Viser opslag med etiketten Kattegatbro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kattegatbro. Vis alle opslag

tirsdag, august 30, 2011

Kattegatbro

Det er efterhånden et par år siden, at broen over Kattegat sidst var oppe i medierne, men nu har Nicolai Wammen, tidligere borgmester i Århus og nuværende socialdemokratisk folketingskandidat, kommet med et forslag om dels et Kattegat-netværk blandt østjyske folketingsmedlemmer:
Vi når langt mere i fællesskab end hver for sig. En Kattegatforbindelse er afgørende for at binde landsdelene sammen, skabe nye job og sikre vækst over hele landet. Derfor synes jeg, at de østjyske folketingsmedlemmer, som skal repræsentere landsdelen efter valget, bør arbejde sammen om at sikre Østjylland og resten af landet en Kattegatforbindelse.
DSB forventer at kunne reducere transporttiden mellem København og Århus til omkring 1 time, hvis der bygges en bro over Kattegat. Nicolai Wammen forventer at broen kan være færdig i 2025.

søndag, oktober 12, 2008

Over Kattegat?

En fast forbindelse over Kattegat er fortsat til diskussion. Senest har Region Midtjylland fået Rambøll til at udarbejder en rapport, der viser at det vil være en god samfundsøkonomisk investering at anlægge en ny forbindelse over Kattegat. En del af rapportens grundlag er de samfundsøkonomiske investeringer og sparede investeringer i eksisterende infrastruktur. Det hedder i rapporten:
For de samfundsøkonomiske besparelser vedrørende infrastruktur er der foretaget et forsigtigt skøn. Aflastningen på forbindelsen fra Århus over Odense til København vil i starten blive på godt 10.000 årsdøgnkøretøjer, som kan anslås til den halve værdi af en udvidelse med to spor, hvilket vil andrage et beløb på i størrelsesordenen kr. 35 mia. Med trafikudviklingen vil der igen kunne spares en udvidelse efter ca. 30 år. I tillæg hertil kommer besparelserne vedrørende vejvedligeholdelse som følge af den kortere afstand, som den overførte trafik skal passere. Der vil desuden, som tidligere nævnt, være besparelser på op til kr. 16 mia. på jernbanenettet. Her er forsigtigt regnet med en samlet værdi på sparede vejudvidelser mm på kr. 50 mia.
Vedr. de besparelser, som kan findes på jernbanenettet, så hedder det tidligere:

De strækninger, hvor der allerede i dag er kapacitetsproblemer, er København - Ringsted, Vestfyn og Århus - Skanderborg. En opgradering af disse strækninger skønnes at koste kr. 16 mia. Der er ikke i øjeblikket vedtaget investeringer, men udbygning af strækningen København - Ringsted er ved at blive undersøgt. De øvrige strækninger mellem Århus og København vil med øget togdrift også få kapacitetsproblemer.

En Kattegatforbindelse betyder en fordobling af kapaciteten mellem Øst- og Vestdanmark, og da der ikke skal køre godstog, vil passagerkapaciteten blive mere end fordoblet. En del af investeringerne i den nuværende baneforbindelse vil derfor kunne spares.

Jeg har stor forståelse for de bredere perspektiver i en forbindelse over Kattegat. Men jeg finder det noget problematisk, at man for at få økonomien i et projekt, der tidligst kan være færdigt om 30 år, til at hænge sammen vil fjerne de helt nødvendige investeringer i udvidelser og forberedringer af det eksisterende jernbanenet. Udvidelsen mellem København og Ringsted er nødvendig allerede i dag for at sikre kapacitet til togene og det er også fortsat nødvendigt med forbedringer på Fyn, herunder det udsatte overhalingsspor i Tommerup, Samtidig er det uforståligt at man ikke vil indregne godstog på banen over Kattegat. Med en effektiv elektriciferet bane til Århus, vil det blive mere konkurrencedygtigt at få gods transporteret på skinner.

Kilde: Region Midtjylland.

lørdag, januar 12, 2008

Kattegatbroen

Infrastrukturkommissionens, der fremlagde sin betænkning i torsdag, forslag fik en levetid på omkring to dage, før trafikpolitikerne er gået i selvsving over Kattegatforbindelsen. I sammenfatningen hedder det om en forbindelse over Kattegat:
En fast forbindelse over Kattegat
Kommissionen har drøftet perspektiverne i forhold til en fast forbindelse over Kattegat.
Der vil i givet fald være tale om et projekt af hidtil uset størrelsesorden i Danmark.
Projektet vil være mere omfattende end de to eksisterende faste forbindelser tilsammen. Dertil kommer ganske omfattende investeringer i landanlæg.
Kommissionen vurderer, at der er et mere påtrængende behov for andre investeringer i transportinfrastruktur.Dette udelukker ikke, at der kan være grundlag for at foretage en overordnet vurdering af perspektiverne i forskellige former for udbygning af transportforbindelserne på tværs af Kattegat, herunder ikke mindst rentabiliteten.

