejse til Tønder, hvorimod Ishøj ligger centralt for langt flere, der er interesserede i at tage uddannelsen. Udgangspunktet må være, at vi får flest muligt til at tage uddannelsen - og hvis flest vil søge til Ishøj, så må det være dér, uddannelsen skal være.

Det er urimeligt at de regionalpolitiske hensyn til placering af uddannelser omvendt skal medføre at trafikken reduceres i nogenlunde de samme områder.

Kilder: P4 Syd, MetroXpress

mandag, juli 21, 2008

Banen skal via Køge

I Berlingske Tidende bringes i dag et læserbrev, som jeg har forfattet om udbygningen af jernbanen mellem København og Ringsted:

9 borgmestre fra Roskilde og omegn har i Berlingske Tidende 17.7 et indlæg, hvor de argumenterer for at der skal bygges et 5. spor mellem Hvidovre og Taastrup i stedet for at bygge en ny bane mellem København og Ringsted via Køge. Borgmestrenes konklusion er forkert.

For det første viser Strategianalysen, der danner grundlag for beslutningen, at samfundsøkonomien i den nye bane er væsentligt bedre. Omkostningerne er ganske vist 4 milliarder kroner dyrere, men regulariteten forbedre væsentligt, kapaciteten fordobles og antallet af boliger der skal støjisoleres vil være 6.000 mindre.

Samtidig nævner borgmestrene ikke selve anlægsprocessen. Hvis der skal anlægges et 5. spor ved siden af de to eksisterende, så kan vi i princippet lukke det danske jernbanenet i de fem år, som anlægsperioden forventes at vare. Tidstabet for togpassagerer er nemlig 80 gange højere ved anlægget af det 5. spor.

Tiden er løbet fra kortsigtede investeringer i jernbanen. Med nybygningsløsningen fremtidssikrer vi det danske jernbanenet.

torsdag, juli 17, 2008

Farumbanen

For os pendlere på Farum-banen er det sporarbejdets tid. Siden slutningen af juni har hele strækningen været lukket. Oprindeligt var det planen at første del af strækningen mellem Svanemøllen og Dyssegaard skulle åbne allerede i næste uge, men det er nu udskudt, således at strækningen åbnes hele vejen til Buddinge.

Problemet er de store mængder skærver, der skal flyttes fra strækningen og til Lersøen, hvor der er etableret arbejdsplads på det gamle rangerterræn. Det fortæller Områdechef i Banedanmark Claus Rehfeld:
Det er meget uheldigt, at vi således må trække på passagerernes tålmodighed i endnu en periode. For hovedparten af arbejderne følger vi faktisk tidsplanen, men en større mængde skærver, som skal transporteres væk til foreløbig oplagring på sporterrænet ved Bispebjerg, har altså fået tidsplanen for denne første fase af arbejdet til at skride... Entreprenøren har sikret flere byggeteams og mere materiel og arbejder desuden i døgndrift. Vi beklager forsinkelsen over for DSB S-tog og passagererne, men håber på forståelse for, at det er et ekstremt kompliceret og omfattende arbejde, vi har med at gøre.
Samlet set forventer Banedanmark ikke, at den samlede tidsplan kommer til at skride, således at den fornyede strækning kan åbne 6. oktober.

Kilde: Banedanmark.

tirsdag, juli 15, 2008

DSBFirst i Jylland

Som tidligere skrevet så er både DSB og First Group prækvalificeret til at byde på togdriften i Midt- og Vestjylland, som Arriva i dag står for. Men nu viser det sig at DSB og First igen sætter sig sammen for at levere et lige så godt bud, som da DSBfirst vandt udbuddet af Øresundstrafikken.

Kilde: Epn.dk.

Er IC4 på vej?

Ansaldobreda og DSB er godt i gang med endelig at få godkendt IC4 til kørsel med passagerer i tunnellen under Storebælt. Det fortæller Jyllandsposten. Godkendelsen er det første led i de krav, som DSB har givet Ansaldobreda, for ikke at ophæve kontrakten. Det er Trafikstyrelsen der skal godkende togene og her fortæller tilsynschef Leif Funch, at man befinder sig i en "god proces". Når godkendelsen er på plads kan DSB indsætte IC4 i togdriften formentlig mellem København H og Århus H.


Herefter udestår at et tog skal være endelig typegodkendt til drift med flere sammenkoblede togsæt og 14 enkeltkørende togsæt.

Kilde: epn.dk. Foto: DSB/Jens Hasse, Chili Foto.

lørdag, juli 12, 2008

Miljøfordele

UIC, der er den internationale sammenslutning af jernbane har lavet en ny hjemmeside, ecopassenger.org, hvor man kan angive hvilken strækning man skal og herefter beregne f.eks. CO2-udslippet.

Fra København H til Århus kan man f.eks. se, at togudslippet er 8,8 kg, med bil 33 kg og endelig med fly 39,9.

Prøv selv på http://www.ecopassenger.org/ og se hvordan man kan spare miljøet for unødig CO2.

Kilde: Banedanmark.

Ny havneterminal i Malmø

Det dansk-svenske havneselskab CMP, der ejer havnene i København og Malmø er gået i gang med at etablere et helt nyt havneområde i Norra Hamnen. til havneområdet flytter Godsfærgeterminalen og Kombterminalen fra Nyhamn og herudover flytter Containerterminalen fra Frihamnen. Der nye faciliteter omfatter 63.000 kvm containerterminal, 130.000 kvm ro-ro terminal og endelig 50.000 kvm. kombiterminal. Herudover har området plads til en lang række transportvirksomheder. Med flytningen får Malmø plads til at udvide byen ved de gamle havneområder.

CMP forventer sig meget af den nye terminal, der bliver anlagt med "state of the art"-teknik og har potentiale til at være det logistiske tyngdepunkt i hele det sydlige Sverige. Adm. direktør i CMP Lars Karsson siger:
Kombineret med en betydelig bedre infrastruktur til søs og på land vil transporterne kunne gennemføres på en mere miljøvenlig og omkostningseffektiv måde. Målsætningen er i løbet af få år, at mindst 20 procent af godset til og fra Norra Hamnen skal transporteres på jernbane.

Et andet sted i Malmøs Nordhamn bliver cementvirksomheden placeret og her anlægges der også 250 meter havneplads med tilhørende jernbanespor.

Det viser sig endnu en gang, at svenskere prioriterer både havn og jernbane. I Danmark forslår landspolitikere at flytte Københavns containerterminal til Prøvestenen og i planerne for omdannelsen af Nordhavnen til boliger og erhverv fremgår det ikke klart, hvordan en flytning af containerterminalen kan sikre bedre forhold for godstrafikken på skinner.

Kilde: CMP News, nr. 2, juli 2008.

Over Øresund

Den hastigt voksende trafik over Øresund og det forventede trafikspring, særligt på jernbanen, når broen over Femern Bælt åbner på tidspunkt, betyder at jernbanesporene over Øresund snart kan løbe tør for plads og hvis den væksten skal kunne fortsætte, så kræves det, at der bygges endnu en forbindelse. Det skriver Dagbladet Børsen. Allerede sidste år påpegede Øresundsinstituttet, at forbindelsen kan løbe tør for plads, for broen over Femern Bælt åbner.

Forundersøgelserne til endnu en forbindelse over eller under Øresund bør være en del af Regeringens kommende investeringsplan.

