Viser opslag med etiketten København. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten København. Vis alle opslag

tirsdag, september 22, 2015

Fortsat udlicitering?

Til DR P4 København siger Transportminister Hans Christian Schmidt (V), at:
Det kan blive betydeligt bedre, end det er i dag. Men det sker først til december, når DSB overtager driften fra DSB Øresund, siger han og peger på, at med overtagelsen kommer der ny køreplan, som han forventer at DSB kan overholde.
Det har den fordel, at man kan tage tog ud, der ikke dur og sætte andre tog ind, fordi driften på Kystbanen kommer til at indgå i en større helhed under DSB. siger han og hentyder til, at strækningen i øjeblikket er udliciteret og drives af DSB Øresund.
Hvordan hænger det sammen med den borglige regering fortsat ønsker at udlicitere driften af DSB's strækninger? Er det netop ikke det store DSB, som Transportministeren nu lovpriser. Det bliver spændende at følge om der kommer endnu en kovending fra Venstre.

Kilde: DR P4.

søndag, januar 11, 2015

Ny Nørreport

Efter to års arbejde indviede DSB, Banedanmark og Københavns Kommune i går, lørdag d. 10. januar 2015, Nørreport Station.


Med ombygningen er trafikken flyttet til den nordlige side af stationen og dermed kan man mere trygt bevæge sig mod Købmagergade (når den nye metrotrappe står færdig til sommer). Samtidig er der etableret cykelbede, således at man kan se over cyklerne.

Eget foto.

torsdag, januar 30, 2014

Takster

I går fik jeg mit periodekort for den kommende måned og kunne se resultatet af den prisstigning, som Movia tidligere har varslet:

En stigning på 5 kr. eller mindre end 1 pct. Det af Folketinget indførte Takstloft sikrer at fornuftig prisudvikling på den kollektive trafik.

mandag, februar 11, 2013

Med 5.05 til Stockholm

Den svenske togselskab SJ forbedrer nu sin morgen afgang fra København til Stockholm. Med afgang fra København H kl. 5.05 og afgang Malmø 5.42 er man i Stockholm kl. 9.55. Tilsvarende er er der en sen afgang fra Stockholm kl. 17.40 og med ankomst på København H 22.32.

Erik Tallroth der er chef SJ Snabbtäg fortæller i øvrigt, at der er billige pladser i togene:
Under januari och februari erbjuder vi på våra snabbaste avgångar minst 150 platser i 2 klass måndag-fredag för 195 kronor, säger Erik Tallroth
Kilde: SJ

søndag, september 23, 2012

Færgen Broen aka Spectrum of Scandinavia

Nu handler siden her ikke meget om færger, men da jeg i går spadserede over Langebro, så blev jeg nødt til at finde ud af noget mere om den færge, der ligger ved  den gamle kajplads 114. I dag hedder færgen Spectrum of Scanidavia og er en festfærge, der ligger til kaj rundt om i Skandinavien for at holde fest.

Oprindeligt hed færgen Broen og blev bygget i 1952 i Frederikshavn og indsat på overfarten Korsør - Nyborg af DSB som bilfærge, men blev i 1966 overført til Kalundborg - Århusoverfarten og samtidig omdøbt til Kalundborg. Her sejlede den frem til 1992, hvorefter den blev solgt til private og har efterfølgende fungeret som diskotekskib i Århus og nu som sejlende natklub, der bl.a. har været i Oslo og den næste måned altså i København.

Sporene til venstre i billedet er den gamle Københavns havnebane. Det er også her, at Færgen Sjælland (tidligere under navnet Dronning Ingrid) lå en gang, hvor den var studie for Danmarks Radios ungdomsredaktion og restaurantskab. I dag hedder færgen Princess Selandia, ligger ved Town Quay, Buccleuch Dock, Barrow-in-Furness og er rent faktisk til salg.

Det er sådan set trist, at vi i Danmark ikke formået at lave et færgemuseum til minde om den gang vi sejlede over sund og bælt.

Eget foto.

onsdag, august 15, 2012

Mere metro


Ikke noget dårligt kort over Metroen. Jeg glæder mig til 2018, når der kommer mere Metro.

