søndag, september 27, 2009

Svar fra Transportministeriet

I sidste uge fremlagde Transportminister Lars Barfoed debatoplægget En jernbane i Vækst, men efter en artikel i Berlingske Tidende kom jeg i tvivl om stationerne skal sælges eller ej og jeg har nu fået svar fra Pressechef Jesper Olsen og han skriver i en e-mail:
Jeg tror man skal holde sig til det der står i oplægget, og ikke en Berlingske-artikel. Og der er tale om et debatoplæg, som Lars Barfoed har lagt frem.

Så må man håbe, at holdningen i debatoplægget også kommer med i den endelige strategi. I yderste konsekvens kunne det jo betyde, at Københavns Hovedbanegaard ville blive solgt til højest bydende.

75 km metro i Dubai

Det er ikke kun i København, at der bliver bygget fuldautomatiske metrosystemer. I Dubai i De Forenede Arabiske Emirater indviede man d. 9.9.09 sin metro, der har en udstrækning på 75 kilometer og med 29 stationer, hvoraf 9 ligger under jorden. Hvert af de 5 vogne lange togsæt kan have 643 passagerer og består af:
  • Gold VIP Class, hvor der er 18 pladser i læder og med et mere luksuriøst indre end, hvad man ellers ser i metrovogne,
  • En vogn der er reserveret til kvinder og børn, der bl.a. indeholder plads til tasker.
  • Tre Silver Class vogne.

Metroen kører alle ugens dage, lørdag til torsdag fra kl. 6.00 - 23.00 og fredag fra kl. 14.00 til midnat.

Kilde og Foto: Dubai Metro.

torsdag, september 24, 2009

Om privatiseringen af DSB

På hjemmesiden Dansk Politik har min gode ven Dan Holt Jensen skrevet en kommentar om privatiseringen af DSB og andre statsvirksomheder, som interessede kan læse her.

Skal stationerne sælges, hr. Transportminister?

I går fremlagde transportminister Lars Barfoed debatoplægget En jernbane i Vækst. Heri står der på side 23 - 24 om stationerne:

Stationerne er en del af infrastrukturen, som bør forblive i offentligt eje. Det skal inden for disse rammer undersøges, hvor ejerskabet organisatorisk skal placeres, og hvem der skal have ansvaret for fornyelse og vedligeholdelse. Hvordan skal organiseringen af stationerne tilrettelægges med henblik på at de kan bidrage til målet om flere togpassagerer i de kommende år, og hvordan er sammenhængen med den overordnede udbudsstrategi? Skal staten dække omkostningerne ved stationerne direkte, eller skal jernbanevirksomhederne betale en stationsafgift, der finansierer driften? Skal man lade stationsejeren forestå sal-get af billetter og servicering af passagererne – eller er det en særskilt opgave for jernbanevirksomhederne? Hvordan kan man afprøve hvilken vægt
passagererne egentlig tillægger stationerne?
Efterfølgende står der i en faktaboks om en analyse som Boston Consulting Group (BCG) har lavet følgende:

BCG vurderer, at stationerne ved udbud af hele togtrafikken ikke bør forblive under DSB's ejerskab. Opgaven kan henlægges til et særligt selskab eller eventuelt Banedanmark. Selskabet skal i givet fald finansiere sin virksomhed gennem udlejning til operatørerne og tredjeparter, samt modtage en direkte finanslovsfinansiering og/eller en standsningsafgift for operatørernes brug af stationen. Den kundevendte drift af stationerne foreslås varetaget af de respektive operatører, som varetager den togdrift, der betjener stationen.
Til Berlingske Tidende udtaler Transportministeren så:

Man kan f.eks. forestille sig, at stationerne bliver placeret i et datterselskab, der senere kan frasælges.
Hvad mener ministeren? Skal stationerne sælges til højestbydende eller skal de fortsat ejes af staten? Jeg skal følge op, når jeg får et svar.

Kilde: Berlingske Tidende (jeg har desværre ikke kunnet finde citatet på hjemmesiden) og Transportministeriet.

onsdag, september 23, 2009

Fra Entreprise til Produktion

For lidt over et år siden fik Banedanmarks entreprenørdivision eget navn og logo, Entreprise. Nu lukker Banedanmark Entreprise og etablerer i stedet et mindre Produktion.
Fremover skal Produktion varetage højest 10 procent af Banedanmarks samlede opgaver, der fortsat alle sammen skal udbydes. Direktør i Banedanmark Jesper Hansen siger:

Fordelene ved den nye organisering er, at der kan opnås en mere langsigtet og sammenhængende planlægning af vedligeholdelsesopgaverne på jernbanen. Samtidig er der skabt basis for en sund og stabil virksomhed, hvor det er lykkedes at fastholde kernekompetencerne inden for jernbanen.

