Viser opslag med etiketten Broer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Broer. Vis alle opslag

tirsdag, marts 19, 2013

Ny bro over Storstrømmen

Efter Storstrømsbroen i 2011 blev lukket for jernbanetrafik i en længere periode, har det været klart, at det er nødvendigt med en ny bro, der endvidere kan understøtte den øgede trafik (herunder godstog), når Femern Bælt-forbindelsen åbner. I dag indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at bygge en ny bro, der skal afløse den gamle.

Den nye bro vil have en dobbeltsporet jernbane med en maks. hastighed på 200 km/t, en to-sporet vejforbindelse og endelig en gang- og cykelsti.

I første omgang afsættes der i aftalen 224 millioner til planlægningen indtil den endelige anlægslov kan vedtages i 2014. Den samlede pris for projektet er for øjeblikket 3.991 millioner kroner og den forventes at åbne i 2021.

Kilde: Transportministeriet.

torsdag, november 17, 2011

!0 fantastiske broer


For meget lang tid siden skrev jeg et indlæg om Millau Viaduct, som ligger i det sydlige Frankrig - og som jeg på et tidspunkt kørte over midt om natten. Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste denne artikel om 10 broer med vilde rekorder.

Foto: Viaduc de Millau

tirsdag, november 01, 2011

Th. Dreyer og Storstrømsbroen

Storstrømsbroen er for øjeblikket lukket for togtrafik og der kun er et spor farbart for vejtrafikken, så kan vi se en film om broen, som Carl Th. Dreyer forevigede. Se filmen her.

tirsdag, oktober 14, 2008

Pladsmangel på Øresundsbroen stopper godstogene

Transitgodset mellem Sverige og Tyskland, gennem Danmark, er i massiv vækst, siden 2005 er antallet af godstog fordoblet fra 19 til 40 og det er den maskimale kapacitet på Øresundsbroen. Sektionschef i Banedanmark Lasse Toylsbjerg-Petersen siger til DR Nyheder:
Der er ikke mere plads på skinnerne. Så de nye ansøgere må over på lastbiler[...] Proppen er helt klart Øresundsbroen. Vi arbejder på at sætte godstogenes hastighed op fra 100 km/t til 120, så vi kan presse lidt flere tog igennem. Men det er der ingen, der har erfaringer med i Europa endnu, så vi ved ikke, hvornår det er muligt

Forhåbentlig behøver godset ikke at komme på lastbiler, men kan forhåbentlig overføres til færgerne mellem Sverige og Tyskland. Hvis der allerede er problemer nu, hvad sker der så ikke, når broen over Femern Bælt bliver bygget? Vi må snart i gang med at forberede en tunnel mellem Helsingør og Helsingborg, så vi ikke stopper udviklingen langs med Øresund.

Kilde: DR Nyheder.

torsdag, september 18, 2008

Tredje Lillebæltsforbindelse

Det Konservative Folkepartis Trafikordfører Henriette Kjærs vil ny have bygget en tredje bro over Lillebælt:
Det er slået fast, at vi ikke får en Kattegat-bro i den nærmeste fremtid, og så kunne det være interessant med en linjeføring for en ny Lillebælts-bro fra Bogense til Juelsminde. Det handler om at lede trafikken uden om Vejle, der er et meget trafikeret område, og komme lidt længere op i Jylland. Sådan en bro vil fordele trafikken bedre.

Forslaget håber Henriette Kjær kan blive en del af den kommende investeringsplan.

Interessant forslag. Spørgsmålet er hvad Miljøminister Troels Lund Poulsen måtte mene om forslaget. For et halvt år siden sagde han til Politiken:
Men man vil se en miljøminister, der går forrest i kampen for kollektiv trafik. Og man vil se en miljøminister, der kaster sig fuldt og helt ind for kollektiv trafik, og som vil slås benhårdt for en prioritering af den kollektive trafik over det at udvikle Danmark til at være et motorvejssamfund.