Kilde: Dagbladet Børsen. Foto: bridgephoto.dk

torsdag, juli 10, 2008

Fra Esbjerg til Nibøl

Jeg har tidligere omtalt planerne for et direkte tog mellem Esbjerg og Nibøl via Tønder og på lørdag kører det første tog. Det er Arriva, der i samarbejde med det tyske selskab NEG, der er ejet af de luxembourgske jernbaner, CFL, der også ejer CFL Cargo, sørger for den direkte forbindelse.

Det bliver Arrivas tog, der kommer til at fortsætte over grænsen til Tyskland og i første omgang er der tale om et forsøg på lørdage og søndage frem til midten af oktober måned. Udover de nye direkte tog, så kan man fortsat skifte tog i Tønder og det skal man fortsat i hverdagene, hvor det er togselskabet NOB, der står for driften.

Hvis man ønsker en integration mellem Sønderjylland og Slesvig, så kræver det ordentlige og direkte forbindelser. Med de nye direkte tog er vi nået et lille stykke af vejen, men hvorfor kan togene ikke køre mere på tværs, som det er lykkedes med over Øresund. Man kunne forestille sig direkte tog til Husum eller helt til Hamborg.

Kilde: Arriva, NEG.

søndag, juni 22, 2008

5 byder på Arrivas togdrift

Jeg har tidligere omtalt udbudet af kørslen i Midt- og Vestjylland og nu har Trafikstyrelsen nu prækvalificeret frem togoperatører til den endelige udbudsrunde:

NSB AS
ARRIVA Tog A/S
DB Regio AG
DSB Midt-Vest ApS
First Rail Holdings Limited

I oktober skal operatørerne have afleveret deres første forhandlingstilbud. Herefter skal Trafikstyrelsen forhandle med operatørerne og den operatør, der har det mest fordelagtige bud i forhold til pris, kvalitet og leveringssikkerhed, vil få kontrakten og den forventes underskrevet i starten af 2009 og kontrakten træder i kraft i december 2010 og vil løbe frem til 2018, men med mulighed for forlængelse i to ekstra år.

Det er lidt interessant at First Rail byder på opgaven: For i forbindelse med Øresundsudbuddet samarbejder DSB og First jo om opgaven. Ellers byder de tyske og de norske jernbaner med og det samme gør Arriva, der har kontrakten i dag.

Kilde: Trafikstyrelsen.



der gennemføres som en forhandlingsrunde, hvor det enkelte

torsdag, juni 19, 2008

Boganmeldelse: Landet, vandet og broen

På Bogblogger.dk har jeg skrevet en anmeldelse af Landet, vandet og broen, der er udgivet i anledning af at, det er 10 år siden Storebæltsbroen åbnede. Læs den her.

tirsdag, juni 17, 2008

Nørre Nebel - Esbjerg

Jeg har tidligere skrevet om planerne for direkte tog mellem Nibøl og Esbjerg og nu kommer der planer om direkte forbindelser mellem Esbjerg og Nørre Nebel via Varde. Det er regionsborgmester Carl Holst og et flertal i forretningsudvalget der vil investere i udviklingen af banen.

Banen mellem Varde og Nørre Nebel - Vestbanen - er en privatbane, der ejes af Region Syddanmark og som Arriva er operatør på. Statens bloktilskud til regionerne er bl.a. styret af antallet af kilometer jernbanespor og det betyder at regionen får 27 millioner, men samtidig anvender regionen kun 6,3 millioner til driften af banen. Cowi har lavet en række beregninger, som bl.a. indeholder en komplet lukning, men regionen planlægger at øge tilskuddet til 15,4 millioner om året og satse på samlet drift med statsbanen mellem Esbjerg og Varde. Dermed får regionen fortsat et stort overskud på driften af banen. Borgmester Carl Holst siger til JyskeVestkysten, at dette nok har spillet ind:
Jeg skal ikke udelukke, at det også har spillet ind, men jeg vælger at se progressivt på det – direkte tog styrker turisme og uddannelsesmuligheder.

Selvom argumentationen er lidt bagvendt, så er det godt at se, at der er ønske om at investere i jernbanerne. Med flere direkte tog, så kommer der flere passagerer. Samtidig skal man huske på at i Oksbøl har hæren et sidespor til transport af kampvogne og andet materiel. Fra Nørre Nebel ligger der spor videre til Nymindegab (hvor der en gang har været spor til Nymindegablejren, hvor Hæren tidligere havde et kampvognsværksted), men hvor der i dag kun kan køre skinnecykler.

Kilde: JyskeVestkysten, Region Syddanmark.

Entreprise

Banedanmarks entreprisedivision har fået eget navn, Entreprise, og flytter til nye lokaler i Vasbygade. Flytningen er en del af en sammenlægning af Entreprises mange tjenestesteder. Direktør Søren Horn Petersen udtaler:

Der er en betydelig synergieffekt i at samle 20 tjenestesteder på seks adresser. Vi får blandt andet mulighed for at centralisere vores lagre og kan sikre en bedre lagerstyring, end det er tilfældet i dag. En sidegevinst ved hovedkontorets nye adresse er, at administration og produktion vil blive knyttet endnu tættere til hinanden – Vasbygade 10 har egen remise, hvorfra der er direkte forbindelse til det øvrige jernbanenet. Sammenlægningen af tjenestesteder gør det lettere for vores medarbejdere at udveksle erfaringer, og øget videndeling vil styrke vores faglige profil. Dygtige medarbejdere er med til at sikre, at vores kunder får valuta for pengene. Bedre fysiske rammer med en central beliggenhed er en klar forbedring for både medarbejdere og kunder.

Entreprise har 950 medarbejdere og vedligeholder og anlægger jernbanespor.

Volvo tager toget

DB Schenkers datterselskab Railion Scandinavia skal fra efteråret køre bildele fra Kornvestheim og Hannover i Tyskland til Gøteborg i Sverige. Togsystemet der kaldes Viking Rail vil 5 gange om ugen i hver retning og vil betyde dels at transporttiden reduceres med 11 timer og at miljøet forbedres, da toget udleder 40 gram mindre CO2 pr. tonkilometer eller hvad der svarer til 1.100 hektar skov. Togene vil være 615 meter lange og veje omkring 1.400 tons.

Det er mellem 30 og 40 procent af Volvos transporter mellem Sverige og Tyskland der nu kommer over på jernbanen i stedet for på vejene. Togene kommer til at løbe uden stop mellem Sverige og Tyskland gennem Danmark.

Samtidig har Railion Scandinavia indsat et andet togsystem for Volvo mellem Älmhult og Gent i Belgien og vil også overtage andre transporter for Volvo i løbet af 2008.

I Sverige har Green Cargo en rettighed på 95 pct., men dette falder massivt når togene går over landegrænserne. Med nye lokomotiver, der kan køre gennem flere lande, så kommer til Railion til at stå strækt i konkurrencen med lastbilerne.

Kilde: DB Schenker, Green Cargo.

mandag, juni 09, 2008

Det rustne IC4

I dag har Ingeniøren en artikel vedr. IC4-togene, hvor de har vist billeder fra Danmarks Radios besøg på fabrikken for et par uger siden til Professor Karl Brian Nielsen, der leder Institut for Produktion på Aalborg Universitet. Professoren udtaler bl.a.:
Nej, det skal det ikke. Tværtimod er det chokerende, at der er så mange gennembrud af lak og rustbeskyttelse, og at metallet også er begyndt at erodere. Det, jeg kan se på de udvalgte billeder, er et fremskredent forfald. Jeg er dybt bekymret for, hvordan tog, som allerede nu befinder sig i den tilstand, vil klare sig i Danmark, hvor det bliver udsat for et væsentligt barskere klima end i Italien med store fugt- og temperaturudsving,

Adm. direktør i DSB, Søren Eriksen siger i en pressemeddelelse, at:
Jeg tillader mig at undre mig over, hvordan Karl Brian Nielsen kan vurdere IC4-togenes tilstand ud fra disse billeder. Han har ikke selv set togene, men det må stå for hans regning. Så letkøbt arbejder vi ikke i DSB, og jeg kan forsikre, at de tog, DSB vil modtage, til punkt og prikke opfylder alle kontraktens krav. Det gælder naturligvis også samlekvalitet og rustbeskyttelse.