Ændringen betyder at 138 medarbejdere skal afskediges.
Kilde: Banedanmark.

S-tog holder øje med os

DSB S-tog etablerer nu en overvågningscentral, således at de mange kameraer på stationerne ikke kun vil blive brugt efterfølgende. Men personerne på overvågningscentralen kan kontakte enten DSB S-togs eget personale, vagter eller Politiet.

Dermed må både Harry og Solveig finde sig i at blive overvåget på stationen. Jeg er sådan meget i tvivl omkring overvågning: Det kan misbruges, men så længe man ikke selv foretager sig noget ulovligt, så er det vel okay.

Kilde: DSB S-tog.

En jernbane i Vækst

I dag fremlagde Transportminister Lars Barfoed debatoplægget En jernbane i Vækst, der - som hedder i ministeren forord:
Regeringen vil fremlægge sin strategi for jernbanens organisering i efteråret 2010. Den vil rumme sigtelinjerne og de konkrete initiativer vedr. udviklingen af det danske jernbanenet i de næste 15 år. I det følgende præsenteres hovedelementerne og målsætninger for arbejdet.

Herefter indeholder debatoplægget spændende historier som:
Togtrafikken skal ses som en integreret del af den samlede trafikforsyning i samfundet. Toget skal ikke alene fungere i et umiddelbart samspil med bustrafikken i et integreret kollektivt trafiksystem - det skal også være let og enkelt at kombinere individuel og kollektiv transport med gode skiftemuligheder. Det handler eksempelvis om flere parkeringspladser ved stationerne. Skellet mellem individuel og kollektiv transport skal brydes ned.

Eller:
Jernbanen er en energieffektiv transportform. Toget bruger meget mindre energi end bil, bus og fly for sammenlignelige transporter. Men der kræves et vist volumen før de tekniske fordele i praksis kan slå igennem – et tomt tog er mindre energieffektivt end en bil. Den energieffektive drift er central i morgendagens samfund, hvor kravene om et bedre miljø, mindre CO2 og højere mobilitet i høj grad kommer til at sætte dagsordenen.

Herefter handler det bl.a. om
  • Organiseringen af timemodellen, hvor det forslås, at man kan lade et privat selskab stå for anlægget og driften.
  • Forskellige kontraktmodeller, det skal fastslås hvordan der skal køres som i dag, eller man skal lade det være op til operatøren.
  • Udbud af trafikken på strækningerne Fredericia - Odense - Svendborg og Roskilde - Køge - Næstved.
  • Overdragelse af stationerne fra DSB til staten
  • Ændringer af reglerne, således at godstog ikke altid nedprioriteres.
  • Omdannelse af DSB til et holdingsselskab, hvor de forskellige aktiviteter placeres i datterselskaber og vil kunne sælges enkeltvis.
Det er godt, at Regeringen i det hele taget vil diskutere jernbanen, men det er utroligt, at det kun handler om konkurrenceudsættelser og privatisering. Ikke fordi jeg er i mod, at gøre det offentlige mere effektivt, men det er nødvendigt at der er offentlig jernbanetrafik i hele landet og på de fleste tidspunkter af døgnet.

Kilde: Transportministeriet.

tirsdag, september 15, 2009

Med X2000 til Malmø

Hvis man ikke gider rejse med DSBFirsts Øresundstog til Sverige, så kan man nu tage SJ's X2000-tog. Det er nemlig fra d. 16. september muligt at købe billetter til følgende strækninger:
Malmø – København
Malmø – Kastrup
Hässleholm – Lund
Lund – København
Lund – Kastrup

Kilde: SJ.

S-tog om natten

D. 20. november begynder DSB S-tog at køre med tog om natten efter fredag og natten efter lørdag, således at der op alle strækninger kommer tog en gang i timen og på Ringbanen og mellem Valby og Hellerup hver halve time.

I første omgang bliver det i en forsøgsperiode på seks måneder og det bliver til almindelig takst, i lighed med busserne og metroen.