Afstanden mellem Bogense og Juelsminde svarer nogenlunde til afstanden over Storebælt og vil omfattende motorvejsanlæg både på Fyn og i Jylland. Investeringsplanen må vise om Regeringen ønsker et motorvejssamfund eller om de skal prioriteres anderledes.

Kilde: Politiken.

lørdag, juli 12, 2008

Over Øresund

Den hastigt voksende trafik over Øresund og det forventede trafikspring, særligt på jernbanen, når broen over Femern Bælt åbner på tidspunkt, betyder at jernbanesporene over Øresund snart kan løbe tør for plads og hvis den væksten skal kunne fortsætte, så kræves det, at der bygges endnu en forbindelse. Det skriver Dagbladet Børsen. Allerede sidste år påpegede Øresundsinstituttet, at forbindelsen kan løbe tør for plads, for broen over Femern Bælt åbner.

Forundersøgelserne til endnu en forbindelse over eller under Øresund bør være en del af Regeringens kommende investeringsplan.

Kilde: Dagbladet Børsen. Foto: bridgephoto.dk

torsdag, juni 19, 2008

Boganmeldelse: Landet, vandet og broen

På Bogblogger.dk har jeg skrevet en anmeldelse af Landet, vandet og broen, der er udgivet i anledning af at, det er 10 år siden Storebæltsbroen åbnede. Læs den her.

søndag, maj 11, 2008

Ved Silkeborg


Regeringen har udsat sit bebudede forslag om at anlægge en motorvej ved Silkeborg, som ellers fremgår af regeringsprogrammet for dette folketingsår. Det er statsministens personlige indgriben der har betydet udsættelsen. I 2006 omgjorde statsministeren personligt en indstilling fra Vejdirektoratet om at anlægge den midtjyske motorvej - mellem Herning og Århus - med en bro over Gudenådalen og i stedet krævede at motorvejen skal føres gennem Silkeborg by - den såkaldt kombilinje. Samtidig lovede statsministeren at Regeringen senest i midten af 2007 ville komme med en beslutning.

Nu har Trafikudvalget og 19 lokale borgmestere tabt tålmodigheden med Regeringen. Trafikudvalget kræver nu, at der inden fem uger findes en løsning og skriver i en beretning, der samtidig giver statsministeren en næse:

Et flertal i udvalget konstaterer derfor, at det udelukkende er regeringens smølen, der forhindrer en klarhed om motorvejen. Derfor pålægger et flertal i trafikudvalget transportministeren, at regeringen inden Folketingets mødefri periode tager initiativ til at skabe politisk afklaring om en linjeføring for motorvejen ved Silkeborg.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen, der er valgt i Silkeborg og som har taget initiativ til beretningen uddyber overfor Jyllands-Posten:

Vi har brug for en afklaring med henblik på at træffe en hurtig afgørelse, så kommune, borgere og erhvervsliv kan komme videre med planlægning, investeringer og tilværelsen.
Jeg har tidligere skrevet om motorvejen ved Silkeborg og om Venstres lokale trafimafia. Regeringen optræder mere og mere komisk på transportområdet: Alle investeringer (som f.eks. udvidelsen af jernbanen mellem København og Ringsted eller overhalingssporet ved Tommerup og nu altså motorvejen ved Silkeborg bliver forsinket eller udsat fordi Regeringen ikke internt kan blive enige om disse helt nødvendige investeringer. Regeringen svigter pendlere og transportører når investeringerne udsættes.


Kilder: Dansk Politik, Jyllands-Posten. På Facebook kan man tilmelde sig en gruppe om dette emne.

tirsdag, februar 26, 2008

Trafikaftale 2008

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har forligskredsen bag trafikaftalen fra 2007 (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre) indgået en aftale om trafikområdet i 2008.