Nu vil jeg ikke gøre mig klog på hverken rust eller samlinger af ledninger, men jeg finder alligvel, at den faglærte bager (hvilket er Karl Brians Nielsens orginale uddannelse, han har dog uddannet sig videre til Civilingeniør) udtalelser flere steder anvendes udover, hvad der er rimeligt i billedeteksterne i det tilhørende galleri: Vi ser et billede af den indre af et togvogn, der ganske tydeligt ikke ligner udseendet af en IC4-togvogn og på et andet billede ser vi en vogn udenfor og her bruges en arbejdsbogie til at give følgende billedetekst, der er et citat fra artiklen:
Jeg håber sandelig, at det er en midlertidig bogie. Potentielt har lejer, føringer og bøsninger taget skade af rusten. Hvis min opvaskemaskine så sådan ud, ville jeg vente, at den snart stod af.

Jeg ved ikke, hvad der er Ingeniørens grundlag for denne artikel, men hvis DSB og AnsaldoBreda fik bare lidt arbejdsro, så ville der snart komme et eller flere tog i drift i landstrafikken.

Kilde: Ingeniøren, DR Nyheder, DSB. dk.fritid.jernbaner.

onsdag, juni 04, 2008

Fra Hirtshals til Skagen med direkte tog

Nordjyske Jernbaner, der driver jernbanerne mellem Hjørring og Hirtshals og mellem Frederikshavn og Skagen, har fået trafikstyrelsens tilladelse til også at køre tog på statsbanestrækningen mellem Hjørring og Hirtshals. Derfor kan Nordjyske Jernbaner fra 20. juni indsætte direkte tog mellem de to havnebyer i det nordlige Jylland.
Det nye tog indsættes i samarbejde med Color Line, der netop har indsat en ny hurtigfærge mellem Hirtshals og Kristianssand og derfor er køreplanen også tilpasset ankomsttiden for færgen: Toget kører fra Hirtshals hver dag kl. 12.15 med ankomst Hjørring kl. 12.37, Frederikshavn kl. 13.15 og Skagen kl. 13.54. Toget kører samme rute retur kl. 18.35 med ankomst Hirtshals kl. 20.10. Dermed kan de norske turister få næsten en dag i Skagen. I Hirtshals har toget direkte forbindelse med færgeterminalen via en gangbro. Toget standser dog ikke på DSB's stationer mellem Hjørring og Frederikshavn.

Dette er et interessant og offensivt tilbud fra Nordjyske Jernbaner, der fortjener større udbredelse. Hvorfor ikke køre et tog til Aalborg?

Kilde: Nordjyske Jernbaner, Nordjyllands jernbaner. Foto fra indvielsen af Nordjyske Jernbaners nye tog.

tirsdag, juni 03, 2008

Nye tog og lokomotiver til DSB?

Mens vi venter på at IC4 måske en gang kommer ud at køre for alvor på de danske skinner er DSB på jagt efter almindelige togvogne og lokomotiver, som skal sættes ind på strækningerne på Sjælland, hvor de gamle Bn-vogne med ME-lokomotiver i dag kører.

Det sidste Me-lokomotiv blev leveret til DSB i 1985 og selvom de har været til eftersyn siden, så lever de ikke op til miljøkravene i den københavnske miljøzone, som f.eks. lastbiler skal overholde.

Samtidig arbejder med DSB med en plan om at leje 40 nye dobbeltdækkervogne, som skal erstatte de gamle Bn-vognene. DSB har allerede 67 dobbeltdækkervogne af typen ABs 7900 fra Bombardier Transportation og med de 40 ekstra kan DSB skrotte de sidste Bn-vogne. Bombardier har også leveret tilsvarende vogne til Tyskland, Israel og Holland. De første vogne kan DSB få leveret om halvandet år.
Spørgsmålet er om det er en forkert strategi at vælge togsæt på de regionale strækninger? Med moderne vogne og lokomotiver kan få en mere optimal udnyttelse af materiellet.
Kilder: Ingeniøren, DSB. Foto: Pressefoto af ABs 7900 fra Bombardier.

Med Venstre i toget

Venstres folketingsgruppe har fremlagt et nyt oplæg om miljø i trafikpolitikken: Mindre CO2
fra transport - Et oplæg om reduktion af CO2-udledningen fra transporten.

Omkring den kollektive trafik vil Venstre:

  1. Opprioritere investeringerne i den kollektive trafik, så den bliver til et mere attraktivt alternativ til bilen. Derved skal den kollektive trafik i de kommende år spille en større og større rolle – især i byområderne.
  2. Gøre det mere attraktivt at vælge den kollektive trafik frem for privatbiler, fx med tog til tiden, bedre trafikinformation, mere komfort mv.
  3. Skabe bedre rammer for at tage bilen til nærmeste station og derfra fortsætte med toget, bl.a. gennem etablering af flere ”parker-og-rejs”-anlæg ved de større pendlerstationer.
  4. Motivere til samkørsel i privatbiler og til øget brug af delebils-ordninger, eksempelvis gennem særlige parkeringspladser og flere kampagner.
  5. Undersøge mulighederne for forsøgsvis kørsel med særlige pendler-transitbusser i motorvejenes nødspor i myldretiden.

og på godsområdet vil Venstre:

  1. Gøre forsøgsordningen med modulvogntog permanent, hvis der som ventet kommer positive erfaringer ud af forsøget, samt arbejde målrettet for at fremme udbredelsen af modulvogntog til hele EU.
  2. Udbrede kendskabet til brændstofbesparende tekniske løsninger.
  3. Undersøge økonomiske incitamenter, der kan motivere transportvirksomheder til at satse endnu mere på CO2-reducerende tekniske løsninger.
    Sikre en udbygning og forbedring af kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov, så
    der skabes bedre rammer for at flytte godstransport fra vej til bane.
  4. Tage initiativ til, at der i EU kommer fokus på bedre vilkår for godstransport på bane, herunder ved udbygning af sporkapacitet og gennem bedre slottider til gods på bane.
  5. Investere i en ”havnepakke”, der skal sikre bedre veje og baner frem til kajen ved en række udvalgte danske havne.
  6. Understøtte initiativer, som er medvirkende til at flytte trafik og transport fra myldretiden til andre tidspunkter af døgnet, hvor presset på vejnettet er mindre.
  7. Gennemføre lovgivning, der giver kommunerne mulighed for at stille krav om mere miljøvenlige taxaer, der kører længere på literen og som er udstyret med partikelfilter.

Det er ganske fornuftige tanker, som Venstre er kommet frem med. Spørgsmålet er om der kommer penge med? Og om regeringen og dens støttepartier reelt ønsker at prioritere den kollektive transport. Det mangler vi endnu at se.

Kilde: Venstre.

søndag, maj 18, 2008

Sporfornyelser i 2009

Banedanmark fortsætter sit høje aktivitetsniveau med at få jernbanen i Danmark til at hænge bedre sammen ved at forny sporene. I år er det Farumbanen og strækningen mellem Fredericia og Århus, som bliver renoveret.