20. november? Det passer jo godt med julefrokostperioden, hvor S-tog tidligere kørte hvert 20. minut. I forhold til en natbus, så er S-toget både hurtigere og nemmere, så mon ikke det bliver en stor succes.

Kilde: DSB.

tirsdag, september 08, 2009

Trafikstyrelsen: Byg en ny bane over Køge

I dag offentliggjorde Trafikstyrelsen sin miljøredegørelse for, hvordan jernbanekapaciteten kan udvides mellem København H og Ringsted, og konklusionen er klar:
Når effekterne af de to løsninger sammenholdes med investeringen, er Nybygningsløsningen både absolut og relativt 5. sporsløsningen overlegen. Kun Nybygningsløsningen lever op til et forrentningskrav på 5 pct., og denne konklusion er meget robust.

og
En ny bane vil kunne åbne i 2018 og dermed 2-3 år før 5. sporsløsningen (2020). Det beror på, at anlæg af 5. sporet skal koordineres med udskiftningen af signalerne på den bestående banestrækning. En ny bane kan i forbindelse med anlægget udrustes med det nye signalsystem.

Hermed bør der ikke være langt til den politiske aftale: Byg banen over Køge. Senere forventer jeg at komme med en længere beskrivelse af redegørelsen.

Kilde: Trafikstyrelsen.

mandag, august 31, 2009

Lounge på Odense Banegaard

DSB har nu indrettet en lounge for DSB 1'-passagerer på Odense Banegaard. Business Manager i DSB Marketing Filip Lauritzen siger:
Det er vigtigt for os at kunne imødekomme vores erhvervsrejsendes behov før, under og efter rejsen, skabe en sammenhængende rejse med mulighed for at konvertere rejsetid til arbejdstid, og her er DSB 1' Lounge med mødefaciliteter bare ét ud af de mange nye tiltag, vi har på vej.
Udover selve loungen, hvor man kan læse avis, arbejde eller holde møde, så vil det også være muligt at leje bil i loungen. På længere sigt forventer DSB at indrette lignende lounges på København H og Århus H.

Endnu et træk om de forretningsrejsende. Hvornår kommer DSB med et bonusprogram, som f.eks. SJ har det.

Kilde: DSB. Foto: Nils Lund Pedersen /DSB.

DSB vinder 60.000 ekstra rejsende

DSB og deres samarbejdspartner FirstGroup har vundet en stor kontrakt i Sverige på trafikken i Göteborg. Kontrakten har en værdi på mere end 2 milliarder kroner og gælder i otte år. I alt skal DSB køre på en stærkning på næsten 1000 kilometer og med 15 millioner passagerer i dag, men dette forventes at stige til 20 millioner, når en ny strækning åbnes i 2012.

Adm. direktør i DSB Søren Eriksen udtager:
Dette er en milepæl for DSB og endnu et bevis på, at DSB er særdeles konkurrencedygtige. Sverige er vores andet hjemmemarked, og med Västtrafik, den svenske del af Øresundstrafikken samt Roslagsbanen i Stockholm er vi meget en meget betydelig spiller på det svenske marked, og vores ambitioner i Sverige stopper ikke her. Vi glæder os rigtig meget over afgørelsen, samtidig med at vi er ydmyge over for den opgave, der venter os.

Samlet set sidder DSB nu på mere end 25 pct. af passagertogmarkedet i Sverige.

Kilde: DSB. Foto: DSB.

torsdag, august 06, 2009

4 skal byde på GSM-R

Banedanmark har udpeget de fire leverandører, der skal kunne byde på det nye radioanlæg på jernbanen GSM-R:
  • Nokia Siemens Networks
  • Huawei Technologies
  • Thales med Huawei som underleverandør
  • Alcatel-Lucent & Bravida med Nortel som underleverandør
Datadelen af det nye system er en forudsætning for det nye signalsystem, der skal indføres frem mod 202o og gør det muligt at bruge det samme system i hele Europa. Læs mere hos Banedanmark her.

Leverandørerne skal aflevere deres bud d. 2. oktober. Kontrakten forventes indgået i starten af 2010 og systemet skal sættes i drift i 2012.

Kilde: Banedanmark.

