Stationerne er en del af infrastrukturen, som bør forblive i offentligt eje. Det skal inden for disse rammer undersøges, hvor ejerskabet organisatorisk skal placeres, og hvem der skal have ansvaret for fornyelse og vedligeholdelse. Hvordan skal organiseringen af stationerne tilrettelægges med henblik på at de kan bidrage til målet om flere togpassagerer i de kommende år, og hvordan er sammenhængen med den overordnede udbudsstrategi? Skal staten dække omkostningerne ved stationerne direkte, eller skal jernbanevirksomhederne betale en stationsafgift, der finansierer driften? Skal man lade stationsejeren forestå sal-get af billetter og servicering af passagererne – eller er det en særskilt opgave for jernbanevirksomhederne? Hvordan kan man afprøve hvilken vægt
passagererne egentlig tillægger stationerne?
Efterfølgende står der i en faktaboks om en analyse som Boston Consulting Group (BCG) har lavet følgende:
BCG vurderer, at stationerne ved udbud af hele togtrafikken ikke bør forblive under DSB's ejerskab. Opgaven kan henlægges til et særligt selskab eller eventuelt Banedanmark. Selskabet skal i givet fald finansiere sin virksomhed gennem udlejning til operatørerne og tredjeparter, samt modtage en direkte finanslovsfinansiering og/eller en standsningsafgift for operatørernes brug af stationen. Den kundevendte drift af stationerne foreslås varetaget af de respektive operatører, som varetager den togdrift, der betjener stationen.
Til Berlingske Tidende udtaler Transportministeren så:
Man kan f.eks. forestille sig, at stationerne bliver placeret i et datterselskab, der senere kan frasælges.
Hvad mener ministeren? Skal stationerne sælges til højestbydende eller skal de fortsat ejes af staten? Jeg skal følge op, når jeg får et svar.
Kilde: Berlingske Tidende (jeg har desværre ikke kunnet finde citatet på hjemmesiden) og Transportministeriet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar