Viser opslag med etiketten Takster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Takster. Vis alle opslag

onsdag, april 08, 2009

Ny bekendtgørelse om kombiterminaler

Trafikstyrelsen har udsendt en ny bekendtgørelse om lige adgang til kombiterminaler. Bekendtgørelsen skal sikre at terminalerne stilles rådighed for alle brugere på lige vilkår, herunder at Trafikstyrelsen skal godkende taksterne og har mulighed for at nedsætte disse, hvis de er for høje.

For øjeblikket gælder regler for terminalerne i Høje Taastrup, Taulov og Padborg og jernbaneoperatørerne skal ansøge Banedanmark om adgang til terminalerne på samme måde, som operatørerne i dag ansøger om adgang til den øvrige jernbane.

Selvom der nu er kommet klarere reglerne for terminalerne, så er ejerskabet, mig bekendt, endnu ikke fastlagt, ligesom udvidelsesmulighederne for terminalerne endnu ikke er på plads. Men med den nye godsvogn, så kan omlæsningen fra vej til bane blive endnu lettere.

mandag, marts 30, 2009

En ikke-historie: Billetpriser

Det kan være billigere at købe en billet fra Helsingør til Ringsted end fra Helsingør til Danmark, det fortæller Frederiksborg Amts Avis i dag og denne "nyhed" har bl.a. DR viderebragt, men der er jo ikke tale om hverken en nyhed eller for den sags skyld et problem:

En billet til København koster kr. 94,50, mens en billet til Ringsted kan erhverves for kr. 84, men hvis man køber et klippekort, så koster rejsen til København kun kr. 40.50 og bliver derfor markant billegere end turen til Ringsted.


Tidligere på året var Forbrugerstyrelsen ude med en tilsvarende sammenligning, mellem almindelige billetter (herunder Ungdomsbilletter) og billig billetter (f.eks. DSB Orange), der - ikke overraskende - viser at DSB Orangebilletter er billigere end almindelige billetter.


Siden Hovedstadsområdet blev indført som takstområde i starten af 1970erne har reglerne jo været de samme, så denne historie kan de dovne journalister hente frem en gang hvert andet år og så kan de jo grine af de bureaukratiske statsbaner. Men det er jo Folketinget, der har bestemt reglerne og dermed må ansvaret jo placeres der. Når rejsekortet indføres, så forsvinder problemet. Det har altid været sådan at til rejser indenfor et takstområde, så gælder takstsystemet indenfor området, altså her Movias regler for Hovedstadsområdet (Takstområde H), men ved rejser over en takstgrænse (altså her til Movias Takstområde V) gælder DSB's rejseregler.

mandag, februar 23, 2009

Let - men dyrt

I slutningen af januar lancerede Movia, DSB, Metroselskabet og DSBFirst muligheden for at man kan købe billetter via SMS og det er siden markedsført heftigt. Markedsføringen har da også betydet at der de første 10 dage blev solgt 10.000 SMS-billetter. Det er særligt de korte ture på 2 zoner som populære.

Det er selvfølgelig godt, at det er et at købe sin billet med mobiltelefonen, men det er jo også en meget dyr løsning: En 2 zoners billet koster kr. 21, men man kan klare sig med kr. 13, hvis man i stedet køber et 2 zoners-klippekort og klipper en gang. Men hvis man køber billetter til mere end 8 ture, så er et månedskort, der til 2 zoner koster kr. 320, en billigere løsning.

Kilde: DSB,

søndag, januar 11, 2009

DSB's priser i 2009

DSB har fastlagt sine priser for togrejser i 2009 og de er trådt i kraft i dag. d. 11. januar.

Prisen på en almindelig togbillet stiger med 4,6 procent i gennemsnit, således at en rejse fra København til Århus fremover vil koste kr. 325 i stedet for kr.311. Pensionistbiletterne stiger med 3,1 pct. Derimod stiger priserne på 10-turs klippekort og pendlerkort ikke. Salgsdirektør i DSB Anne-Lise Bach Sørensen siger:
Vi vil gerne belønne vores faste kunder med lavere priser på rejsen, så de
bliver i vores tog. Toget er desuden et klimavenligt valg, og med attraktive
priser på rejserne vil DSB gerne bidrage til, at danskerne lader bilen stå og i
stedet vælger en transportform med et langt mindre CO2-udslip.

