mandag, juli 21, 2008

Banen skal via Køge

I Berlingske Tidende bringes i dag et læserbrev, som jeg har forfattet om udbygningen af jernbanen mellem København og Ringsted:

9 borgmestre fra Roskilde og omegn har i Berlingske Tidende 17.7 et indlæg, hvor de argumenterer for at der skal bygges et 5. spor mellem Hvidovre og Taastrup i stedet for at bygge en ny bane mellem København og Ringsted via Køge. Borgmestrenes konklusion er forkert.

For det første viser Strategianalysen, der danner grundlag for beslutningen, at samfundsøkonomien i den nye bane er væsentligt bedre. Omkostningerne er ganske vist 4 milliarder kroner dyrere, men regulariteten forbedre væsentligt, kapaciteten fordobles og antallet af boliger der skal støjisoleres vil være 6.000 mindre.

Samtidig nævner borgmestrene ikke selve anlægsprocessen. Hvis der skal anlægges et 5. spor ved siden af de to eksisterende, så kan vi i princippet lukke det danske jernbanenet i de fem år, som anlægsperioden forventes at vare. Tidstabet for togpassagerer er nemlig 80 gange højere ved anlægget af det 5. spor.

Tiden er løbet fra kortsigtede investeringer i jernbanen. Med nybygningsløsningen fremtidssikrer vi det danske jernbanenet.

torsdag, juli 17, 2008

Farumbanen

For os pendlere på Farum-banen er det sporarbejdets tid. Siden slutningen af juni har hele strækningen været lukket. Oprindeligt var det planen at første del af strækningen mellem Svanemøllen og Dyssegaard skulle åbne allerede i næste uge, men det er nu udskudt, således at strækningen åbnes hele vejen til Buddinge.

Problemet er de store mængder skærver, der skal flyttes fra strækningen og til Lersøen, hvor der er etableret arbejdsplads på det gamle rangerterræn. Det fortæller Områdechef i Banedanmark Claus Rehfeld:
Det er meget uheldigt, at vi således må trække på passagerernes tålmodighed i endnu en periode. For hovedparten af arbejderne følger vi faktisk tidsplanen, men en større mængde skærver, som skal transporteres væk til foreløbig oplagring på sporterrænet ved Bispebjerg, har altså fået tidsplanen for denne første fase af arbejdet til at skride... Entreprenøren har sikret flere byggeteams og mere materiel og arbejder desuden i døgndrift. Vi beklager forsinkelsen over for DSB S-tog og passagererne, men håber på forståelse for, at det er et ekstremt kompliceret og omfattende arbejde, vi har med at gøre.
Samlet set forventer Banedanmark ikke, at den samlede tidsplan kommer til at skride, således at den fornyede strækning kan åbne 6. oktober.

Kilde: Banedanmark.

tirsdag, juli 15, 2008

DSBFirst i Jylland

Som tidligere skrevet så er både DSB og First Group prækvalificeret til at byde på togdriften i Midt- og Vestjylland, som Arriva i dag står for. Men nu viser det sig at DSB og First igen sætter sig sammen for at levere et lige så godt bud, som da DSBfirst vandt udbuddet af Øresundstrafikken.

Kilde: Epn.dk.

Er IC4 på vej?

Ansaldobreda og DSB er godt i gang med endelig at få godkendt IC4 til kørsel med passagerer i tunnellen under Storebælt. Det fortæller Jyllandsposten. Godkendelsen er det første led i de krav, som DSB har givet Ansaldobreda, for ikke at ophæve kontrakten. Det er Trafikstyrelsen der skal godkende togene og her fortæller tilsynschef Leif Funch, at man befinder sig i en "god proces". Når godkendelsen er på plads kan DSB indsætte IC4 i togdriften formentlig mellem København H og Århus H.


Herefter udestår at et tog skal være endelig typegodkendt til drift med flere sammenkoblede togsæt og 14 enkeltkørende togsæt.