Foto: Fra Metroselskabets hjemmeside.

mandag, juli 23, 2012

B toget kommer om 201 minutter


Det opdaterede indhold med trafikinformationer er en glimrende forbedring af de omdiskuterede skærme i S-toget. Her ser vi f.eks. at der er 201 minutter til at linje B næste gang afgår fra Stengården Station. Men det skyldes, at trafikken ændres, så der kl. 19.48 kommer et B-tog til Høje Taastrup.

Eget foto.

onsdag, marts 28, 2012

Rettidige S-tog

DSB S-tog hører til de mest rettidige togselskaber af de 9 togselskaber, der indgår i samarbejdet International Suburban Rail Benchmarking Group. Gruppen består af togselskaber kører med pendlere i storbyområder, men som ikke er metroer, f.eks. er London Overground og S-bahn blandt de andre medlemmer.

Inden for seks minutter kører 98 pct. af S-togene til tiden og det er ikke nogen af de andre togselskaber der kan matche, samtidig har S-tog det strammeste forsinkelsesvindue på 2,5 minutter. Men dette gælder for alle tog, dermed også der, hvor der ikke er så mange passagerer, i morgenmyldretiden er regulariteten nede på 93 pct.

Kilde: DSB, Foto: René Strandbygaard/DSB.

onsdag, marts 14, 2012

Farvel til SJ på Malmø - Gøteborg

Fra d. 10. april kan man ikke længere køre med SJ mellem København - Malmø - Gøteborg. Det skyldes at trafikken ikke længere er lønsum og der findes et alternativ, nemlig Øresundstäg (der også indgår Kystbanetrafikken i Danmark), dog fortsætter SJ med et X2000-togløb, der går mellem Halmstad - Gøteborg og Stockholm.

Det er en smule mærkeligt, at de i Danmark så udskældte Øresundstäg, nu skal være næsten enerådende på denne strækning. Det kan da ikke være optimalt, at intercitytrafikken mellem Malmø og Gøteborg, nu skal være styrende for togtrafikken på Kystbanen? 


Kilde: SJ, Supermiljøbloggen. Foto: DSB.

tirsdag, marts 13, 2012

S-togs længder

DSB S-tog vejer alle S-tog, hver gang de forlader en station ved der presses luft ind i bælge, der kan omsættes til en talværdi og dermed antallet af passagerer, der er i S-toget. Hver dag  får DSB S-tog et overblik over antallet af passagerer i hvert enkelt tog markeret med en farve: Rød for fyldt tog og grøn for, hvis der er plads nok, Produktionsdirektør i DSB S-tog, Dan Stig Jensen siger:
Tidligere fik vi tallene hver tredje måned, men systemerne er blevet optimeret, så vi nu kan følge med dagligt og hurtigt kan reagere, hvis der er en tendens. Som regel er der dog stort set grønt over hele banen, bortset altså fra på Ringbanen, hvilket vi nu gør noget ved,” 
På  Ringbanen, er der nemlig i myldretiden mellem 7.00 og 8.00 så mange passagerer, at togene er markeret med rød på oversigten og derfor forlænger DSB S-tog nu længere tog i denne periode.

Den linje H eller den linje A, som jeg plejer at tage fra Nørreport om morgenen er også meget godt fyldt. Der er måske behov for flere togsæt, det kunne den nye trafikmilliard nok bruges til.

Kilde: DSB. Foto: Foto: René Strandbygaard/DSB.

onsdag, februar 22, 2012

Efter betalingsringen

Efter en lang, omfattende og ikke særlig konstruktiv debat skar Statsminister Helle Thorning-Schmidt i går igennem og stoppede arbejdet med at udfærdige lovforslaget om en betalingsring i København og i stedet nedsætte en bred kommission, som skal udarbejde grundlaget for en samlet strategi for at fremme mobilitet og reducere trængslen i hovedstadsområdet. Kommissionen skal senest januar 2013 fremsætte de første konkrete forslag hertil. Og skal i august 2013 fremlægge sin samlede strategi. Kommissionen skal se på følgende emner:

  1. Hvilke grundlæggende udfordringer står hovedstadens transportsystem overfor i de kommende årtier? 
  2. Fremme af alternative transportformer til biltransport;
  3. Hvordan kan ny teknologi bruges til at mindske trængslen, herunder til et landsdækkende road pricing system?
  4. Hvordan kan der sikres sammenhæng mellem de forskellige initiativer som led i en samlet balanceret strategi?
  5. Hvordan deres forslag kan finansieres?
  6. Kommissionens arbejde skal ikke omfatte en trængselsafgift for hovedstadsområdet.