På baneområdet betyder aftalen følgende:
  • At det planlagte overhalingsspor for godstog på Vestfyn sættes i bero. Pengene anvendes i stedet til de øvrige her beskrevne initiativer.
  • At der investeres i alt 92 millioner i trafikinformation. Midlerne skal anvendes til at afvikle efterslæbet og løbende forny trafikinformationsudstyret på regional- og lokalbaner samt til bedre trafikinformation til blinde og svagtseende. Det nuværende efterslæb forventes derfor at være indhentet i 2010.
  • Der afsættes 7 mio. kr. til etablering af to elevatorer på Sorø Station.
  • Der afsættes 3 mio. kr. til opgradering og etablering af i alt 16 informationsskærme for blinde og svagtseende ud over de midler, der er afsat hertil med Aftale om trafik for 2007. Alt i alt vil der således blive opgraderet eller etableret informationsskærme for blinde og svagtseende på 29 stationer.
  • Der afsættes 17 mio. kr. til at hæve perron 2 på Vejle station til standardhøjde.
  • VVM-analyse til letbaneprojekt i Århus (3,2 millioner i 2008 og 2,3 millioner i 2009)
  • Opgradering af broer på strækningen Vemb-Ringkøbing-Skjern (5 millioner)
  • Niveaufri skæring mellem Grenåvej og Grenåbanen (7 millioner i 2009)
  • Endeligt er parterne indstillet på, at der i 2009 afsættes 10 mio. kr. til medfinansiering af projekter til fremme af samspillet mellem havn og bane, evt. i sammenhæng med et initiativ om intermodal transport i den kommende investeringsplan.

Endvidere indgår der i aftalen, at bygges en bro over banen ved Taulov og at Skovdiget Vestbro bliver udskiftet.

For mig er det ubegribeligt, at man udsætter anlægget af det helt nødvendige overhalingsspor på Vestfyn. Antallet af godstog gennem Danmark forventes at stige markant gennem de næste år, men kræver også at der er plads til at de langsommere godstog kan give plads for passagertog, når man samtidig vil reducere CO2-udslippet fra transporterhvervet, så hænger det ikke sammen. Samtidig kan man undre sig over hvorfor jernbanen skal betale for en vejbro over banen i Taulov.

Kilde: Transportministeriet.

torsdag, november 15, 2007

Stigende indtægter på Øresundsbroen

Forbindelsen over Øresund er ved at blive en god forretning for Øresundsbro Konsortiet, som ejer broen. I perioden januar til september 2007 var der et underskud på 13 millioner og det skyldes at antallet af biler steg med 18 procent, således at der nu kører omkring 18.700 biler over sundet hver dag. Pendlerne står for 34 procent af trafikken. Men antallet af togpassagerer er steget med 25 procent til 7,1 millioner rejsende i perioden.

For hele året regner Øresundsbro Konsortiet et underskud på 88 millioner kroner.

Kilde: Øresundsbro Konsortiet.

torsdag, november 08, 2007

Med bro til Tyskland via Rødby og Gedser

Selvom broen over Femern Bælt til Tyskland endnu ikke er vedtaget i Folketinget, så er folketingspolitikerne kreative med nye forslag til broer. Det er Venstres folketingsmedlem Karten Nonbo, som forestiller sig, at man efter byggeriet of broen over Femern Bælt går i gang med en bro fra Gedser til Warnemünde.

Forslaget bakkes op af Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentsen:
Vi skal først og fremmest bygge Femern-forbindelsen fra Rødbyhavn, så vi kan få meget mere gods til Europa ad den vej. Men jeg er enig i, at der meget vel kan blive behov for en forbindelse til Berlin via Gedser, men det ligger mange år ud i fremtiden.

Mon ikke der er tale om en gratis omgang for Venstre? Den forbindelse bliver nok ikke klar i min levetid. Læs evt. også kommentaren Vej til dig og Vej til mig på Dansk Politik.