I 2009 gælder det så strækningen mellem Odense og Svendborg og mellem Ringsted og Næstved. Mens 2010 giver bedre spor på Hillerødbanen, strækningerne Skanderborg-Holstebro, Tinglev-Sønderborg og Roskilde-Køge-Næstved.

Udover renoveringer af spor, så skal der også renoveres broer, kørestrømsanlæg og anlægges nye opstillingsspor og udskiftes sporskifter.

I år anvender Banedanmark 1,8 milliard kroner på fornyelse af spor. Det er tre gange så meget som i 2006. I alt gav Trafikaftalen fra 2006 4,6 milliarder yderlige til fornyelse af spor.

Kilde: Banedanmark.

torsdag, maj 15, 2008

Stationsforstanderens Have

I dag ventede jeg på Skodsborg Station efter et kundebesøg hos ADRA Danmark og faldt her over dette skilt:

Og da jeg så fulgt skiltet fandt jeg nedenstående:


Formentlig er der tale om en offentligt område, hvor der bl.a. findes bålplads, men burde Banedanmark ikke passer noget bedre på deres områder, så der ikke ligger væltede træer midt i haven?

Hvis der er læsere som kan tilføje viden om Stationsforstanderens Haves historie, så hører jeg gerne nærmere. Brug kommentarfeltet nedenfor.

tirsdag, maj 13, 2008

Hurtigere gennem Danmark

For lidt over et år siden fremlagde 6-by samarbejdet, der består af Københavns, Århus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers Kommuner en plan for et nyt højhastighedstogprojekt, der skal gøre det muligt at komme fra København til Odense på én time, fra Odense til Århus på én time mere og med yderligere en time komme til Aalborg.

Det projekt vil Transportminister Carina Christensen ny bakke op om:

Det er et visionært og fantastisk pro­jekt, som jeg håber, vi en dag kommer i mål med. Jeg vil gerne lande den, så vi snart tager de første skridt. [...] Vi tænker det ind i et perspektiv med langsigtede løsninger. Hvis vi for alvor skal flytte folk fra bilen og over i toget frivilligt, så tror jeg, at en timemodel vil give den kollektive trafik et kæmpeløft, for så kan toget konkurrere tidsmæssigt med bilen.


I første omgang gælder det strækningen mellem København og Odense. Men det kræver at Folketinget først træffer beslutning om hvor der skal anlægges nye spor mellem København og Ringsted (skal der anlægges to spor mellem København og Ringsted via Køge, som er det mest rentable, eller skal der kun anlægges et spor mellem Hvidovre og Taastrup, som Venstres lokale trafikmafia kræver). Men problemet er at de igangværende undersøgelser først er færdige til næste efterår og allerede til efteråret skal regeringen fremlægge sin investeringsplan for de næste mange år.

Det er ganske klart, at hvis vi skal kunne komme fra Odense til København på en time, så kræver det anlægget af en ny jernbane via Køge. Denne kan nemlig få en profil, der sikrer optimal hastighed og det kan et ekstra spor mellem Hvidovre og Taastrup ikke klare. Man kan så undre sig over at en et år gammel historie får nyt liv.

Kilde: TV2.

9 pct. flere rejsende i Sverige

Det svenske statsejede togselskab SJ fik i første kvartal 9 procent flere rejsende og resultatet er forbedret med 25 pct. før skat. Stigningen har været særlig stor på strækningerne Göteborg - Stockholm og Malmø - Stockholm hvor trafikken er steget med hhv. 15 og 17 procent. Samtidig er belægningen steget til 70 pct.



Den positive udvikling skyldes dels den højere benzinpris, bedre udbud og ikke mindst en ny prisstruktur, som gør det billigere at rejse på de tidspunkter, hvor der ikke er så mange som vil med toget, ligesom man nu har flere muligheder for at vælge produkt og kvalitet. F.eks. solgte 29.000 billetter på en auktion til en gennemsnitspris på kr. 122. Også antallet af forretningsrejsende er steget med 14 pct. 700 virksomheder indgik aftaler eller øgede deres aftaler med SJ i første kvartal.


For at få plads til endnu flere passagerer investerer SJ 2 milliarder SEK i nye hurtigtog, som skal erstatte X2000 på nogle strækninger og dermed gøre det muligt at indsætte X2o00-vognene på andre strækninger og dermed også øge kapaciteten på disse strækninger. De nye tog har hver plads til 570 passagerer eller hvad der svarer til 4 indenrigsfly.


Kilde: SJ. Foto: Kasper Dudzik/SJ. Billedet viser to X2000-togsæt ved søen Aspen.

Togfærge mellem Stockholm og Åbo

Det svenske godsselskab Green Cargo og det finske ditto VR fortsætter driften af godstogsfærgen M/S Sea Wind, selvom den tredje ejer -rederiet Tallink Silja Oy - fornylig meddelte at de ønskede at trække sig ud.


Færgen sejler mellem den svenske hovedstad Stockholm og den finske havneby Åbo. Det er mest træ og stål som færgen transporterer fra Finland til Sverige, mens trafikken den anden vej er stigende med husholdningsmaskiner mv., der skal videre til Rusland. I alt bliver der transporteret mere end 500.000 tons på skinner mellem Finland og Sverige om året. Hvis færgen ikke var fortsat skulle godset over Haparanda for at komme mellem de to lande. Sporvidden i Finland er i øvrigt 98 millimeter bredere end i resten af Europa. Ændringen for en boggie tager mindre end 10 minutter.


Billedet viser færgen Sea Wind, der er bygget på Helsingør Værft i 1972. Yderligere oplysninger om færgen findes hos The Ferry Site.

Kilde: Green Cargo, Searail EEIG. Foto: Tallink Group.

søndag, maj 11, 2008

DSB får bedre image

DSB er en af højdespringerne i en ny imageundersøgelse, som Reputation Institute har udarbejdet: Med en fremgang på 6,8 point fra 1. kvartal 2007 til 1. kvartal 2008 – fra 43,8 til 50,6 – er DSB kun overgået af Danske Bank, som forbedrede sit omdømme med 8,4 point. Men af de 34 virksomheder, som indgår i undersøgelsen, så ligger DSB fortsat i bunden sammen med Arla, TDC og ISS.

Kilde: DSB.

Ved Silkeborg


Regeringen har udsat sit bebudede forslag om at anlægge en motorvej ved Silkeborg, som ellers fremgår af regeringsprogrammet for dette folketingsår. Det er statsministens personlige indgriben der har betydet udsættelsen. I 2006 omgjorde statsministeren personligt en indstilling fra Vejdirektoratet om at anlægge den midtjyske motorvej - mellem Herning og Århus - med en bro over Gudenådalen og i stedet krævede at motorvejen skal føres gennem Silkeborg by - den såkaldt kombilinje. Samtidig lovede statsministeren at Regeringen senest i midten af 2007 ville komme med en beslutning.