Herudover foreslår Regeringen følgende andre forslag der skal forbedre den kollektive trafik i Danmark:

  • Regeringen vil fra 2013 årligt afsætte 1 mia. kr. til bedre og billigere kollektiv trafik.
  • 500 mio. kr. skal anvendes til at nedsætte taksterne i den kollektive trafik i hele landet.
  • 500 mio. kr. skal anvendes til investeringer i bedre kollektiv trafik i hele landet, herunder til udbygning af den kollektive trafik, så den kan klare et stigende passagertal som følge af de lavere takster.
  • Den årlige udgift på 1 mia.kr. skal finansieres ved at lukke mulighederne for en uhensigtsmæssig brug af reglerne for registreringsafgift af leasing- og demobiler. Skatteministeren vil fremsætte lovforslag herom.
Ganske interessant hiver Regeringen nu roadpricing frem fra skuffen og da det har vist sig, at i Slovakiet har Siemens implementeret en løsning, hvor mere end 200.000 lastbiler er udstyret med systemet og det ser ud til at virke. Der er ingen tvivl om, at roadpricing er vejen frem, hvis vi i fremtiden skal undgå, at vores veje sander til i biler og her hjælper det ikke at mene, at der ingen trængsel er overhovedet eller foreslå, at pendlerne møder på forskellige tidspunkter. Hvordan det så skal hænge sammen? Er det kun blå biler, der må køre mellem 6.00 og 7.00 på mandage.

tirsdag, november 01, 2011

Billige togkort til hjemløse

DSB vil nu forsøge at komme hjemløses store ubetalte afgifter til livs. Det sker ved hjælp af et nyt CSR-kort, hvor brugerne kan rejse i tre måneder i zone 1 og 2 for kun kr. 50. Det er hjemløseorganisationerne der skal afgøre hvem der kan få kortet og DSB regner med at mellem 200 og 300 personer vil få kortet. I første omgang vil der være tale om et forsøg, der skal vare tre måneder, hvorefter DSB og hjemløseorganisationerne vil evaluere ordningen.

Der er tale om et udmærket forsøg, som DSB nu iværksætter. Der er ingen tvivl om, at denne gruppe aldrig får mulighed for at betale deres gæld tilbage.


Kilde: DSB.

tirsdag, september 20, 2011

SJ dropper Odense og forkorter rejsetiden til Stockholm

For et års tid siden startede SJ at køre et enkelt tog mellem Odense og København, således at man kan komme fra Odense om morgenen og retur om aftenen, men toget har ikke været den store succes og derfor lukker SJ strækningen fra d. 2. oktober. Business Development Director i SJ Jan Olson siger:

Vores engagement i København fortsætter, men i Odense er kundegrundlaget for lille til at bevare togforbindelsen. Desuden er der et øget behov for at udvide kapaciteten i Sverige.
Til gengæld anvender SJ togsættet til at skabe en ny tidlig forbindelse mellem København H og Stockholm, således at man med en afgang fra København H kl. 5.17 og med ankomst i Stockholm, kun 4 timer og 44 minutter senere, kl. 10.01.


En enkelt afgang gør skaber ikke trafik og selvom SJ var billigere, så betyder fleksibiliteten hos DSB alligevel meget, når der er tre afgange timen, hver vej.


Kilde: SJ. Foto: SJ.


lørdag, august 20, 2011

Betalingsring IV: Transportministerens argumenter

Fredag fremlagde S og SF deres konkrete forslag til en betalingsring omkring København og i en artikel på b.dk angriber Transportminister Hans Christian Schmidt forslaget. Lad os se på hans argumenter:
i følge forslaget agter man de første otte-ni år at kræve færre penge ind, end man vil bruge. Det vil betyde et underskud og efterlade et hul.
Samlet set er forslaget finansieret, at man bruge flere penge på investeringer i starten er jo helt naturligt og i Stockholm har man nu et overskud på mere end en halv milliard. Samtidig viser beregningerne, der ligger til grund for forslaget en samlet samfundsøkonomisk forbedring på 200 millioner.
Ifølge deres plan vil folk især i myldretiden gerne bruge kollektiv transport. Mener man dermed, at der så skal presses endnu flere mennesker ind i i forvejen overfyldte tog og busser, spørger Hans Christian Schmidt.

