Viser opslag med etiketten Vejdirektoratet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vejdirektoratet. Vis alle opslag

søndag, maj 11, 2008

Ved Silkeborg


Regeringen har udsat sit bebudede forslag om at anlægge en motorvej ved Silkeborg, som ellers fremgår af regeringsprogrammet for dette folketingsår. Det er statsministens personlige indgriben der har betydet udsættelsen. I 2006 omgjorde statsministeren personligt en indstilling fra Vejdirektoratet om at anlægge den midtjyske motorvej - mellem Herning og Århus - med en bro over Gudenådalen og i stedet krævede at motorvejen skal føres gennem Silkeborg by - den såkaldt kombilinje. Samtidig lovede statsministeren at Regeringen senest i midten af 2007 ville komme med en beslutning.

Nu har Trafikudvalget og 19 lokale borgmestere tabt tålmodigheden med Regeringen. Trafikudvalget kræver nu, at der inden fem uger findes en løsning og skriver i en beretning, der samtidig giver statsministeren en næse:

Et flertal i udvalget konstaterer derfor, at det udelukkende er regeringens smølen, der forhindrer en klarhed om motorvejen. Derfor pålægger et flertal i trafikudvalget transportministeren, at regeringen inden Folketingets mødefri periode tager initiativ til at skabe politisk afklaring om en linjeføring for motorvejen ved Silkeborg.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen, der er valgt i Silkeborg og som har taget initiativ til beretningen uddyber overfor Jyllands-Posten:

Vi har brug for en afklaring med henblik på at træffe en hurtig afgørelse, så kommune, borgere og erhvervsliv kan komme videre med planlægning, investeringer og tilværelsen.
Jeg har tidligere skrevet om motorvejen ved Silkeborg og om Venstres lokale trafimafia. Regeringen optræder mere og mere komisk på transportområdet: Alle investeringer (som f.eks. udvidelsen af jernbanen mellem København og Ringsted eller overhalingssporet ved Tommerup og nu altså motorvejen ved Silkeborg bliver forsinket eller udsat fordi Regeringen ikke internt kan blive enige om disse helt nødvendige investeringer. Regeringen svigter pendlere og transportører når investeringerne udsættes.


Kilder: Dansk Politik, Jyllands-Posten. På Facebook kan man tilmelde sig en gruppe om dette emne.

mandag, oktober 08, 2007

Smuldrende broer

Som tidligere skrevet, så er de danske motorvejsbroer i en elendig forfatning og nu skal hele den vestlige bro, der fører Hillerødmotorvejen over Farum-banen og Bagsværd Hovedgade, kaldet Skovdigebroerne, skiftes ud. Det skriver Ingeniøren.

Broen blev opført i slutningen af 1960erne og er af samme type, som Fiskebækbroen, der styrtede sammen i 1972. Fra 1978 til 1982 blev den østlige bro renoveret, men der var ikke penge til den vestlige bro, som man i stedet lod forfalde kontrolleret og nu kan broen ikke længere: Hele brodækket skal udskiftes og det kommer til at koste 200 millioner og forventes færdigt i 2010.

Der kører 50.000 biler på broen i døgnet og er dermed en af de vigtige indfaldsveje til København fra Nordsjælland.

Samtidig følger Dansk Folkeparti efter Socialdemokraterne og kræver penge til området. Dansk Folkepartis trafikordfører Walter Christophersen siger til jp.dk:

Jeg vil tro – som et slag på tasken – at der er brug for tre milliarder kroner. Der skal allerede på finansloven for 2008 afsættes et trecifret millionbeløb til brandslukning i forhold til både broer og veje.

I samme artikel konstateres det i øvrigt, at det beløb, som Transportministeren nævnte i går er det beløb, som jeg også har fundet frem. Reelt er beløbet kun omkring 950 millioner, da resten af bevillingen går til trafiktællinger mv. Dette beløb falder i øvrigt med 100 millioner frem til 2011.

Kilde: Ingeniøren, Jyllands-Posten.

søndag, oktober 07, 2007

Broproblemer

Udover den nedslidte jernbane, så viser det sig nu, at også vejbroerne i Danmark er ved at falde fra hinanden. Det fortæller Danmarks Radios 21Søndag. F.eks. er det nødvendigt at understøtte Langelandsbroen med træstykker og samtidig er maksimumvægten sat ned fra 100 tons til 80 tons.

26 ud af 41 store broer i Danmark kræver ifølge Vejdirektoratet renovering stort set med det samme og det kommer til at koste et trecifret millionbeløb. Transport- og Energiminister Jakob Axel Nielsen mener, at Regeringen er godt i gang:
Mange af vores broer er mellem 25 og 45 år gamle, og så kommer reparationsbehovet. Det er vi fuldt ud opmærksomme på i regeringen, og derfor har vi afsat over 1,1 milliarder kroner i vores finanslovsforslag for at gøre op med det her efterslæb.

Den socialdemokratiske trafikordfører Magnus Heunicke vil nu have en redegørelse fra ministeren:
På jernbaneområdet har vi jo netop nu en situation, hvor manglende vedligehold har betydet katastrofale forhold. Det skal ikke gentage sig på vores veje.

Generelt så er der også problemer med motorvejsbroerne, her er 34 klassiciferet som kategori 3, som betyder at broen skal renoveres nu.

Hvis man ser i i finanslovsforslaget for 2008, så kan jeg kun finde de 1,1 milliard som den samlede bevilling på konto 28.21.30 Drift og vedligeholdelse af infrastruktur (tekstanm. 100) (Anlægsbev.), der i 2008 er sat til kr. 1.113,4 millioner. I overslagsårene er afsat omtrent det samme. Beløbet er i øvrigt steget med 300 millioner fra 2006 til 2007 og det skyldes kommunalreformen, hvor staten overtog en stor del af amtsvejene.

Det er efter min bedste overbevisning ikke særlige penge til renovering. Man skulle tro at Riget fattes penge. Men måske er det fordi Regeringen hellere vil levere skattelettelser end investere i infrastrukturen og ikke mindst vedligeholdelsen af den.

Kilder: Danmarks Radio, Danmarks Radio, Jyllands-Posten.

tirsdag, september 11, 2007

8 spor over Vejle Fjord

Folketinget har besluttet at udvide Vejlefjordbroen til 6 spor, og det sker ved at fjerne nødsporet og male nye striber, men Vejdirektoratet overvejer allerede nu at udvide broen til 8 spor og det kræver en udvidelse af kørebanen, men ingeniørerne mener at broen kan bære det. Samtidig vil denne løsning være billigere end at bygge et helt ny bro eller anlægge endnu en motorvej gennem Østjylland.

Årsagen til udvidelsen er, at broen nogen gange anvender omkring 70 pct. af sin kapacitet, som det kan fremgå af dette kamera.

Kilde: Ing.dk. Foto: Vejdirektoratet.