Viser opslag med etiketten Lokomotiv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lokomotiv. Vis alle opslag

torsdag, juni 02, 2011

Hector og Veolia


Det britiskejede transportselskab Veolia, der kører i fri trafik mellem Malmø og Stockholm, har indgået en ny aftale med Hector Rail, således at Hector Rail også i de kommende fem år skal levere trækkraft til Veolias togvogne.

Togene afgår en til to gange om dagen - i vinterhalvåret afgår der yderligere tog, der går længere nord på - og det indgår i aftalen at Hector Rail fra efteråret skal stille med tog, der kan køre 200 km/t.

Det bliver interessant, hvornår togene kommer til at udgå fra København H, som Veolia tidligere har lovet.

Foto: Veolia Transport. Kilde: Hector Rail.

søndag, april 25, 2010

EG i nye farver

Siden DB Schenker og Green Cargo fusionerede sine danske aktiviteter har de gamle EG-lokomotiver, som blev købt af DSB Gods, inden DSB Gods blev solgt til DB, været i de gamle farver, men nu er de i gang med at skifte farve, som Togjournalen kan fortælle. Farveskiftet sker på DSB S-togs værksteder i Taastrup.

Kilde og foto: Togjournalen.

lørdag, februar 20, 2010

Et ældre MX.

Mens vintervejret fortsætter og sneflokkene kommer vrimlende, så skal sporene holdes fri for sner og tog skal undsættes og det sker med diesellokomotiver, hvor journalisterne altid får flettet "ældre" eller "gammel" ind.

Det er jo heller ikke sært, da vi i Danmark ikke ejer mange lokomotiver længere, men har valgt at anvende lette togsæt, der er meget sværere ved at holde sporene fri for sne. De eneste lokomotiver, der kan anvendes er faktisk de næsten 50 år gamle MY- og MX-lokomotiver, som ejes af en lang række private operatører.

Hvis DSB og lokalbanerne fortsætter med at afhænge materiel, så bliver det snart svært at få trukket togsættene fri og i øvrigt holde banerne fri for sne.

torsdag, april 30, 2009

2 nedbrud om dagen

Det sker i gennemsnit to gange om dagen, at et af DSB's gamle ME-lokomotiver bryder og dermed efterlader vogne og passagerer forsinkede. Det skriver Berlingske Tidende og henviser til et svar fra Transportministeren til Folketingets Trafikudvalg. Samtidig kan Berlingske Tidende fortælle, at lokomotiverne ikke har trækkraft nok til de dobbeltdækkervogne, som DSB i løbet af i år vil have 112 eksemplarer af.

En Bn-vogn vejer 36 tons, mens en dobbeltdækkervogn, litra B, vejer 50. Altså vejer en dobbeltdækker vogn omkring 1,5 Bn-vogn. Starttrækkraften for et ME-lokomotiv er 360 kN og kan give 2.450 kW.

Det er ikke lykkedes mig få beregnet, hvad den maksimale trækkraft for et ME-lokomotiv er, men mon ikke en læser kan hjælpe mig med beregningen.

Kilde: Berlingske Tidende.

tirsdag, marts 17, 2009

MX 1009

Sidste år gennemgik Farum-banen en tiltrængt fornyelse og for øjeblikket er der gang i sidste arbejder, således at man på det seneste sidespor der er bevaret og som ligger ved Buddinge Station i dag kan se MX 1009 holde sammen med et par arbejdskøretøjer.
MX 1009 blev leveret til DSB i 1961 og blev i 1987 solgt til OHJ (Odsherreds Jernbane) og i 2001 til Skagensbanen, hvor den blev udlejet til CFL Cargo, inden den i 2008 blev solgt til entreprenørvirksomheden Contec Rail, hvor den nu fremtræder nymalet og i fuld i vigør.
Kilde: Johns Jernbaneside. Eget foto (taget med en Nokia N82)

tirsdag, juni 03, 2008

Nye tog og lokomotiver til DSB?

