søndag, maj 18, 2008

Sporfornyelser i 2009

Banedanmark fortsætter sit høje aktivitetsniveau med at få jernbanen i Danmark til at hænge bedre sammen ved at forny sporene. I år er det Farumbanen og strækningen mellem Fredericia og Århus, som bliver renoveret.

I 2009 gælder det så strækningen mellem Odense og Svendborg og mellem Ringsted og Næstved. Mens 2010 giver bedre spor på Hillerødbanen, strækningerne Skanderborg-Holstebro, Tinglev-Sønderborg og Roskilde-Køge-Næstved.

Udover renoveringer af spor, så skal der også renoveres broer, kørestrømsanlæg og anlægges nye opstillingsspor og udskiftes sporskifter.

I år anvender Banedanmark 1,8 milliard kroner på fornyelse af spor. Det er tre gange så meget som i 2006. I alt gav Trafikaftalen fra 2006 4,6 milliarder yderlige til fornyelse af spor.

Kilde: Banedanmark.

torsdag, maj 15, 2008

Stationsforstanderens Have

I dag ventede jeg på Skodsborg Station efter et kundebesøg hos ADRA Danmark og faldt her over dette skilt:

Og da jeg så fulgt skiltet fandt jeg nedenstående:


Formentlig er der tale om en offentligt område, hvor der bl.a. findes bålplads, men burde Banedanmark ikke passer noget bedre på deres områder, så der ikke ligger væltede træer midt i haven?

Hvis der er læsere som kan tilføje viden om Stationsforstanderens Haves historie, så hører jeg gerne nærmere. Brug kommentarfeltet nedenfor.

tirsdag, maj 13, 2008

Hurtigere gennem Danmark

For lidt over et år siden fremlagde 6-by samarbejdet, der består af Københavns, Århus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers Kommuner en plan for et nyt højhastighedstogprojekt, der skal gøre det muligt at komme fra København til Odense på én time, fra Odense til Århus på én time mere og med yderligere en time komme til Aalborg.

Det projekt vil Transportminister Carina Christensen ny bakke op om:

Det er et visionært og fantastisk pro­jekt, som jeg håber, vi en dag kommer i mål med. Jeg vil gerne lande den, så vi snart tager de første skridt. [...] Vi tænker det ind i et perspektiv med langsigtede løsninger. Hvis vi for alvor skal flytte folk fra bilen og over i toget frivilligt, så tror jeg, at en timemodel vil give den kollektive trafik et kæmpeløft, for så kan toget konkurrere tidsmæssigt med bilen.


I første omgang gælder det strækningen mellem København og Odense. Men det kræver at Folketinget først træffer beslutning om hvor der skal anlægges nye spor mellem København og Ringsted (skal der anlægges to spor mellem København og Ringsted via Køge, som er det mest rentable, eller skal der kun anlægges et spor mellem Hvidovre og Taastrup, som Venstres lokale trafikmafia kræver). Men problemet er at de igangværende undersøgelser først er færdige til næste efterår og allerede til efteråret skal regeringen fremlægge sin investeringsplan for de næste mange år.

Det er ganske klart, at hvis vi skal kunne komme fra Odense til København på en time, så kræver det anlægget af en ny jernbane via Køge. Denne kan nemlig få en profil, der sikrer optimal hastighed og det kan et ekstra spor mellem Hvidovre og Taastrup ikke klare. Man kan så undre sig over at en et år gammel historie får nyt liv.

Kilde: TV2.

9 pct. flere rejsende i Sverige

Det svenske statsejede togselskab SJ fik i første kvartal 9 procent flere rejsende og resultatet er forbedret med 25 pct. før skat. Stigningen har været særlig stor på strækningerne Göteborg - Stockholm og Malmø - Stockholm hvor trafikken er steget med hhv. 15 og 17 procent. Samtidig er belægningen steget til 70 pct.



Den positive udvikling skyldes dels den højere benzinpris, bedre udbud og ikke mindst en ny prisstruktur, som gør det billigere at rejse på de tidspunkter, hvor der ikke er så mange som vil med toget, ligesom man nu har flere muligheder for at vælge produkt og kvalitet. F.eks. solgte 29.000 billetter på en auktion til en gennemsnitspris på kr. 122. Også antallet af forretningsrejsende er steget med 14 pct. 700 virksomheder indgik aftaler eller øgede deres aftaler med SJ i første kvartal.


