tirsdag, oktober 25, 2011

Cykler og S-toget

Forleden faldt jeg på Facebook over en underskriftsindsamling, der skal gøre det lovligt at medbringe Christiania-cykler i S-toget og i metroen. Som daglig pendler er det min oplevelse, at antallet af cykler allerede nu er ved at tage overhånd. I myldretiden er der ikke plads til flere og efterhånden, så bliver togenes afgang fra stationerne forsinket fordi der skal mingeleres rundt med cyklerne for at få de nye ombord og de gamle af toget.

Jeg har derfor svært ved at se, hvordan det skal være muligt at få dels plads til og dels kunne få denne type cykler ud og ind af S-toget.

Måske bør DSB også se på, om det fortsat skal være gratis at tage cyklen med S-toget.

Billede: Christianiabikes.dk

Togfærgen mellem Stockholm og Åbo stopper

Tre år efter, at Green Cargo og VR købte Talllink ud af togfærgerederiet SeaRail vælger de to partnere at stoppe trafikken fra årsskiftet. Det skyldes faldende trafik og den særlige problemstilling, at der er forskel på sporvidderne i hhv. Sverige og Finland.

Togtrafikken fortsætter via jernbane hele vejen og den får det lettere, når den opgraderede  bane mellem Haparanda og Boden åbner til næste år. På færge vil det fortsat være muligt at anvende containere og den såkaldte intermodale trafik, hvor jernbane og lastbil kombinere.

Kilde: Green Cargo. Foto: Tallink Group.

onsdag, oktober 05, 2011

Velkommen til den nye Transportminister

Så fik Danmark endelig en ny regering og et nyt regeringsgrundlag Et Danmark, der står sammen. Som ny Transportminister er Henrik Dam Kristensen udnævnt. Normalt plejer Transportministeriet at blive besat med enten en helt ny minister eller der, hvor der er plads. Men men udnævnelsen af Henrik Dam er der tale om en erfaren minister (en af de få i Regeringen) og der er da også nok at se på, som Orientering på P1 også fortæller om:

Krisen i DSB skal løses og der skal igen fokus på jernbanedriften og ikke på ledelsesproblemer. Der skal nok gennemføres en sparerunde, men den meget omtalte konsulentrapport kan Transportministeren godt arkivere, da den ikke giver et fyldestgørende billede af DSB's økonomi. Overordnet skal der tages stilling til om DSB skal drive togdrift i udlandet, ellers udelukkende fokusere på driften i Danmark. Herudover kan vi nok konstatere, at der ikke bliver gennemført nye udbud af togdriften i overskuelig fremtid.

Betalingsringen omkring København skal sættes i værk og formentlig hurtigt. Efter de mange tæv, som S og SF har fået på den, så skal vi nok snart se meget konkrete resultater.

Herudover er der den kommende jernbane mellem København og Ringsted, Signalprogrammet, motorveje og andre trafikprojekter, Nørreport Station, Femern Bælt-tunnellen og endelig sne, efterårsvejr, åbningstider og salg af billetter på stationer, men først og fremmest behovet for igen at prioritere jernbanenettet i Danmark.

Velkommen til den nye Transportminister. Jeg skal nok følge ham tæt.