Men Venstre og Det Konservative Folkeparti vil allerede nu have sat gang i en undersøgelse allerede nu. Venstres Kristian Pihl Lorentzen siger til Århus Stiftstidende:
Hvis vi skal have undersøgt miljøkonsekvenser og økonomi bag en fast forbindelse over Kattegat, skal det være her og nu. Regeringen vil senere på året fremlægge en større investeringsplan på trafikområdet, og inden da bliver vi nødt til at vide, om der er realisme i Kattegat-projektet eller ej.

Venstre forventer at en lille undersøgelse kan laves for mellem 5 og 10 millioner kroner. Omvendt mener Henriette Kjær fra Det Konservative Folkeparti, at en sådan undersøgelse vil koste 25 - 40 millioner.

Det er utroligt. Infrastrukturkommissionen fremlægger en stor betænkning med en lang række forslag, som i forvejen skal analyseres og allerede nu er politikerne på vej videre med forslag. Jeg vil mene, at regeringen i den kommende investeringsplan kan lade indgå en undersøgelse af en Kattegatbro med landanlæg etc.

Kilder: Berlingske Tidende, Århus Stiftstidende.

torsdag, august 30, 2007

Med toget over Kattegatbroen

DSB har fremlagt sine første skitser for et nyt togsystem via den forslåede Kattegatbro. Systemet baseret på en ringbane fra København H via Roskilde, Kalundborg og Samsø herefter vil nogle tog køre mod Århus og videre nordpå mens andre vil køre mod Horsens og tilbage over Fredericia, Odense og Køge til København H. Det kan give følgende køretider fra København

Til Århus: Fra 3 timer til 1 time
Til Horsens: Fra 2,3 timer til 1 time
Til Vejle: Fra 2,25 timer til 1,25 time
Til Aalborg: Fra 4,3 timer til 2 timer
Til Herning: Fra 3 til 2,3 timer
Til Esbjerg: Fra 3 timer til 2,3 timer

Med dette forslag bliver Danmark en stor metropol: Man kan let tage en aftentur til Århus Festuge eller i det kommende Skuespilhus i København. DSB anslår at omkring 10.000 vil pendle mellem København og Århus.

Det er en forudsætning at de eksisterende strækninger over Fyn og Sjælland opgraderes til højhastighedstog, f.eks. som nyanlæg, så de eksisterende spor kan anvendes til regionaltog, der så vil kunne fungere som tilbringertog til højhastighedsringen.

Der findes endnu ikke konkrete analyser af en Kattegatbro, men hvis vi vælger at bygge en den som en jernbanebro, hvor der også bliver plads til biltog, så står vi med en rigtig god miljømæssig løsning for fremtiden. Forhåbentlig når jeg at opleve en færdig Kattegatbro.

Kilde: Ingeniøren, Epn.dk.

tirsdag, august 07, 2007

K: Drop undersøgelsen af det 5. spor

Som en del af det eksisterende trafikforlig, så undersøger Trafikstyrelsen for øjeblikket to forskellige forslag: Dels en ny bane mellem København H og Ringsted via Køge og dels et 5. spor mellem Hvidovre og Høje Taastrup. Læs mere i mit tidligere indlæg her.

Tidligere har Transport- og Energiminister Flemming Hansen (K) været ude med, at det 5. spor ikke er nødvendigt, nu da Femern Bælt broen er besluttet, og nu er Det Konservative Folkeparti i et nyt trafikoplæg inde på det samme. I stedet for at undersøge det 5. spor, så vil partiet bruge pengene på at undersøge mulighederne for en bro over Kattegat. Til TV2 Nyhederne siger trafikordfører Henriette Kjær om det 5. spor:

Det er spild af penge, for med forbindelsen over Femern er det indlysende for
alle, at det spor er overflødigt. Derfor må alle parter kunne enes om at bruge
pengene på en forundersøgelse af Kattegat i stedet.
Netop forbindelsen over Kattegat gør det ifølge Martin Lidegaard (R), relevant at bygge et 5. spor, da broen over Kattegat giver flere tog, der naturligt nok kommer via Roskilde.

I første omgang er det nødvendigt med en ny jernbane over Køge, da den fordobler kapaciteten på strækningen. Når undersøgelserne af forbindelsen over Kattegat er afsluttet, så kan det være at der bliver behov for det 5. spor.

Kilde: TV2.