Nu har Trafikudvalget og 19 lokale borgmestere tabt tålmodigheden med Regeringen. Trafikudvalget kræver nu, at der inden fem uger findes en løsning og skriver i en beretning, der samtidig giver statsministeren en næse:

Et flertal i udvalget konstaterer derfor, at det udelukkende er regeringens smølen, der forhindrer en klarhed om motorvejen. Derfor pålægger et flertal i trafikudvalget transportministeren, at regeringen inden Folketingets mødefri periode tager initiativ til at skabe politisk afklaring om en linjeføring for motorvejen ved Silkeborg.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen, der er valgt i Silkeborg og som har taget initiativ til beretningen uddyber overfor Jyllands-Posten:

Vi har brug for en afklaring med henblik på at træffe en hurtig afgørelse, så kommune, borgere og erhvervsliv kan komme videre med planlægning, investeringer og tilværelsen.
Jeg har tidligere skrevet om motorvejen ved Silkeborg og om Venstres lokale trafimafia. Regeringen optræder mere og mere komisk på transportområdet: Alle investeringer (som f.eks. udvidelsen af jernbanen mellem København og Ringsted eller overhalingssporet ved Tommerup og nu altså motorvejen ved Silkeborg bliver forsinket eller udsat fordi Regeringen ikke internt kan blive enige om disse helt nødvendige investeringer. Regeringen svigter pendlere og transportører når investeringerne udsættes.


Kilder: Dansk Politik, Jyllands-Posten. På Facebook kan man tilmelde sig en gruppe om dette emne.

mandag, april 28, 2008

Nye tog på Østbanen

På Østbanen, der udgår fra Køge og kører til hhv. Rødvig og Fakse Ladeplads, kommer der til næste år nye tog. Togene er af samme type - Lint - som er indsat på Lokalbanens strækninger i Nordsjælland.

Med de nye tog kan rejsetiden nedsættes, således at togene mellem Køge og Rødvig bliver hele syv minutter hurtigere. Det skyldes også at trinbrættet Grubbersholm nedlægges.

Samtidig samles de forskellige jernbaneselskaber i to: Således at der kommer til at være et selskab for togtrafikken i Region Hovedstaden; altså privatbanerne i Nordsjælland og et for banerne i Region Sjælland (Vestsjællands Lokalbaner, Lollandsbanen og Østbanen). Fusionerne mellem selskaberne forventes at give synergier for syv millioner kroner

Kilde: Transportnyhederne, Movia.

torsdag, april 24, 2008

Fra Oslo til Taulov

Det norske godstogselskab CargoNet, der er ejet af de norske statsbaner NSB, er begyndt at køre godstog mellem Oslo og Taulov. Toget kører for øjeblikket en ugentlig afgang. Toget afgår fra Oslo lørdag kl. 17.20 og ankommer til Taulov søndag kl. 11.00. Toget kører retur fra Taulov søndag kl. 15.30 og ankommer til Oslo mandag kl. 8.00. Toget har kapacitet til i alt 30 trailerenheder.

Taulov er en af de største danske godsterminaler og er nav i Railions trafik mellem Skandinavien og kontinentet. Fra Taulov afgår der direkte godstog til bl.a. Italien.

Kilde: CargoNet. Foto: Cargonet fra terminalen i Oslo.

onsdag, april 23, 2008

Mens vi venter

For snart to et halvt år siden fremlagde Trafikstyrelsen en Strategianalyse for en udbygning af kapaciteten mellem København og Ringsted. Analysen viste klart, at en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge er den bedste forretning. Men Flemming Damgaard Larsen, der er medlem af Venstres folketingsgruppe og Dansk Folkeparti ønsker fortsat at der skal anlægges et enkelt spor mellem Hvidovre og Taastrup og det resulterede i at begge forslag blev omfattet af en VVM-undersøgelse.

Oprindeligt var det planen, som det fremgår af Trafikaftalen fra efteråret 2005, at VVM-undersøgelserne skulle være færdige i år:
I trafikaftalen fra 2003 indgik, at der skulle udarbejdes en strategianalyse vedr. udbygning af jernbanekapaciteten mellem København og Ringsted. Parterne er enige om, at analysen skal indgå i politiske forhandlinger om jernbaneområdet i 2006. Senest 1. juli 2006 træffes beslutning om iværksættelse af VVM-undersøgelse vedr. København – Ringsted. Målet er, at undersøgelsen er tilendebragt inden for 2 år.

Men på grund af de ovennævnte uenigheder, så blev det først med trafikaftalen fra efteråret 2006, at undersøgelserne for alvor bliver igangsat:
Parterne aftalte i juni 2006, at der påbegyndes en projektering af langsigtede løsninger i form af en ny bane mellem de to byer via Køge eller et ekstra spor mellem København og Høje Taastrup med tilhørende vendeanlæg i Roskilde (5. spor). Det sker ved gennemførelse af en VVM analyse, hvori de to løsninger blandt andet sendes til høring i offentligheden. VVM analysen gennemføres indenfor en ramme af 234 mio. kr. Desuden afsættes i perioden 2007-9 en pulje på 55 mio. kr. til brug for forlodsekspropriationer af potentielt berørte borgere, der måtte have ønske herom. Undersøgelserne tilrettelægges med henblik på, at der i efteråret 2009 kan træffes politisk beslutning om den langsigtede strategi på baneområdet på baggrund af resultatet af de gennemførte analyser og høringer.

I et svar til Trafikudvalget siger Transportminister Carina Christensen nu, at:

VVM-undersøgelserne forventes i henhold til tidsplanen at være færdige i efteråret 2009.
Udgangspunktet er, at der i samme efterår kan træffes en politisk beslutning om valg af løsningsmodel og dermed linieføring.
Trafikstyrelsen vurderer at beslutningen om gennemførelse af to parallelle undersøgelser af hver sin løsningsmodel på VVM-niveau har medført en forsinkelse på seks måneder i forhold til undersøgelse af blot én strækning.

I forhold til den første politiske aftale, så bliver VVM-undersøgelserne altså mere end et år forsinket og ikke kun en halvt år, som Trafikstyrelsen i svaret vurderer.

Kilde: Folketingets Trafikudvalg, Alm. del - Spørgsmål 410.

Skal DSB sælge bredbånd

DSB S-tog har indgået et samarbejde med televirksomheden Telia, således at pendlere med et abonnementskort kan få to måneders gratis abonnementskort, hvis de samtidig bestiller bredbånd og mobilt bredbånd hos Telia. Salgsdirektør i DSB S-tog Niklas Marschall siger, at:
Vi laver kun tiltag, der giver en merværdi for vores kunder under rejsen. Så længe vi gør det, mener jeg ikke, at vi sælger ud af vores værdisæt. Vi gør kun det, kunderne forventer af os, nemlig at vi varetager deres interesser,

Hvis man vil have de to måneder gratis periodekort, så skal man bestille både bredbånd og mobilt bredbånd der koster hhv. kr. 189 eller kr. 299 pr. måned. Der er en bindingsperiode på 6 måneder hvilket giver en minimumspris på kr. 1.134 for bredbånd eller 2.093 for mobilt bredbånd. Oprettelsen er gratis. Herudover skal kunderne betaler for et abonnementskort i mindst seks måneder. Læs mere om tilbuddet hos DSB S-tog eller hos Telia.

Udover dette tilbud så forventer Niklas Marschall , at der kommer flere ekstra ydelser til de faste kunder:
Det næste store bliver tillægstjenester, så vi kan belønne vores gode faste kunder, F.eks. skal kunder med periodekort kunne køre ubegrænset i alle zoner efter et bestemt tidspunkt. Selv om man kun har betalt for 2 eller 3 zoner.

Måske er det mig der er lidt gammeldags. Men jeg har altså svært ved at se hvorfor DSB S-tog skal bruge ressourcer på at lave tilbud om bredbånd. I stedet burde de bruge ressourcer på at få togene til at køre til tiden og forbedre forholdene på stationerne for os passagerer.

Kilde: DSB.

Næste Station: Australien

De 16 MZ-lokomotiver, som DSB har solgt til Australien, har nu alle forladt Danmark.