mandag, oktober 03, 2011

Et Danmark, der står sammen


I dag fremlagde den nye Regering sit regeringsgrundlag. På transportområdet står der følgende:
Bedre fremkommelighed og mindre luftforureningDanmark har brug for en ny trafikpolitik, som gør det lettere for danskerne at komme på arbejde og for virksomhederne at transportere deres varer. Et moderne samfund forudsætter høj mobilitet. Mobilitet er frihed for den enkelte, men også en forudsætning for vores velfærdssamfund. En mere effektiv og udbygget trafikal infrastruktur er derfor også en forudsætning for øget vækst.
Regeringen har endvidere som målsætning at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer. Derfor skal en ny transportpolitik sammentænke Danmarks infrastrukturelle og miljømæssige udfordringer.
Danmark står overfor en række udfordringer på transportområdet, hvor det er nødvendigt at tage fat på en ny måde:
  • Danskerne spilder tusindvis af timer hver dag på grund af trængsel på vejene og på grund af forsinkede tog. Det mindsker mobiliteten og er dermed en forhindring for vækst.
  • Der er en lang række vej- og baneprojekter som det ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ville være fornuftigt at gennemføre. Det skal afdækkes, hvornår det er økonomisk fordelagtigt at anvende offentlig-privat partnerskab (OPP) til løsning af disse projekter, og i hvilket omfang det kan skabe råderum til andre investeringer.  
  • Transporten er årsag til en betydelig del af Danmarks samlede CO2-udledningog en væsentlig del af den CO-2-udledning, der stammer fra ikke-kvote sektoren. Hertil kommer partikler, NOx’er, og støj, som har sundhedsmæssige og miljøskadelige virkninger. Det er nødvendigt at nedbringe forureningen fra transportsektoren. Det er herunder nødvendigt at lavere CO2-udslip fra sektoren bidrager markant til at nå klimamålsætningerne.
Regeringen vil føre en ny transportpolitik med klare målsætninger. Det skal være attraktivt for flere danskere at bruge den kollektive transport, det skal være billigere at købe en energirigtig bil og vi skal investere i nye veje og jernbaner, der giver vækst.Et centralt virkemiddel består i at sikre, at der købes biler, der forurener mindre. Der er i særlig grad brug for at begrænse forureningen i byerne, hvor sundhedsskaderne fra
forurening er størst.
Der er også brug for at begrænse stigningen i biltrafikken ved at få flere til at vælge den kollektive trafik, som er blevet voldsomt fordyret og busdriften er mange steder, også i yderområderne, blevet forringet. Der er ligeledes brug for at få mere gods over på bane og skib.
Regeringen vil derfor:
  • Fremsætte forslag til en provenuneutral reform af afgifterne på personbiler, der understøtter ovennævnte. Fritagelsen af elbiler for registreringsafgift forlænges til 2015
  • Fremlægge en strategi for fremme af energieffektive køretøjer som hybrid plug-in, el-biler mm. som omfatter infrastruktur mm. 
  • Fremsætte forslag om en kilometerbaseret afgift på lastbiler, hvis provenu bruges på at gøre den kollektive trafik billigere og på investeringer i den kollektive trafik.
  • Regeringen vil videreføre og udvide brugen af halvoffentlige selskaber til finansiering af større infrastrukturprojekter. Det skal afdækkes, hvornår det er økonomisk fordelagtigt at anvende offentlig-privat partnerskab (OPP) til løsning af offentlige infrastrukturprojekter, og i hvilket omfang det kan skabe råderum til andre investeringer. 
  • I det omfang der frigøres midler i eller til Infrastrukturfonden, vil regeringen arbejde for, at 2/3 af disse bruges til kollektiv trafik, herunder letbaner, og cykling og 1/3 til veje mv. Det svarer til fordeling af midlerne ved den oprindelige grønne transportaftale fra 2009. Regeringen ønsker at elektrificere større dele af jernbanenettet og arbejde for togforbindelser med væsentlig lavere rejsetid både indenlandsk og til og fra udlandet.
  • Regeringen vil fremsætte forslag om en betalingsring i Hovedstadsområdet. Regeringen vil sikre en høringsfase og inddragelse af alle relevante interessenter. Betalingsringen indføres for at nedbringe trængslen i og omkring Hovedstadsområdet. Indtægterne, som forventes at udgøre ca. 2 mia. kr., anvendes til bedre og billigere kollektiv trafik i og omkring Hovedstadsområdet.  Betalingsringen vil reducere biltrafikken, sikre bedre fremkommelighed på vejene og dermed spare borgere og virksomheder for kostbar tid, som i dag spildes i køer. Desuden vil en betalingsring reducere luftforureningen og vejtrafikkens negative virkninger på sundheden. 
Cykling er et billigt, sundt og forureningsfrit transportmiddel. Det er en vigtig prioritering
for regeringen at fremme cyklismen.
  • Regeringen vil sikre, at der fortsat vil være cykelpuljer, som kommunerne kan søge til cykelprojekter, herunder nye cykelbyprojekter. 
  • Regeringen vil undersøge, om der kan gennemføres ændringer af færdselsloven til gavn for cyklismen. Antallet af trafikulykker med dødelig udgang har glædeligvis været faldende set over en årrække, men der er stadig mange, der dør eller kommer til skade i trafikken.
  • For at styrke trafiksikkerheden vil regeringen styrke bekæmpelsen af ”sorte pletter” og øge omfanget af den automatiske fartkontrol.
TRAFIK I ØVRIGT
  • Regeringen vil fortsætte arbejdet med udviklingen af forbindelserne mellem Øst- og Vestdanmark, herunder fortsætte undersøgelserne af en Kattegatforbindelse.
  • Regeringen vil evaluere om der i forlængelse af strukturreformen kan etableres en mere hensigtsmæssig organisering af den kollektive transport i Danmark.
  • Regeringen ønsker at bevare Kastrup Lufthavn som et centralt knudepunkt for lufttrafikken og vil analysere muligheden for at tage initiativer der fremmer dette mål mest muligt.