Kilde: DR P4 Sjælland.

mandag, oktober 08, 2007

Smuldrende broer

Som tidligere skrevet, så er de danske motorvejsbroer i en elendig forfatning og nu skal hele den vestlige bro, der fører Hillerødmotorvejen over Farum-banen og Bagsværd Hovedgade, kaldet Skovdigebroerne, skiftes ud. Det skriver Ingeniøren.

Broen blev opført i slutningen af 1960erne og er af samme type, som Fiskebækbroen, der styrtede sammen i 1972. Fra 1978 til 1982 blev den østlige bro renoveret, men der var ikke penge til den vestlige bro, som man i stedet lod forfalde kontrolleret og nu kan broen ikke længere: Hele brodækket skal udskiftes og det kommer til at koste 200 millioner og forventes færdigt i 2010.

Der kører 50.000 biler på broen i døgnet og er dermed en af de vigtige indfaldsveje til København fra Nordsjælland.

Samtidig følger Dansk Folkeparti efter Socialdemokraterne og kræver penge til området. Dansk Folkepartis trafikordfører Walter Christophersen siger til jp.dk:

Jeg vil tro – som et slag på tasken – at der er brug for tre milliarder kroner. Der skal allerede på finansloven for 2008 afsættes et trecifret millionbeløb til brandslukning i forhold til både broer og veje.

I samme artikel konstateres det i øvrigt, at det beløb, som Transportministeren nævnte i går er det beløb, som jeg også har fundet frem. Reelt er beløbet kun omkring 950 millioner, da resten af bevillingen går til trafiktællinger mv. Dette beløb falder i øvrigt med 100 millioner frem til 2011.

Kilde: Ingeniøren, Jyllands-Posten.

søndag, oktober 07, 2007

Broproblemer

Udover den nedslidte jernbane, så viser det sig nu, at også vejbroerne i Danmark er ved at falde fra hinanden. Det fortæller Danmarks Radios 21Søndag. F.eks. er det nødvendigt at understøtte Langelandsbroen med træstykker og samtidig er maksimumvægten sat ned fra 100 tons til 80 tons.

26 ud af 41 store broer i Danmark kræver ifølge Vejdirektoratet renovering stort set med det samme og det kommer til at koste et trecifret millionbeløb. Transport- og Energiminister Jakob Axel Nielsen mener, at Regeringen er godt i gang:
Mange af vores broer er mellem 25 og 45 år gamle, og så kommer reparationsbehovet. Det er vi fuldt ud opmærksomme på i regeringen, og derfor har vi afsat over 1,1 milliarder kroner i vores finanslovsforslag for at gøre op med det her efterslæb.

Den socialdemokratiske trafikordfører Magnus Heunicke vil nu have en redegørelse fra ministeren:
På jernbaneområdet har vi jo netop nu en situation, hvor manglende vedligehold har betydet katastrofale forhold. Det skal ikke gentage sig på vores veje.

Generelt så er der også problemer med motorvejsbroerne, her er 34 klassiciferet som kategori 3, som betyder at broen skal renoveres nu.

Hvis man ser i i finanslovsforslaget for 2008, så kan jeg kun finde de 1,1 milliard som den samlede bevilling på konto 28.21.30 Drift og vedligeholdelse af infrastruktur (tekstanm. 100) (Anlægsbev.), der i 2008 er sat til kr. 1.113,4 millioner. I overslagsårene er afsat omtrent det samme. Beløbet er i øvrigt steget med 300 millioner fra 2006 til 2007 og det skyldes kommunalreformen, hvor staten overtog en stor del af amtsvejene.

Det er efter min bedste overbevisning ikke særlige penge til renovering. Man skulle tro at Riget fattes penge. Men måske er det fordi Regeringen hellere vil levere skattelettelser end investere i infrastrukturen og ikke mindst vedligeholdelsen af den.