Inden lokomotiverne lastes i skibet Emma Gracht bliver de grundigt spulet med vand for at sikre, at det australske kontinent ikke får edderkoppeæg, hvepselarver eller andet kryb, som kan ødelægge de specielle australske fauna.

De solgte MZ-lokomotiver er fra serie III af de i alt fire serier af MZ-lokomotiver som DSB anskaffede sig i 1970erne. I alt fik DSB leveret 20 lokomotiver af denne serie og udover de 16 der skal køre i Australien, så er der også to der kører i Spanien. Læs mere om MZ-lokomotiverne og deres historie på Johns Jernbaneside her.

Kilder: DSB, Mortens Togside. Foto: Klaus Holsing/DSB.

tirsdag, april 15, 2008

På nettet i toget

Jeg har tidligere omtalt forsøget med etablere TDC Hotspot i DSB's intercitytog, men nu bliver forsøget permanent og udvidet til hele strækningen mellem København H og Århus H. I starten af 2009 forventer DSB og TDC at alle lyn- og intercitytog på denne strækning kan tilbyde trådløst internet. Direktør for DSB Kommerciel Mogens Jønck siger:
Med Internet i Tog er vi et første skridt nærmere vores vækst- og serviceambition i Sporskifte 2010. Vi efterkommer et stort ønske fra kunderne og kan tilbyde et bredere udbud af service- og underholdningstilbud, der gør toget stadig mere attraktivt som transportform,

Nu kommer der endnu et argument for at tage toget, når man skal til møde i Århus. Formentlig bliver internet gratis for passagerer, der rejser på DSB 1'.

Kilde: DSB.

lørdag, april 12, 2008

Endnu flere over Øresund i 2008

Trafikstigningerne over Øresund fortsætter. I årets første to måneder steg trafikken over Øresund med 22,5 pct. i forhold til den samme periode sidste år. Stigningen er dermed lidt aftagende i forhold til sidste år, hvor trafikken steg med hele 26,4 pct.

Men stigningen i den lokale trafik i Skåne steg i årets første måneder med 17,2 pct. Det er næsten 70 pct. mere end sidste år.

Samtidig arbejder Skånetrafiken med at få ensartede regler for øresundstogtrafikken, uanset om der er tale om driften over Øresund eller den drift, der foregår over lensgrænserne. Arbejdet skal være færdigt, når DSBFirst overtager driften næste år.

Kilde: Skånetrafiken. Foto: DSB/René Strandbygaard.

torsdag, april 10, 2008

Med Railion til Esbjerg

Godstogsselskabet Railion overvejer igen at sætte gang i godstogene til Esbjerg. I 2005 stoppede Railion transporterne til Esbjerg, herunder Esbjerg Havn og Spangsbjerg Sidespor, og senere har CFL Cargo kørt godstog til Esbjerg. Det fortæller det Socialdemokratiske folketingsmedlem Kim Mortensen til JyskeVestkysten:
Jeg er meget tilfreds. Railion har lovet endnu et besøg i Esbjerg og lovet trafikudvalget at ville kontakte havnen snarest. Hvis der er den nødvendige interesse fra havnens virksomheder og Esbjerg Havn, samt naturligvis den nødvendige godsmængde, er Raillion også klar til at handle.

Esbjerg har en stor havn og der bør være grundlag for rentable godstog. Men hvis vi i Danmark ønsker en miljørigtig godstrafik, så skal priserne for at køre med godstog i Danmark være lavere.

Kilde: JyskeVestkysten.

Tetrapak på banen

Den svenske emballagekoncern Tetra Pak har en fabrik i den nordsvenske by Gävle (der mest er kendt for verdens største julebuk) hvor de laver emballage. Emballagen skal hurtigt ud til kunderne og det er Mærsk, der står for det. For at få det hurtigt til Göteborg, hvor containerne omlastes til skab, så har Mærsk valgt Hector Rail til at køre et godstog to gange om ugen, men man håber at antallet af godstog øges.

Aftalen gælder for tre år, men der er en option på yderligere to år.

Kilde: Hector Rail. Fotoet er hentet hos ERS Railways og viser toget under en forsøgstur u Gävle.

mandag, april 07, 2008

50 sekunder for længe

I dagtimerne holder S-togene i gennemsnit 50 sekunder for længe på Københavns Hovedbanegaard. Det viser undersøgelser som DSB S-tog har gennemført og det er primært spørgsmål fra de rejsende og at passagerne samler sig ved de forreste døre der giver forsinkelserne.

Derfor vil DSB i en periode placere S-togsrevisorer på perronerne ved spor 9-10 og 11-12, der skal svare på spørgsmål og hjælpe passagererne. Projektleder i DSB S-tog Nikolaj Kyhn siger:
Vi har et meget stort pres på det centrale afsnit. Jo kortere tid S-togene holder på Hovedbanegården, jo mere solid togdrift får vi. Det giver en mere smidig afvikling og gør, at vi ikke er bagud fra start, så kunderne kommer for sent, og lokomotivførerne føler, de er bagefter planen.

Kilde: DSB.

lørdag, april 05, 2008

DSB udskiller ejendomme

DSB udskiller nu sine ikke driftsrelaterede ejendomsaktiviteter i et nyt ejendomsselskab. Ejendommene har en bogført værdi på mere end en milliard kroner og omfatter byggerettigheder, f.eks. på Kalvedbod Brygge, 190 hektar skov, 26,3 hektar kolonihaver og 300 boliger, hvoraf halvdelen ligger ved stationer. Omvendt vil stationer og tekniske anlæg fortsat være ejet direkte af DSB.

Kilde: Dagbladet Børsen.

S: Komfortpakke til togrejsende

Efter Miljøminister Troels Lund Poulsens udtalelser i et interview med Politiken om, at den kollektive trafik skal prioriteres, så fremlægger Socialdemokraterne nu et komfortpakke, der skal gøre det lettere at være togpendler i Danmark.

25 af Danmarks mest benyttede stationer renoveres, så der dels bliver tryggere at vente på toget og dels bliver bedre muligheder for at parkere sin bil og lade den overvåge. Trafikordfører Magnus Heunicke siger:
Det skal være slut med at lede forgæves efter en P-plads ved togstationerne, ligesom frygten for hærværk og tyveri fra bilerne skal elimineres. Togstationerne skal forvandles fra at ligne et nedslidt og mislykketbetonbyggeri fra Østeuropa til at minde mere om en lufthavn med en moderne parker-og-rejs-funktion.
Herudover skal de gamle blåmalede Bn-vogne erstattes af andet materiel. Samlet set har Socialdemokraterne beregnet at pakken koster 1,1 milliard kroner, der finansieres via overskuddet fra DSB gennem de kommende år.

Kilde: Magnus Heunickes hjemmeside.

Arriva forbedrer pendlergarantien

Togselskabet Arriva, der kører regionaltog i Midt- og Vestjylland forbedrer nu sin rejsetidsgaranti for pendlere, således at garantien pr. 1. januar 2008 starter ved 97 pct. i stedet for 95 pct. Garantien er dermed en del større end den er hos DSB, hvor rettigheden på målestrækningerne veksler mellem 88 og 95 procent. Bortset fra DSB S-tog, hvor garantien ligger på 97,5 pct.

I 4. kvartal 2007 var det kun pendlere på strækningerne Thisted - Struer og Struer - Skjern, som har haft mulighed for at få kompensation fra Arriva.