- Alternativet er at købe nye tog og busser, men det nævner planen intet om, siger han.

- Hvis SF har en løsning på dét problem, hører jeg som transportminister gerne om det, siger Hans Christian Schmidt.

- Jeg har talt med mange pendlere, som klager over, at de ikke bare må stå op, men stå op på en dårlig måde, siger han.

Ifølge forslaget, så afsættes der en milliard om året til investeringer i den kollektive transport, herunder f.eks. flere busser og togvogne. Som daglig pendler med s-toget mellem Nørreport og Værløse, så er det sjældent at jeg oplever at der anvendes to SA-togsæt, således at perronerne anvendes i fuld længde og noget tilsvarende sker på regionaltogene, der forholdsvis let kan tilføjes yderligere vogne.

Samlet set er Transportministeren på gale veje med sin kritik. Men for en regering, der ikke har gennemført forbedringer for pendlerne, men kun et kuldsejlet udbud af Kystbanen, så kan man jo altid kritisere. Centralt er det jo, at vi skal have færre biler på de københavnske veje, både af hensyn til luftforureningen og udledningen af CO2.

Herudover er det jo værd at bemærke, at det kun er trafikken over betalingsringen, der skal betale. Ude i forstæderne kan man fortsat tage sin bil og få hentet børn mv., pointen er bare at det er bedre at tage toget fra den nærmeste S-togsstation og til byen end at sidde i kø på motorvejen.

Kilde: B.dk.

Betalingsring III: S og SF's konkrete forslag

Fredag fremlagde S og SF så deres konkrete forslag til hvordan en betalingsring skal se ud og dermed en konkretisering af det forslag, som partierne allerede har fremlagt i forbindelse med Fair Løsning 2020:
  1. Der etableres en betalingsring i Ring 2 jf. kortet. Det svarer til den placering som Københavns kommune og 15 omegnskommuner (kaldet Kommuneforum) har foreslået. Ringen forventes taget i brug omkring årsskiftet 2013/2014.
  2. Taksten fastsættes til højst 25 kr. pr. passage. I en introduktionsperiode på 2 år dog højst 15 kr. pr. passage. Uden for myldretiden vil taksten være lavere.
  3. Der lægges en ekstra afgift på 25 kr. på lastbilers passager i myldretiden. Derved øges tilskyndelsen til ikke at køre lastbil indenfor betalingsringen i myldretiden.
  4. Der afsættes 1 mia. kr. årligt til nedsættelse af taksterne i den kollektive trafik i hovedstadsområdet, så månedskort bliver 40 pct. billigere og klippekort 25 pct. billigere1
  5. Der afsættes andre 1 mia. kr. årligt til investeringer i grøn trafik i hovedstadsområdet. Prioriteringen af investeringerne sker i samarbejde med de berørte kommuner og borgere.
  6. Investeringerne søges i vidt omfang gennemført som OPP (offentligt-private partnerskaber), hvor private firmaer får ansvaret for både anlæg og drift i en længere årrække. Det vil samtidig forbedre mulighederne for at iværksætte investeringer med det samme, så flest mulige anlæg kan være klar, når betalingsringen tages i brug. Derved vil flere få realistiske alternativer til at køre bil ind og ud af København.
  7. Der laves en særordning for Amager således, at hvis ringen passeres to gange i løbet af en halv time på vej til eller fra Nordsjælland, betales der ikke. Herved undgås omvejskørsel.
Hvis en pendler vælger at køre bil hver dag og gøre dette i myldretiden, så vil den samlede omkostning være kr. 11.100 omvendt vil en pendler, der tager den kollektive transport og har et Alle Zoners kort spare kr. 5.192.