Mens vi venter på at IC4 måske en gang kommer ud at køre for alvor på de danske skinner er DSB på jagt efter almindelige togvogne og lokomotiver, som skal sættes ind på strækningerne på Sjælland, hvor de gamle Bn-vogne med ME-lokomotiver i dag kører.

Det sidste Me-lokomotiv blev leveret til DSB i 1985 og selvom de har været til eftersyn siden, så lever de ikke op til miljøkravene i den københavnske miljøzone, som f.eks. lastbiler skal overholde.

Samtidig arbejder med DSB med en plan om at leje 40 nye dobbeltdækkervogne, som skal erstatte de gamle Bn-vognene. DSB har allerede 67 dobbeltdækkervogne af typen ABs 7900 fra Bombardier Transportation og med de 40 ekstra kan DSB skrotte de sidste Bn-vogne. Bombardier har også leveret tilsvarende vogne til Tyskland, Israel og Holland. De første vogne kan DSB få leveret om halvandet år.
Spørgsmålet er om det er en forkert strategi at vælge togsæt på de regionale strækninger? Med moderne vogne og lokomotiver kan få en mere optimal udnyttelse af materiellet.
Kilder: Ingeniøren, DSB. Foto: Pressefoto af ABs 7900 fra Bombardier.

onsdag, april 23, 2008

Næste Station: Australien

De 16 MZ-lokomotiver, som DSB har solgt til Australien, har nu alle forladt Danmark.

Inden lokomotiverne lastes i skibet Emma Gracht bliver de grundigt spulet med vand for at sikre, at det australske kontinent ikke får edderkoppeæg, hvepselarver eller andet kryb, som kan ødelægge de specielle australske fauna.

De solgte MZ-lokomotiver er fra serie III af de i alt fire serier af MZ-lokomotiver som DSB anskaffede sig i 1970erne. I alt fik DSB leveret 20 lokomotiver af denne serie og udover de 16 der skal køre i Australien, så er der også to der kører i Spanien. Læs mere om MZ-lokomotiverne og deres historie på Johns Jernbaneside her.

Kilder: DSB, Mortens Togside. Foto: Klaus Holsing/DSB.

torsdag, marts 13, 2008

Katalysatorer på tog-motorer

DSB går efter påske igang med et forsøg, som skal afgøre om der skal installeres katalysatorer på sine 100 motorvogne (litra MR-MRD) og lokomotiver af litra ME.

Motorerne i togene er mere end 25 år gamle og derfor er de meget miljøbelastende, men med katalysatorerne mener DSB at det er muligt at reducere udslippet. I dag udleder lokomotiverne 114 klio dieselpartikler ud i den sjællandske luft.

Efter at forsøget, der afsluttes i april og som foregår med et MR-togsæt, afgør DSB om der skal katalystorer i de øvrige togsæt og lokomotiver.

Kilde: DR Nyheder via Ingeniøren.

lørdag, oktober 06, 2007

Hector Rail i prøvekørsel

De nye lokomotiver som Hector Rail har bestilt er begyndt at komme på sporet og det første lokomotiv har nu været til test i Danmark.

Det er første gang at et svensk elektrisk lokomotiv kører på danske spor. Efter testen har Trafikstyrelsen godkendt lokomotivet til kørsel i Danmark. Med denne tilladelse, så kan Hector Rail køre i Danmark, Norge og Sverige. Det er planen at Hector Rail også skal have tilladelse til at køre med lokomotivtypen i Tyskland.
Kilde: Hector Rail. Foto: Hector Rail

mandag, juli 30, 2007

DSB EA til Bulgarien

DSB fortsætter udsalget af overflødige lokomotiver, da DSB's strategi er at anvende togsæt i stedet for den mere traditionelle kobling af lokomotiver og vogne.

Nu drejer det sig om 6 elektriske EA-lokomotiver, som er blevet solgt til den bulgarske operatør Lukoil Neftochim Bourgas og lokomotiverne skal anvendes til transport af olie i Bulgarien. Bulgarien har nemlig den samme type 25 kv 50 Hz (jf. hjemmesiden Kørestrøm) som Danmark har.

Kilde: Bahnnews-Austria og Railorama.