Arrivas procedure er dog en del mere besværlig end DSB's ordning: Hos DSB udregnes den automatisk og pengene indsættes på ens bankkonto, hvorimod man hos Arriva selv skal følge med i rettigheden og herefter sende sine brugte periodekort og en særlig blanket til Arriva.

Kilde: Arriva Tog.

torsdag, april 03, 2008

Miljøministeren: Den kollektive transport skal prioriteres

For tre måneder siden havde Politiken et interview, som jeg tidligere har omtalt, med Miljøminister Troels Lund Poulsen, hvor han slog til lyd for en prioritering af den kollektive trafik. I dag bringer Politiken et interview mere af den samme journalist med den samme miljøminister og her er budskabet det samme:

Men man vil se en miljøminister, der går forrest i kampen for kollektiv trafik. Og man vil se en miljøminister, der kaster sig fuldt og helt ind for kollektiv trafik, og som vil slås benhårdt for en prioritering af den kollektive trafik over det at udvikle Danmark til at være et motorvejssamfund.
I første omgang mener minsteren:

Og så skal man måske overveje nogle nye billetsystemer, hvor p-billet og togbillet er tænkt sammen, sådan man får begge dele, når man køber sin billet. Det vil gøre det nemmere for borgeren, og man får muligheden for at udstikke en økonomisk gulerod ved at indføre en rabat, hvis man køber begge dele.
og han fortsætter:
Det handler bare om et reelt alternativ, som er nemt tilgængeligt.
Der er masser at tage fat på inden den kollektive transport og som kan sikre en bedre miljø: Forbedringer for godstrafikken på jernbane, f.eks. ved at anlægge det overhalingsspor på Fyn, som Regeringen har skrinlagt, reducere billetpriserne eller få anlagt en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Samtidig glemmer ministeren fortsat at 44 pct. af de danske husstande overhovedet ikke ejer en bil.

Kilde: Politiken.

onsdag, april 02, 2008

Metroen er verdens bedste

Den københavnske metro er kåret til verdens bedste på MetroRail 2008 konferencen, der afholdes i København i disse dage og det skyldes:
De vigtigste bevæggrunde for at tildele København prisen for bedste metro var Metroens høje driftsstabilitet, evnen til hurtigt at få tilpasset den nye strækning til Lufthavnen station samt den høje passagertilfredshed og sikkerhed.

Metroen vandt i konkurrence med en lang række andre metrosystemer verden.

Kilde: Københavns Metro.

Udbud af Arrivas togdrift

Trafikstyrelsen sætter nu gang i udbudet af Arrivas strækninger i Midt- og Vestjylland:

Århus - Langå - Struer
Thisted - Struer
Struer - Skjern
Århus - Herning
Herning - Skjern - Esbjerg
Esbjerg - Tønder

Arriva overtog strækninger i 2003 og har kontrakten frem til 2010 og fik i 2007 165 millioner af staten for trafikken. Herudover får Arriva indtægterne fra billetsalget. Rettigheden (altså tog er maks. er forsinket 5 minutter) ligger på 95,9 pct., heraf skyldes 2,3 pct. Arriva selv og resten andre forhold.

I kontrakten fremgår det også at trafikken skal udvides med 13 pct. og trafikken er generelt steget med 7 - 8 pct. Men på strækningen Århus - Viborg er trafikken steget med hele 22 pct. og det skyldes bl.a. at der i dagtimerne kører to tog i timen.

Kilde: Trafikstyrelsen.

Railion Scandinavia har fået grønt signal

Nu er Railion Scandinavia blevet en realitet, således at Greeen Cargo nu ejer 49 pct. af selskabet og resten ejes fortsat af DB Schenker/Railion der er gods Deutsche Bahns godsselskab. Railions Scandinavias direktør Stig Kyster-Hansen siger:

”Med etableringen af det nye selskab får vi et endnu stærkere fokus på transport over lange afstande mellem de tre lande. Men vi glemmer selvfølgelig ikke vores danske kunder. De får også del i den effektivisering, som det nye samarbejde giver. Og vi vil stadig have fokus på at udbygge servicen for godstransport på jernbane mellem de danske landsdele.”

Jeg har tidligere frygtet, at Railion Scandinavia ville miste fokus på de danske kunder, men direktørens udtalelser beroliger mig i første omgang. Nu må vi se om de danske politikere vil prioritere den indenlandske godstrafik.

Kilde: Railion.

DSB 2007

Den statsejede jernbanevirksomhed DSB har fremlagt sit årsregnskab for 2007 og det viser endnu en gang fremgang: Resultatet faldt ganske vist med 154 millioner men det skyldes primært at indtægterne fra kontrakten med Transportministeriet er faldet med 95 millioner. Omvendt er indtægterne fra os passagerer steg med 127 millioner til 4.391 millioner og omkostningerne steg med 148 millioner. Generelt er trafikken stigende:

Øst 37.060 2%
Vest 13.925 3%
Over Storebælt 8.103 2%
Øresund 9.407 26%
Internationalt 928 12%
S-tog 88.615 - 2%

Staten lægger beslag på i alt 655 millioner i udbytte, hvoraf 272 millioner er ekstraordinært udbytte. I 2008 f0rventer DSB et overskud på 600 millioner kroner.

Den massive stigning over Øresund har jeg tidligere omtalt, men at de internationale rejser er stigende viser at investeringer i dels billigere billetter og bedre togsystemer kan gøre toget konkurrencedygtigt også på de længere rejser. For s-togene er faldet problematisk men det henfører DSB til sporarbejdet på Køge Bugt Banen, som resulterede 1,4 millioner færre rejsende, men Ringbanen har medført 1 million flere rejsende.

Kilde: DSB.

lørdag, marts 29, 2008

Overhalingsspor i 2018

I forbindelse med Trafikaftalen for 2008 blev det besluttet at udskyde et nyt overhalingsspor for godstog ved Tommerup og nu viser det sig, at det først bliver omkring 2013, at der bliver taget stilling til det. Det viser et svar fra Transportminister Carina Christensen til Folketingets Trafikudvalg. Svaret lyder i sin helhed:

Baggrunden for at stille projekt overhalingsspor ved Tommerup i bero er, at realisering af projektet på nuværende tidspunkt ville være meget dyrere end at lade det afvente en mulig koordinering med Banedanmarks planlagte udskiftning af signalanlæggene.
Banedanmark har ikke før efteråret 2008 en tidsplan for, hvornår signalanlæggene på Vestfyn vil blive udskiftet, men det ventes at ske i tidsrummet mellem 2015 og 2018.
I forbindelse med Trafikstyrelsens arbejde med projektering af overhalingsstationen øst for Tommerup var det forudsat, at et overhalingsspor kunne ibrugtages 2 år efter projektet ville være vedtaget ved en anlægslov og overdraget til udførelse i Banedanmark.
Der er derfor ikke baggrund for at tage færdiggørelsen af projektet op til ny vurdering før tidligst i 2013.

Det virker som en meget søgt forklaring. I mere end 2 år er overhalingssporet blevet planlagt og diksuteret og for at spare penge opfinder man nu en begrundelse om at man hellere skal vente til en udskiftning af signalanlæggene. Antallet af godstog gennem Danmark er stigende og hvis jernbanen skal være mere konkurrencedygtig, så kræver det at togene kan køre med optimal længde her er et nyt overhalingsspor nødvendigt, således at godstogene kan afvente passagertogene. Regeringen svigter her sit ansvar for en effektiv godstransport på skinner.

Kilde: Svar på spørgsmål 318 til Folketingets Trafikudvalg.

tirsdag, marts 18, 2008

Nøglekort til ventesalen?