For at få plads til endnu flere passagerer investerer SJ 2 milliarder SEK i nye hurtigtog, som skal erstatte X2000 på nogle strækninger og dermed gøre det muligt at indsætte X2o00-vognene på andre strækninger og dermed også øge kapaciteten på disse strækninger. De nye tog har hver plads til 570 passagerer eller hvad der svarer til 4 indenrigsfly.


Kilde: SJ. Foto: Kasper Dudzik/SJ. Billedet viser to X2000-togsæt ved søen Aspen.

Togfærge mellem Stockholm og Åbo

Det svenske godsselskab Green Cargo og det finske ditto VR fortsætter driften af godstogsfærgen M/S Sea Wind, selvom den tredje ejer -rederiet Tallink Silja Oy - fornylig meddelte at de ønskede at trække sig ud.


Færgen sejler mellem den svenske hovedstad Stockholm og den finske havneby Åbo. Det er mest træ og stål som færgen transporterer fra Finland til Sverige, mens trafikken den anden vej er stigende med husholdningsmaskiner mv., der skal videre til Rusland. I alt bliver der transporteret mere end 500.000 tons på skinner mellem Finland og Sverige om året. Hvis færgen ikke var fortsat skulle godset over Haparanda for at komme mellem de to lande. Sporvidden i Finland er i øvrigt 98 millimeter bredere end i resten af Europa. Ændringen for en boggie tager mindre end 10 minutter.


Billedet viser færgen Sea Wind, der er bygget på Helsingør Værft i 1972. Yderligere oplysninger om færgen findes hos The Ferry Site.

Kilde: Green Cargo, Searail EEIG. Foto: Tallink Group.

søndag, maj 11, 2008

DSB får bedre image

DSB er en af højdespringerne i en ny imageundersøgelse, som Reputation Institute har udarbejdet: Med en fremgang på 6,8 point fra 1. kvartal 2007 til 1. kvartal 2008 – fra 43,8 til 50,6 – er DSB kun overgået af Danske Bank, som forbedrede sit omdømme med 8,4 point. Men af de 34 virksomheder, som indgår i undersøgelsen, så ligger DSB fortsat i bunden sammen med Arla, TDC og ISS.

Kilde: DSB.

Ved Silkeborg


Regeringen har udsat sit bebudede forslag om at anlægge en motorvej ved Silkeborg, som ellers fremgår af regeringsprogrammet for dette folketingsår. Det er statsministens personlige indgriben der har betydet udsættelsen. I 2006 omgjorde statsministeren personligt en indstilling fra Vejdirektoratet om at anlægge den midtjyske motorvej - mellem Herning og Århus - med en bro over Gudenådalen og i stedet krævede at motorvejen skal føres gennem Silkeborg by - den såkaldt kombilinje. Samtidig lovede statsministeren at Regeringen senest i midten af 2007 ville komme med en beslutning.

Nu har Trafikudvalget og 19 lokale borgmestere tabt tålmodigheden med Regeringen. Trafikudvalget kræver nu, at der inden fem uger findes en løsning og skriver i en beretning, der samtidig giver statsministeren en næse:

Et flertal i udvalget konstaterer derfor, at det udelukkende er regeringens smølen, der forhindrer en klarhed om motorvejen. Derfor pålægger et flertal i trafikudvalget transportministeren, at regeringen inden Folketingets mødefri periode tager initiativ til at skabe politisk afklaring om en linjeføring for motorvejen ved Silkeborg.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen, der er valgt i Silkeborg og som har taget initiativ til beretningen uddyber overfor Jyllands-Posten:

Vi har brug for en afklaring med henblik på at træffe en hurtig afgørelse, så kommune, borgere og erhvervsliv kan komme videre med planlægning, investeringer og tilværelsen.
Jeg har tidligere skrevet om motorvejen ved Silkeborg og om Venstres lokale trafimafia. Regeringen optræder mere og mere komisk på transportområdet: Alle investeringer (som f.eks. udvidelsen af jernbanen mellem København og Ringsted eller overhalingssporet ved Tommerup og nu altså motorvejen ved Silkeborg bliver forsinket eller udsat fordi Regeringen ikke internt kan blive enige om disse helt nødvendige investeringer. Regeringen svigter pendlere og transportører når investeringerne udsættes.


Kilder: Dansk Politik, Jyllands-Posten. På Facebook kan man tilmelde sig en gruppe om dette emne.