Kilde: Socialdemokraterne.

fredag, august 19, 2011

Om en betalingsring II: Stockholm

I 2007 indførte Stockholm en betalingsring eller Trängselskatt, der meget svarer til den, som Socialdemokraterne og SF vil indføre, hvis de kommer til magten efter et valg. Betalingsringen i Stockholm har kun haft positive erfaringer, fortæller Brunell Freij, trafikplanlægger og ingeniør ved den svenske konsulentvirksomhed WPN, i et interview med Berlingske:
  • Der er 22 pct. færre biler på vejene i den periode, hvor der er afgift på.
  • Tiden der bruges på trafikkøer er faldet med 50 pct.
  • Halvdelen af de trafikanter, der tidligere tog bilen tager i dag den kollektive transport.
  • Der er et overskud på mere end 500 millioner om året på betalingsringen
Det koster fra 10 SEK til 20 SEK at passere en betalingsstation, dog maks SEK 60 pr. dag for et køretøj. Betaling sker i tidsrummet kl. 6.30 - 18.29 på hverdage mandag til fredag. 1. januar 2o13 indføres der en tilsvarende trängselskatt i Göteborg.

Kilde: Berlingske.dk og Transportstyrelsen



onsdag, august 17, 2011

Om en betalingsring I: Økonomien bag

En betalingsring omkring København er blevet en centralt led i den politiske diskussion. Det skyldes at S og SF i deres økonomiske plan Fair Løsning 2020 skriver følgende:
Der er behov for en markant indsats for at gøre den kollektive trafik til et reelt alternativ til bilen. Kun hvis vi fra politisk side prioriterer indsatsen kan vi forbedre den kollektive trafik og få danskerne til at lade bilen stå. Det vil begrænse trængsel på vejene, mindske luftforureningen og belaste miljøet mindre. Derfor vil Socialdemokraterne og SF nedsætte taksterne i den kollektive trafik. Det skal være billigere at køre i tog og bus. Taksterne sættes mest ned i HT-området, fordi de fleste penge til den kollektive trafik kommer fra betalingsringen omkring København. Men også i resten af landet nedsættes priserne på abonnementskort med 20 pct. Samtidig skal der investeres ekstra 1,5 mia. kr. årligt i grøn trafik: Letbaner, cykelstier, park-and-ride anlæg ved de store stationer mv.Udgifterne på i alt 3,5 mia. kr. årligt finansieres ved at etablere en betalingsring rundt om København og en øget afgift på lastbiler. Betalingsringen vil begrænse bil-pendlertrafikken og dermed også luftforureningen, mens den højere afgift på lastbiler skal få mere gods over på jernbane og skib (citat side 39).
Regnestykket er altså, at der skal bruges 2 milliarder på at gøre det billigere for pendlere at bruge den kollektive trafik og 1,5 på cykelstier, parkeringsanlæg og letbaner. Udgangspunktet er en analyse fra Det Økonomiske Råd fra 2006 (PDF), hvor det dokumenteres at med en pris på kr. 40 i myldretiden og kr. 20 udenfor myldretiden vil biltrafikken over betalingsringen falde med 8,5 pct. og den samlede velfærd stige med 221 millioner, hvis indtægterne bruges på kollektiv transport.

Det er altså ganske fornuftigt at etablere en betalingsring omkring København. Der findes veletablerede systemer i så forskellige byer som Trondheim, Oslo, Stockholm og London. Formålet er på ingen måde - som den borgerlige skræmmekampagne siger - at ramme børnefamilier, men sikre et bedre miljø for borgerne i København og når det samtidig kan betale sig, så er det bare med at komme i gang.

tirsdag, juli 26, 2011

Stationen i skoven

En gang var DSB kendetegnet ved et gennemgående design i sort og rødt. Det blev indført i 1970erne af den daværende designchef Jens Nielsen. En af de strækninger, hvor designet for alvor kunne folde sig ud var på Farumbanen, der netop i midten af 1970erne blev ombygget til S-bane.

Hareskov Station blev, netop fordi den ligger smukt midt i Hareskoven, et forbillede for, hvordan man kan anlægge mindre stationer og holdepladser uden at ødelægge omgivelserne, f.eks. blev toilet- og depotbygningen placeret i en udgravning ved underføringen.