Kilder: Danmarks Radio, Danmarks Radio, Jyllands-Posten.

onsdag, september 26, 2007

Over Øresund

Antallet af togpassagerer over Øresund er nu højere end over Storebælt: I første halvår tog 4.3 millioner passagerer toget over Øresund, mens kun 3,9 millioner rejste over Storebælt. Det er pendlingen mellem København og Malmø, der er hovedfaktoren i stigningen fortæller analysechef hos DSB Jan Albrecht:
Storebæltsbroen er til lange ture på måske 250 kilometer, mens man i gennemsnit rejser 35-40 kilometer over Øresundsbron. Der er ikke så mange endagsudflugter over Storebælt, til gengæld dominerer disse på Øresundsbron.

Om 10 år forventer Øresundsbro Konsortiet, der ejer broen over Øresund, at mere end end 43.000 mennekser at tage toget over Øresund, det er mere end en fordobling i forhold til i dag. Derfor vil DSB indsætte yderligere et antal øresundstog i myldretiden (hvor passagervæksten er størst), således at der bliver 10 minutters drift mellem København H og Malmø Syd, Svågertorp. Det kræver dog en optimeret togdrift, således at f.eks. godstogene kun må køre over broen uden for myldretiderne. Hvis man fjerner godstogene, så opnår man at mellem 15 og 17 tog kan køre over broen i hver retning i timen.

Kilde: Epn.dk, Øresundsbro Konsortiet,

tirsdag, september 11, 2007

8 spor over Vejle Fjord

Folketinget har besluttet at udvide Vejlefjordbroen til 6 spor, og det sker ved at fjerne nødsporet og male nye striber, men Vejdirektoratet overvejer allerede nu at udvide broen til 8 spor og det kræver en udvidelse af kørebanen, men ingeniørerne mener at broen kan bære det. Samtidig vil denne løsning være billigere end at bygge et helt ny bro eller anlægge endnu en motorvej gennem Østjylland.

Årsagen til udvidelsen er, at broen nogen gange anvender omkring 70 pct. af sin kapacitet, som det kan fremgå af dette kamera.

Kilde: Ing.dk. Foto: Vejdirektoratet.

torsdag, august 30, 2007

Med toget over Kattegatbroen

DSB har fremlagt sine første skitser for et nyt togsystem via den forslåede Kattegatbro. Systemet baseret på en ringbane fra København H via Roskilde, Kalundborg og Samsø herefter vil nogle tog køre mod Århus og videre nordpå mens andre vil køre mod Horsens og tilbage over Fredericia, Odense og Køge til København H. Det kan give følgende køretider fra København

Til Århus: Fra 3 timer til 1 time
Til Horsens: Fra 2,3 timer til 1 time
Til Vejle: Fra 2,25 timer til 1,25 time
Til Aalborg: Fra 4,3 timer til 2 timer
Til Herning: Fra 3 til 2,3 timer
Til Esbjerg: Fra 3 timer til 2,3 timer

Med dette forslag bliver Danmark en stor metropol: Man kan let tage en aftentur til Århus Festuge eller i det kommende Skuespilhus i København. DSB anslår at omkring 10.000 vil pendle mellem København og Århus.

Det er en forudsætning at de eksisterende strækninger over Fyn og Sjælland opgraderes til højhastighedstog, f.eks. som nyanlæg, så de eksisterende spor kan anvendes til regionaltog, der så vil kunne fungere som tilbringertog til højhastighedsringen.

Der findes endnu ikke konkrete analyser af en Kattegatbro, men hvis vi vælger at bygge en den som en jernbanebro, hvor der også bliver plads til biltog, så står vi med en rigtig god miljømæssig løsning for fremtiden. Forhåbentlig når jeg at opleve en færdig Kattegatbro.