For 1 millard kroner stationsparkering

Som en del af det politiske forlig om Grøn Transport, så skulle DSB sælge ejendomme for omkring en milliard kroner og nu har Transportministeriet og DSB indgået selve aftalen. Lars Barfod siger til Sjællandske.dk:

De fleste stationer med behov for bedre parkeringsforhold ligger i hovedstadsområdet, men der er også andre med. DSB skal nu i gang med at finde de bedste bud på, hvor man skal gå i gang. Og jeg regner med, at vi taler om måneder snarere end år til, at de første anlæg vil blive påbegyndt.


Transportministeren fortsætter:
I januar indgik vi en politisk aftale om trafikken, og vi har nu indgået en aftale med DSB, som sikrer en milliard kroner til at anlægge nye p-pladser ved stationerne.

Det fremgår allerede af Regeringens eget oplæg, at DSB skal bidrage med en millard kroner, så kalde det en nyhed. Det er måske lige i overkanten.

I følge det seneste årsregnskab for DSB, så har DSB ejendomme og grunde en samlet bogført værdi på 5,7 milliard kroner og, hvis vi ser på listen over ledige lejemål hos DSB Ejendomme, så omfatter den kontorlokaler på f.eks. Roskilde Station og Aalborg Station. Hvad er det så for bygninger der skal sælges og hvordan forventer man at kunne sælge en sjettedel af sine ejendomme midt i en finanskrise?

Når det er sagt, så er det ganske fonuftigt at give bedre muligheder for passagerne at koble bil og tog sammen.

Kilde: Sjællandske.

tirsdag, juli 28, 2009

CFL Cargo flytter IC4

Når IC4-togene overføres fra Italien til Danmark, så sker det med tog. Fra Italien transporteres togene gennem Østrig og Tyskland inden de når den danske grænse. I Italien er det Treniitalia, mens det i Østrig og Tyskland er TX-logistik, der transporterer IC4-togene, fra Padborg er det CFL Cargo der transporterer togene til Århus.

På billedet er det MX 1023, der er nylakeret i traditionelle GM-farver, der transporter et IC4-tog gennem Stilling d. 30. marts 2009. Da togsættet ikke er godkendt til drift, så må det ikke selv køre, men skal flyttes af andre tog.

Kilde: CFL Cargo. Foto: Asger Christensen/CFL Cargo.

AP Møller tager toget

Jeg har tidligere omtalt planerne om en direkte togforbindelse mellem APM-terminalen i Århus og København (Høje Taastrup) og toget starter nu efter sommerferien. Det fortæller Forretningsdirektør i APM Terminals Helle Almind til Ing.dk:

Vi har simpelthen købt hele toget, så nu kan vi selv stå for planlægningen af driften, og det betyder, at vi efter sommeren kommer op på tre ugentlige afgang i hver retning.
Selve turen tager fem timer og det er DB Schenker Rail, der stiller lokomotiver og personale til rådighed. Toget skal i følge Jacob Flyvbjerg Christensen, der er chef for APM Terminals i Århus kune besparelser for kunderne og reducere CO2-udslippet:

På et tidspunkt, hvor skibsfart, importører og eksportører søger efter nye besparelser, føler vi, at dette nye tilbud imødekommer markedets ønsker - og reducere udslippet af CO2.
Initiativet viser at godstrafik på skinner i Danmark ikke har overlevet sig selv. Investeringen i Århus Havnebane, der har sikret en mere optimal forbindelse mellem Århus Havn og jernbanenettet, har formentlig været grundlaget for APM Terminals beslutning om anvendelsen af jernbanen.

Forhåbentlig giver den nye togforbindelse blod på tanden for de øvrige havne og for dermed for de 200 millioner der i trafikaftalen fra januar måned er afsat til at forbedre forbindelserne mellem jernbanenettet og havnene.

Artiklen på Ing.dk omtaler i øvrigt DSB et par steder. Nu driver DSB ikke godstrafik, men kun passagertrafik og det er nok DB Schenker Rail, der tænkes på.

Kilder: Ing.dk, APM Terminals. Foto: Maersk.com

S: Fremryk jernbaneinvesteringer

Som del af sine store Vækstplan vil Socialdemokraterne fremrykke investeringer i jernbanen for fire milliarder kroner til 2009 og 2010. Trafikordfører Magnus Heunicke siger:

Her og nu skaffer vores plan arbejdspladser, men målet er samtidig at styrke den kollektive trafik, som er en mærkesag for os socialdemokrater. Jernbanen skal forbedres, hvis vi skal have flere til at vælge den klimamæssigt bedste transportform.
  • Dobbeltspor i Sønderjylland,
  • dobbeltspor på nordvestbanen
  • dobbeltspor på sydbanen syd for Vordingborg.
  • fremrykke elektrificeringen af jernbanen til Esbjerg,
  • investere i et landsdækkende trådløst internet-netværk langs jernbanen, der kan være et attraktivt gratis tilbud til togpendlerne og
  • øge investeringerne i den moderne sporvogn, letbanen, så den kan blive til virkelighed i København, Århus, Odense og Aalborg.