Men efterhånden har DSB udvisket den gamle enkelthed og tilføjet en lang række elementer, der i høj grad forstyrrer, som man kan se af dette billede:



Fra venstre kan vi se
  1. Den nye automat til brug for rejsekortet (den nuværende billetautomat er placeret lidt længere nede i sit eget skur),
  2. Herefter følger der to affaldscontainere til aviser,
  3. Ind- og udtjekningsautomater til rejsekortet
  4. To informationsskærme (der ikke virker!), der herfra skjuler flapskiltet med det næste tog
  5. Stempelmaskiner til klippekort, der af uransagelige årsager er malet blå
  6. Stempelmaskine til papirbilletter - der vist nok, måske fortsat skal bruges for rejser med DSB udenfor Hovedstadsområdet.
Der er altså mange forskellige elementer og der er en del ting, som jeg ikke helt forstår:
  • Hvorfor har DSB ikke placeret den nye rejsekortautomat inden i den servicezone, der i forvejen er overdækket.
  • Hvorfor bliver de skærme, der ikke virker ikke fjernet?
  • Hvorfor blander man farveskalaerne sammen? Det kunne være fint nok med en grå farve, men hvorfor skal der være noget blåt?
  • Herudover så er DSB S-tog i gang med fjerne urerne (eller de er ikke fjernet, de går bare ikke) på sine stationer.
Der er efterhånden ikke megen æstetik tilbage hos DSB.

Eget foto.

tirsdag, januar 25, 2011

Liveblog: Hovedstaden - Nordens trafikknudepunkt


I aften deltager jeg i Socialdemokraterne i Regions Hovedstadens Trafikkonference om Hovedstaden - Nordens trafikknudepunkt og vil herfra løbende blogge om indlæg og debat. Konferencen er arrangeret af Regionsrådsmedlem Maja Højgaard Nielsen.

17-40
Charlotte Lindström - Chef for IBU og enheten för Planeringsstrategier Region Skåne

IBU er et tværgående samarbejde om infrastruktur og byudvikling i Øresundsregionen, der blev afsluttet i 2010. I 2026 vil der være 60.000 færre indbyggere mellem 20 og 64 år, mens der i Skåne vil være 100.000 flere - befolkningsvæksten vil være på Sjælland og i Skåne.

Det har f.eks. betydning for Øresundstogene, der i dag kun kører mellem Helsingør og Skåne. Der skal være flere regionale forbindelser også til Roskilde, Kalundborg og Næstved.

17.50
Kastrup Lufthavn skal kobles til et højhastighedstogsystem og til et omfattende regionaltogssystem. Primært for at sikre Kastrups position som stor lufthavn. Med højhastighedstog kan man komme fra København til Stockholm på 2 timer og 45 minutter.

18.00
Korridoren mellem Øresund og Fehmarn er vigtig, således at godstog skal via Helsingør - Helsingborg og persontog mellem Købehavn og Malmø. I Sverige transporteres 35 pct af godset på bane, men det i Danmark kun er 8 pct. Over Øresundsbroen er det på trafikken til kontinentet, at jernbanen har en fornuftig markedsandel.

18.05
Den begrænsede plads på Øresundsbroen (der allerede i dag meget belastet) gør det rent faktisk til et krav, at der bygges en forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.

Men behøver der være en motorvej med?

18.10
Klaus Hækkerup (Folketingsmedlem for Socialdemokraterne): Socialdemokraterne har diskuteret med Regeringen om man skulle bygge den nye jernbane mellem København og Ringsted via Køge som højhastighedstog. Men det har Regeringen afvist.

18.20
Der pågår en diskussion omkring prisen og behovet for en ny forbindelse (tunnel) mellem Helsingør og Helsingborg og hvordan behovet er for færgetrafikken mellem Trelleborg og kontinentet.

Det er ganske tydeligt, at der er en række deltagere, der er meget i mod Ring 5.

Skal forbindelsen også ramme Per Tersbølls baghave og det nye regionssygehus syd for Hillerød, der bliver placeret ved Overdrevsvej.