Kilde: Ingeniøren, Epn.dk.

lørdag, august 18, 2007

På tværs af Øresund

Med Infrastrukturkommissionens arbejde i Danmark og tilsvarende udredninger i Sverige, så stiller det Øresundsregionen i en særlig situation, for beslutningerne der træffes i hhv. Danmark og Sverige har jo stor betydning på den anden af Øresund. Derfor har Øresundskomitéen, der samler regions- og kommunalpolitikere på Sjælland og i Skåne, netop fremlagt en oversigt over nødvendige investeringer for at klare den stigende trafik over Øresund:
  • Udredning om forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Som tidligere omtalt, så kan trafikpresset stige udover kapaciteten på Øresundsbroen, så derfor skal politikerne allerede nu sætte gang i analyserne om en forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.
  • Kapacitetsudvidelser på det eksisterende vej- og skinnenet. Udvidelse af banen mellem Malmö og Lund, der i dag er meget belastet og her der behov for udvidelser, f.eks. i form af en godsbane uden om Lund. Ligesom Västkystbanen nord for Helsingborg er belastet (da der her kun enkeltspor over Hallandsåsen - man venter fortsat på at tunnellen bliver færdig i måske 2012, men der har været store problemer for projektet). Også motorvejene E6 og E22 er strækt belastet af trafik.
  • Flere geografiske forbindelser. Særligt på den danske side er forbindelserne til Skåne kun rettet mod Helsingør. Den større integratione gør mere relevant med flere direkte forbindelser mellem regionens byer. Det kan ikke være rigtigt at passagerer mellem Lund og Roskilde skal skifte på København H.
  • Jernbane til Malmö Airport i Sturup, som allerede er undersøgt.
  • Ny containerterminal. I takt med at Københavns Havn mere eller mindre afvikles er der behov for en ny stor containerterminal i Øresundsregionen, ligesom der ikke fra Øresundsregionens havne er atlanterhavstrafik, som f.eks. Århus og Göteborg har det. Udviklingsplanerne for de øvrige havne i regionen skal også tænkes med, så omladninger kan ske effektivt og den efterfølgende trafik til modtagerne kan ske sikkert og på en miljømæssig forsvarlig måde.
  • Forbindelse mellem Kalundborg og Næstved. Den eksisterende hovedvej 22 skal udvides, så pendlingen og transporten på tværs af Sjælland får bedre muligheder., særligt når broen over Femern Bælt åbner.
  • Højklassede togforbindelser til Europa. Med Øresundsregionens placering er det relevant at nytænke den internationale togtrafik og skabe bedre forbindelser mellem Europas storbyer. I næste år starter den direkte forbindelse til Berlin igen, man må kunne tænke sig flere af den slags direkte forbindelser. Det bliver særligt aktuelt med åbningen af broen over Femern Bælt.

Det er gode og visionære tanker der ligger bag oplægget og i lighed med Danske Regioners oplæg så tænkes der her også tænkt i sammenhæng mellem transportformerne. Man må håbe at landspolitikerne i både Sverige og Danmark tænker på Øresundsregionen, når de vedtager investeringsplanerne.

Man dog undre sig over at bygningen af banen mellem København og Ringsted via Køge ikke er nævnt direkte, da den er en væsentlig del af den nødvendige kapacitetsudvidelse. Men det har nok været svært for de sjællandske politikere at blive enige om det.

Kilde: Øresundskomitéen. Foto: René Strandbygaard/DSB.

torsdag, august 16, 2007

Femern og Øresund

Når broen over Femern Bælt står færdig og der er blevet plads til flere tog over Storstrømmen, så kan der opstå nye problemer og det at der ikke er plads til flere tog over Øresundsbroen.

Dels kommer der flere godstog mellem Skandinavien og Tyskland og dels så vil der komme flere tog internt i Øresundsregionen, da antallet af passagerer er steget med 29 procent i forhold til sidste år.

Det kræver en optimal udnyttelse af kapaciteten at få plads til væksten i antallet af tog efter åbningen af Femern Bælt broen og det kan resultere i et endnu en forbindelse over Øresund, formentlig mellem Helsingør og Helsingborg.