Kilde: epn.dk. Foto: DSB/Jens Hasse, Chili Foto.

lørdag, juli 12, 2008

Miljøfordele

UIC, der er den internationale sammenslutning af jernbane har lavet en ny hjemmeside, ecopassenger.org, hvor man kan angive hvilken strækning man skal og herefter beregne f.eks. CO2-udslippet.

Fra København H til Århus kan man f.eks. se, at togudslippet er 8,8 kg, med bil 33 kg og endelig med fly 39,9.

Prøv selv på http://www.ecopassenger.org/ og se hvordan man kan spare miljøet for unødig CO2.

Kilde: Banedanmark.

Ny havneterminal i Malmø

Det dansk-svenske havneselskab CMP, der ejer havnene i København og Malmø er gået i gang med at etablere et helt nyt havneområde i Norra Hamnen. til havneområdet flytter Godsfærgeterminalen og Kombterminalen fra Nyhamn og herudover flytter Containerterminalen fra Frihamnen. Der nye faciliteter omfatter 63.000 kvm containerterminal, 130.000 kvm ro-ro terminal og endelig 50.000 kvm. kombiterminal. Herudover har området plads til en lang række transportvirksomheder. Med flytningen får Malmø plads til at udvide byen ved de gamle havneområder.

CMP forventer sig meget af den nye terminal, der bliver anlagt med "state of the art"-teknik og har potentiale til at være det logistiske tyngdepunkt i hele det sydlige Sverige. Adm. direktør i CMP Lars Karsson siger:
Kombineret med en betydelig bedre infrastruktur til søs og på land vil transporterne kunne gennemføres på en mere miljøvenlig og omkostningseffektiv måde. Målsætningen er i løbet af få år, at mindst 20 procent af godset til og fra Norra Hamnen skal transporteres på jernbane.

Et andet sted i Malmøs Nordhamn bliver cementvirksomheden placeret og her anlægges der også 250 meter havneplads med tilhørende jernbanespor.

Det viser sig endnu en gang, at svenskere prioriterer både havn og jernbane. I Danmark forslår landspolitikere at flytte Københavns containerterminal til Prøvestenen og i planerne for omdannelsen af Nordhavnen til boliger og erhverv fremgår det ikke klart, hvordan en flytning af containerterminalen kan sikre bedre forhold for godstrafikken på skinner.

Kilde: CMP News, nr. 2, juli 2008.

Over Øresund

Den hastigt voksende trafik over Øresund og det forventede trafikspring, særligt på jernbanen, når broen over Femern Bælt åbner på tidspunkt, betyder at jernbanesporene over Øresund snart kan løbe tør for plads og hvis den væksten skal kunne fortsætte, så kræves det, at der bygges endnu en forbindelse. Det skriver Dagbladet Børsen. Allerede sidste år påpegede Øresundsinstituttet, at forbindelsen kan løbe tør for plads, for broen over Femern Bælt åbner.

Forundersøgelserne til endnu en forbindelse over eller under Øresund bør være en del af Regeringens kommende investeringsplan.

Kilde: Dagbladet Børsen. Foto: bridgephoto.dk

torsdag, juli 10, 2008

Fra Esbjerg til Nibøl

Jeg har tidligere omtalt planerne for et direkte tog mellem Esbjerg og Nibøl via Tønder og på lørdag kører det første tog. Det er Arriva, der i samarbejde med det tyske selskab NEG, der er ejet af de luxembourgske jernbaner, CFL, der også ejer CFL Cargo, sørger for den direkte forbindelse.

Det bliver Arrivas tog, der kommer til at fortsætte over grænsen til Tyskland og i første omgang er der tale om et forsøg på lørdage og søndage frem til midten af oktober måned. Udover de nye direkte tog, så kan man fortsat skifte tog i Tønder og det skal man fortsat i hverdagene, hvor det er togselskabet NOB, der står for driften.

Hvis man ønsker en integration mellem Sønderjylland og Slesvig, så kræver det ordentlige og direkte forbindelser. Med de nye direkte tog er vi nået et lille stykke af vejen, men hvorfor kan togene ikke køre mere på tværs, som det er lykkedes med over Øresund. Man kunne forestille sig direkte tog til Husum eller helt til Hamborg.

Kilde: Arriva, NEG.