18.30
Der er pause til kl. 19.00

19.00
Hvordan ser den visionære socialdemokratiske traffikpolitik ud anno 2011 v. Magnus Heunicke, Mf (S) trafikordfører

Letbaneprojekterne ved Ring 3 og i Århus er finansieret med indtægter fra Storebæltsbroen og er resultatet af Socialdemokratisk indflydelse på trafikforliget og de penge som Transportministeren i sidste uge slog ud med armene og gav til projektet er jo ikke nye penge, men penge fra dette forlig, hvor de allerede blev afsat.

Hvad bringer fremtiden:
  • Udbygning af Københavns Hovedbanegård
  • Metro til Nordhavnen
  • Havnetunnel ved brugerbetaling
  • Letbaneudbygning
  • Forbindelse Helsingør - Helsingborg og Ring 5? Danmark skal være en aktiv deltager i projektet og sikre andel i provenuet
  • Ekstraspor mellem København H og Østerport?
  • Højhastighedstog?
Fair Trafikløsning
Med S-SF's Fair Løsning er der følgende konkrete initiativer:

Grøn trafik i Danmark

Der afsættes 500 millioner til investeringer i grøn trafik hos de regionale trafikselskaber og 500 millioner til at nedsætte prisen på kollektiv transport, der skal målrettes pendlerne. Dette finansieres af en kørselsafgift på lastbiler

Grøn trafik i København
Ved at lave en betalingsring omkring København kan der være 2 milliarder til investeringer i
  • 1 milliard til billigere billetter
  • 1 milliard til infrastruktur (terminaler, hurtigere S-tog, regionaltog og cykelruter.
Helt basalt skal den kollektive transport være bedre og det er sådan set de små ting: Fjerne graffiti (Magnus viser et billede af et fjerde generations S-tog med grafitti på) Hørt.

19.30
De vigtigste indenrigsprioriteringer for trafikpolitiken i Sverige v . Anders Ygeman, trafikordfører for Socialdemokraterna i Riksdagen

Jernbanetrafikken er afreguleret og den regionale kollektive trafik og den regionale trafik afreguleres d. 1. januar 2012. Socialdemokraterne ønsker at evaluere reglerne inden man går videre, problemet er ikke manglende konkurrence, men kapacitet. Der findes 25 forskellige togselskaber i Sverige, der er et selskab, der ejer stationer og perroner og et der ejer skinnerne. Herudover der er 5 forskellige selskaber der vedligeholder skinnerne.

Socialdemokraterne ønsker at investere 100 milliarder SEK mere i jernbaner end den borgerlige, svenske regering.

19.45
Den borgerlige regering foreslog i 2010 at fordoble afgiften for at køre med tog på Øresundsbroen, men heldigvis blev dette stemt ned ved en af de sidste afstemninger inden jul.

19.50
Nu går vi over til en paneldebat blandt oplægsholdere og deltagerne..

Femern Bælt. På baggrund af en kronik i Politiken, mandag diskuteres det, hvem der har noget ud af en fast forbindelse over Femern Bælt (der efter alt at dømme bliver en tunnel) og paneldeltagerne er ganske enige om, at den betyder noget for både Danmark og Sverige - da vi begge er små åbne økonomier.

20.00
Hvad er de trafikpolitiske forbilleder? Panelet tager en række elementer ud af de forskellige byer, uanset om der er tale om roadpricing i Singapore eller Citytunnellen i Malmø, som Magnus er meget begejstret for.

20.25
Spørgsmålene er meget forskellige og handler om bl.a. rejsekort, investeringspolitik, hvordan man får flere passagerer i den kollektive transport? Og vi skal bo tættere ellers er vi ikke miljørigtige.

20.35
Debatten er så småt ved stoppe og oplægsholderne har deres sidste bemærkninger.

Bloggeren her siger tak for en konference og tak for i aften.

torsdag, november 04, 2010

Kgs. Nytorv - Bergen - Oslo

Jeg har tidligere skrevet om togfilmen om Bergensbanen, der bliv vist på NRK for et års tid siden og i øvrigt har været vist på DR 2 her i efteråret.

Men nu vises den på fredag på Kongens Nytorv Metrostation fra kl. 17.00 og bliver akkompagneret af elektronisk musik af blandt andre Jonas Munk og Kim LAS.

Den dag den blev vist på DR2 var i øvrigt en af de dage, hvor siden har haft flest besøgende.

Kilde: Metroselskabet.