Øresundsinstituttet mener derfor at de to regeringer allerede nu skal sætte gang i en analyse af behovet, så der ikke går 20 år fra man konstaterer problemet og til der kan være en forbindelse.

Kilde: Øresunddirect.com.

torsdag, august 09, 2007

Femern Bælt og Storstrømmen

Som jeg tidligere har skrevet, så prioriteres jernbanen ikke højt i den nye forbindelse over Femern Bælt, da broerne over Femernsund og Storstrømmen fortsat kun vil have et spor.


Og Stormstrømsbroen har næsten ikke kapacitet til de 8 tog, som forventes at køre over broen hver time. Turen over Storstrømmen tager 3 minutter og af hensyn til sikkerheden, så skal der være yderligere et par minutter ekstra. Det betyder at der 40 minutter i timen vil være tog på broen eller 67 procent af kapaciteten og UIC, der er den internationale jernbaneunion, anbefaler 60 procent og det kræver ikke mange forsinkelser eller tog der kører med forskelige intervaller (de lokale, langsomme toge skal der også være plads til). ligesom der heller ikke er plads til en vækst i antallet af tog.



Cowi har tidligere beregnet at en ny jernbanebro over Storstrømmen vil koste omkring 1,7 milliarder kroner.



Man kan undre sig over, hvad der foregår i Transport- og Energiministeriet? Har de været så forhibbede for en aftale, at de ikke har tænkt fremadrettet? Man må håbe, at salget af Scandlines kan være med til at finansiere denne helt nødvendige investering i jernbanenettet, ellers bliver Femern Bælt broen desværre en skamstøtte over en Transportminister ikke tænker i jernbaneinvesteringer.



Kilde: Berlingske Tidende og Ingeniøren.
Plakaten Storstrømsbroen er tegnet af Aage Rasmussen i 1937. Hentet fra Danske Plakater.

lørdag, august 04, 2007

Femern Bælt og Danske Folkeparti

Danske Folkeparti er ude efter aftalen mellem Danmark og Tyskland om bygningen af Femern Bælt broen. Trafikordfører Walter Christophersen skriver i en pressemeddelelse:

Vi synes, at der er tale om en ualmindelig elendig aftale, der pålægger Danmark et 100-procents ansvar for et kæmpeprojekt, der naturligvis burde have været ligeligt fordelt mellem Danmark og Tyskland. Der er ikke bare tale om et økonomisk spørgsmål, men i høj grad også om det principielt forkastelige i, at Tyskland får lov at køre på frihjul med hensyn til Femernforbindelsen.
Men Socialdemokraterne står fortsat ved aftalen og forventes at støtte den, ikke mindst da den gør det muligt at forbedre forholdene på Sydbanen (mellem Ringsted og Nykøbing Falster) udenfor råderummet til investeringer, da disse afholdes indenfor landanlægsmidlerne. Det Radikale Venstre har endnu ikke taget stilling.

Udmeldingen fra Dansk Folkeparti ligger i forlængelse af deres manglende forståelse for nødvendige investeringer i jernbanenettet, som f.eks. den nye bane mellem København og Ringsted. Dansk Folkeparti er åbenbart lige glade med jernbaneinvesteringer og det fremgår da også af pressemeddelelsen:

Walter Christophersen understreger, at det for Dansk Folkeparti er langt vigtigere, at de danske landsdele bindes sammen med tunnel- eller broforbindelser - eksempelvis ved Frederikssund, Aalborg og Randers, hvor der er store flaskehalsproblemer.
Ingen af de tre nævnte steder er der tale om jernbaneforbindelser. Dansk Folkeparti vil åbenbart kun være med til at genoprette skinnenettet via trafikaftalen, men investeringer i jernbanen, der for alvor kan rykke markedsandele og forbedre miljøet er de åbenbart lige glade med.

Kilde: Ing.dk