Samtidig fortsætter DSB med de billige orange billetter, der primært gælder pladser og billetter på de togafgange, hvor antallet af passagerer er lavest. DSB's priser gælder ved rejser gennem mindst to takstområder. De billige billetter gælder kun på DSB's egne tog og dermed ikke på Arrivas tog.

Tilsvarende gælder det for rejser i Hovedstadsområdet, at pendlerkort for mere end seks zoner ikke stiger. Hvorimod de øvrige priser stiger med i gennemsnit 2,7 procent.

Kilde: DSB.

onsdag, februar 27, 2008

Hvornår kommer Rejsekortet?

Rejsekortet, som er planlagt til at revolutionere billetsystemet i Danmark, har lange udsigter. Det skriver it-avisen Comon. For øjeblikket er systemet i forsøgsstadiet på strækningen mellem Roskilde og Tølløse. Og oprindeligt var det planen at vi passagerer øst for Storebælt skulle tage kortet i brug i løbet af i år.

Men Rejsekort forhandler for øjeblikket med leverandøren East-West om en ny tidsplan. Projekt Rejsekort blev startet i 2001 og i 2005 bliver East-West valgt som leverandør.

Kilde: Comon.

torsdag, november 08, 2007

Kommercielle priser hos DSB

Tidligere har man stort set altid vidst, hvad en togbillet på en given strækning kostede, men nu tager DSB endnu et skridt væk fra en gennemsigtig prisstruktur og nærmer sig dermed flyselskabernes komplekse priser.

Konceptet, der præsenteres 13. november erstatter en række af de eksisterende DSB Orange tilbud og betyder at jo tidligere man bestiller billetten og jo mere skævt tidspunkt man vil rejse på, jo billigere bliver det. Priserne kommer kun til at gælde et begrænset antal billetter og skal drive mere trafik ind på DSB's hjemmeside, hvor man håber at kunderne vil købe en dyrere billet, forklarer brandmanag i DSB Marketing, Jørgen Michael Rasmussen:
Ekstraordinært lave priser trækker kunden ind på DSB's hjemmeside. Måske er der ikke flere lavprisbilletter tilbage de dage, kunden kan rejse. Men nu er han eller hun kommet ind på bestillingssiden og vælger måske en anden afgang, selvom prisen er højere end annonceret på plakaterne. Det er den samme metode, som mange af flyselskaberne bruger med stor succes.
Priserne kan komme meget langt ned:

København H-Aalborg fra 154 kroner. Normalpris: 358 kr.
København H-Århus fra 139 kr. Normalpris: 322 kr.
København H-Odense fra 106 kr. Normalpris: 238 kr.

Der er ingen grund til at få gode idéer fra flyselskaberne. Det er næsten umuligt at finde en almindelig pris på en flybillet i vore dage. Der går formentlig heller ikke lang tid før DSB lancerer et loyalitetsprogram, som SAS Eurobonus eller SJ Prio.
Kilde: DSB.

Næsten 30 pct. dyrere at tage bussen

Siden den nuværende borgerlige regering kom til i 2001 er priserne for at tage den kollektive transport steget med næsten 30 procent. I mens er forbrugerprisindekset kun steget med 11 procent. Det viser en ny undersøgelse fra AE-Rådet.

I Berlinske Tidende forklarer Movia, der driver busser i Østdanmark, stigningen bl.a. med at regeringen i 2004 fjernede et særligt tilskud på 400 millioner årligt til lavere billetpriser. De 400 millioner blev i stedet anvendt til at renovere skinner med.

Socialdemokraterne har i valgkampen forslået, at reducere priserne i bus og tog med 25 procent. Regeringen har indført et takstloft, så taksterne kun med 3 procent til næste år.

Der er tydelig forskel på, hvilke partier der prioriterer de 44 procent af de danske husstande, der ikke har bil.

Kilde: AE Rådet.