Samlet set forventer Socialdemokraterne at investeringerne kan give 4.700 ekstra job.

Kilde: Socialdemokraterne.

DSB renoverer Hellerup Station

Den mere end 100 år gamle Hellerup Station skal nu renoveres, så den fremstår som ny igen. Først og fremmest er det grafitien der skal fjernes og perrontunnelen (der vist nok er Danmarks ældste fra omkring 1900) får nyt gulv. Samtidig etableres der flere cykelstativer og der kommer ny belysning.

Selve stationen og trappehusene over perrontunnelen og perrontaget på perronen mellem spor 2 og 3 er fredet og trappehusene og perrontaget blev renoveret i 2005 i et samarbejde mellem DSB og Kulturarvsstyrelsen).

Renoveringen af Hellerup Station er en del af renoveringsprojekt, som DSB S-tog har sat i gang fortæller Salgsdirektør i DSB S-tog Niklas Marschall:

Kunderne skal stå på stationen og føle, at de har fået, hvad de betaler for. At det er fair i forhold til billetprisen. Sådan vil det ikke være med det samme, men det er dér, vi skal ende.
Og fortsætter:

Vi har ikke pengene til at lave alle stationer på en gang. Derfor tager vi først fat i de stationer med flest rejsende, for at det kan komme flest muligt af vores kunder til gode.
I år kommer dette til gælde for Valby og Nørreport, ligesom der skal ses nærmere på indretningen af Avedøre, Sjælør, Ballerup og Herlev i år.

Jeg har tidligere omtalt den manglende vedligeholdelse af Åmarken Station, den manglende vedligeholdelse af perroner og om grafitti på Banedanmarks områder. Det er derfor godt at DSB og Banedanmark går i gang med en omfattende hovedrengøring og vedligeholdelse af stationerne, men så skal de også huske den daglige rengøring og vedligeholdelse.

Kilder: DSB, Villabyerne.

fredag, juli 03, 2009

Veolia fra Malmø til Stockholm

hidtil har SJ haft monopol på intercitytrafikken i Sverige, men det forsvandt 1. juli og dermed er der åben konkurrence på togdriften mellem f.eks. Malmø og Stockholm og allerede i dag (3. juli)indsætter Veolia Transport et togsystem mellem Stockholm og Malmø S (Syd, Svägertorp - da Malmø C er under ombygning).

Der kører tog fra Stockom fredag, lørdag og søndag middag og retur om eftermiddagen og vil standse på følgende stationer på vejen: Lund, Hässleholm, Alvesta, Nässjö, Linköping og Norrköping. Toget har spisevogn med panoramaudsigt og gratis internet. Det er

Det er togselskabet Hector Rail der skal stå for trækkraften.

Priserne bliver lave: 299 SEK for en tur Stockholm - Malmø, men så tager det også mere end én time mere end, hvis man tager SJ's X2000.

Det kunne være interessant for danskere, hvis man vil billigt til Stockholm.

Kilde: Veolia Transport, Hector Rail.

Desiro på Grenåbanen

DSB har skrevet kontrakt med Siemens om levering af 8 nye togsæt af typen Desiro (litra MQ). Desiro kører allerede regionaltrafikken på Fyn og de nye togsæt erstatter de gamle MR-togsæt.

Med de nye togsæt kan DSB dels kører hurtigere og samtidig spare brændstof, da Desiro er meget lettere end MR.

Togene bliver leveret i 4. kvartal 2010.

Oprindeligt var det vist planen at IC2 skulle indsættes på Fyn, således at Desiro kunne flyttes til Grenåbanen. Så mens vi venter på IC2 er det godt at passagerne på Grenåbanen kan få nye tog. Så kan man altid diskutere komforten, men Desiro har den fordel, at dørene er i perronhøjde.
Kilde: DSB. Foto: Siemens (her i en udgave til DB, da DSB's hjemmeside ikke indeholder billeder af togene for øjeblikket).