DSB's sjællandske stationer er kommet rigtigt dårligt ind i 2008. DSB's regionschef Torben Nielsen vurderer, at der i år allerede nu er anvendt lige så mange penge som hele sidste år på reparationer:

Groft trukket op, vil jeg vurdere, at vi allerede nu har brugt lige så mange penge på reparationer, som vi brugte hele sidste år.

Det er primært de mindre stationer, som f.eks. Tøllæse og Borup, der er udsat for hærværk og DSB har flere forslag til hvordan man kan komme hærværket til livs:

Vi går med overvejelser om øget videoovervågning og om nøglekort, som rejsende kan få udleveret, så de kan bruge ventesalene, selvom der egentlig er lukket af.

Kilde: DR P4 Nordvestsjælland.

torsdag, marts 13, 2008

Katalysatorer på tog-motorer

DSB går efter påske igang med et forsøg, som skal afgøre om der skal installeres katalysatorer på sine 100 motorvogne (litra MR-MRD) og lokomotiver af litra ME.

Motorerne i togene er mere end 25 år gamle og derfor er de meget miljøbelastende, men med katalysatorerne mener DSB at det er muligt at reducere udslippet. I dag udleder lokomotiverne 114 klio dieselpartikler ud i den sjællandske luft.

Efter at forsøget, der afsluttes i april og som foregår med et MR-togsæt, afgør DSB om der skal katalystorer i de øvrige togsæt og lokomotiver.

Kilde: DR Nyheder via Ingeniøren.

onsdag, marts 12, 2008

Transportministeren (igen): Banen skal (måske) via Køge

Transportminister Carina Christensen har - i overensstemmelse med Strategianalysen - konstateret at nybygningen af en jernbane mellem København og Ringsted via Køge er det mest samfundsøkonomiske. Det sagde hun på en konference i Næstved, hvor 10 borgmestre fra Sjælland diskuterede trafikpolitik. Men alligevel vil ministeren afvente resultatet af VVM-undersøgelserne, der også omfatter anlægget af et ekstra spor mellem Hvidovre og Taastrup. Hun siger til DR Nyheder:
Jeg afventer de undersøgelser, der er igang, så må vi se, om banen skal gå over
Roskilde eller Køge.

Det er besynderligt, at Venstres lokale trafikmafia kan sætte en helt nødvendig beslutning om anlægget af en nye bane i bero og lade investeringer i udviklingen af Danmarks jernbanenet udsætte.

Kilde: DR Nyheder.

S: Mere bane til Stevns

Socialdemokraterne på Stevns forslår at der anlægges en ny bane fra Rødvig via Store Heddinge og Strøby Egede og videre til en evt. kommende S-togsstation syd for Køge. Det fremgår dog ikke om den forslåede bane skal erstatte den eksisterende bane mellem Rødvig og Hårlev.

Banen skal sikre at pendlerne kan komme let videre med toget til København, men det åbner også for andre perspektiver f.eks. at man kan lade tog fra Næstved køre via Lille Syd (den eksisterende jernbane mellem Næstved og Roskilde via Køge) til Køge og herefter fortsætte via den måske kommende bane mellem København og Ringsted via den planlagte station i Ølby.

Kilde: Socialdemokraterne på Stevns via Dagbladet Køge.

tirsdag, marts 04, 2008

Metro til Herlev

Efter cityringen kan der komme flere udvidelser til det københavnske metroanlæg. I første omgang så vil Københavns Kommune sætte 200 millioner af til en afgrening fra cityringen ved Nørrebro Metrostation. Afgreningen skal gøre det muligt at udvide metroen med en ny linje gennem Brønshøj til Gladsaxe og Herlev uden at lukke metroringen ved Nørrebro.

Hvis anlægget af den nye metrolinje til Herlev bliver til noget, så forventes der omkring 50.000 daglige passagerer. Det vil tage syv til otte år og 10 milliarder at bygge den nye metro.

Det er særligt Gladsaxe-området som vil stor glæde af en ny togbane, men problemet er at banen fra Herlev ender ved Nørrebro og herfra skal passagererne rundt over Frederiksberg og Østerbro for at komme ind til byen.

Kilde: Berlingske Tidende.

Mere om IC4's udstødning

Jeg har tidligere skrevet om problemer med udstødningssystemet i DSB's IC4-tog og nu viser det sig, at problemet er større, da nogle af de rør, som udstødningssystemet består af ikke er særlig driftsrobuste, det fortæller direktør for DSB Fjern- & Regionaltog Frank Olesen til Ingeniøren:

Under prøvekørsel er der opstået utætheder i sammenføjningerne af nogle af de rør, som IC4-togens udstødningssystem består af. Vi har kunnet konstatere, at disse dele ikke er tilstrækkeligt driftsrobuste. [...] Derfor har vi bedt Ansaldobreda forbedre de dele af udstødningssystemerne, hvor vi har konstateret utætheder, og hvorfra der er trængt udstødningsgasser ind i toget.
Udstødningsgasserne ligger tæt på de grænseværdier, som Arbejdstilsynet har fastsat og derfor har DSB valgt at indstille driften med togene indtil Ansaldobreda har løst problemet.


Kilde: Ingeniøren.

lørdag, marts 01, 2008

Dybbelsbro

Ved Dybbelsbro Station er perronen for sporet mod syd og vest meget bred og der ligger også spor på den anden side af perronen, men det er ikke brug og det skyldes at sporet ikke har forbindelse på den anden side af stationen. Men det går Banedanmark snart i gang med:

Allerede til august går Banedanmark i gang med arbejdet, men grunden til at det tager tid er Depotområde Øst, opstillingsporene mellem København H og Dybbelsbro, og herudover en sporskiftezone. Depotområdets nuværende 6 spor skal reduceres til 3 for at der bliver plads til det nye strækningsspor.

Arbejdet forventes at være færdigt ved udgangen af 2010 og samtidig vil kørestrømsanlægget også være fornyet.

Kilde: Banedanmarks personaleavis Baneavisen nr. 3/2008.

Hvem laver hvad?

Banedanmark har udpeget de firmaer, som skal stå for renoveringen af skinnenettet i 2008:
  • Sporentreprisen Fredericia- Horsens er tildelt Joint Venture Wiebe/Willke
  • Sporentreprisen Skanderborg-Århus er tildelt Entreprise (Banedanmarks egen entreprenør)
  • Sikringsarbejderne Fredericia- Århus er begge tildelt Entreprise
  • Forårsentreprise på spor (som omfatter perronspor og sporskifter) på Farum-banen er tildelt Spitzke (tysk entreprenør)
  • Sommerentreprisen på spor (strækningsspor) på Farum-banen er tildelt Strukton Railinfra bv (hollandsk entreprenør)
  • Sikringsarbejderne på Farum-banen er tildelt Bravida Danmark A/S
Kilde: Banedanmark.

Esbjerg - Nibøl

Nu ser det endelig ud til at der kan komme direkte forbindelser mellem Esbjerg og Nibøl i Tyskland via Tønder. I dag kræver det et togskifte i Tønder.

Ifølge toghjemmesiden Rail-O-Ramas debatforum, så bliver det formentlig Arrivas eksisterende tog, der kommer til at fortsætte til Nibøl, men på strækningen mellem Tønder og Nibøl bliver det tyske lokoførere, der vil fremføre toget. Med et gennemgående tog, så får både turister og rejsende flere muligheder, fordi der allerede i dag findes forbindelser fra Nibøl til Hamborg.

Kilde: JyskeVestkysten, DR Syd.