torsdag, april 22, 2010

79 kroner for en rejse

DSB sætter nu prisen ned på sine billig billetter DSB Orange, således at den laveste pris nu er kr. 79, inkl. pladsbillet. businessmanager i DSB, Nikolaj Gjeding Larsen siger:
Med denne nye Orange-pris til 79 kroner bliver DSB virkelig konkurrencedygtige i forhold til bil og fly. Et kærestepar fra Jylland eller Fyn kan i sommerferien tage på en romantisk tur til København på en behagelig, afslappet og ikke mindst miljøvenlig måde for bare 158 kroner, og det er inklusiv pladsbilletter, men det kræver, at man bestiller mindst en uge i forvejen.
Der er 9000 DSB Orangebilletter hver måned.

Kilde: DSB.

Banedanmark sætter nye ure op - DSB S-tog fjerner sine

Jeg har tidligere skrevet om Banedanmark, der er gået i gang med at opsætte 600 nye urer i forbindelse med en generel udskiftning. Banedanmark er gået i gang på Hellerup Station, hvor Banedanmark, har ansvaret for fjernperronerne, men på de to andre perroner er det DSB S-tog, der er ansvarlig og her er de på vej ned fortæller Salgsdirektør hos DSB S-tog, Nicklas Marshall til DR P4 København:
Folk har selv ure og mobiltelefoner og man kan se tiden på vores monitorer, så det er ure over det hele. Det er simpelthen bare en forandring i forhold til tidligere.
Umiddelbart mener jeg, at stationer og ure hænger sammen. Det er en underlig undskyldning, som DSB S-tog kommer med: Man har i hele jernbanens levetid haft armbåndsurer, men svaret er nok, at DSB ønsker at spare penge.

Kilde: DR P4 København (via Dansk-Politik)

søndag, april 18, 2010

Opgør med selskabsdannelserne?

Transportminister Hans Christian Schmidt laver om på organisationen i Transportministeriet:

Trafikstyrelsen og Færdelsstyrelsen sammenlægges
Hidtil har opgaverne vedr. planlægning af den kollektive trafik, jernbaneområdet og færgerne ligget i i Trafikstyrelsen og opgaver vedr. post og biler ligget i Færdselsstyrelsen, herunder Det Center for Grøn Transport, som jeg tidligere kritiseret for kun at have fokus på lastbiler. De to styrelser samles i en ny styrelse, som har ansvaret for planlægningen af al transport i Danmark. Direktøren for den nye styrelse bliver Henning Christiansen, der kommer fra Færdselsstyrelsen og som har stået for etableringen af det ovenfor nævnte center.

Banedanmark bliver en styrelse
I dag har Banedanmark været en statsvirksomhed med egen bestyrelse, der i øvrigt blev indført af den borgerlige regering i 2004. Nu bliver Banedanmark igen en styrelse, fordi, som Transportministeren udtaler:
Banedanmarks bestyrelse har nu løst sin opgave med at professionalisere Banedanmarks organisation. Jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve bestyrelsesformanden Anne Birgitte Lundholts store personlige indsats, der har været helt central for de flotte resultater, som bestyrelsen har opnået. Bestyrelsens arbejde har haft stor betydning for, at Banedanmark nu står som en stærk aktør på baneområdet og dermed nu kan overtage ansvaret for koordineringen af indsatsen for at forbedre regulariteten på bl.a. Kystbanen.

- De nye opgaver for Banedanmark varetages bedst ved, at der er et direkte ansvarsforhold mellem Banedanmarks direktør og mit departement. Derfor fremsætter jeg lovforslag om ophævelse af den nuværende bestyrelsesmodel.

- Jeg er sikker på, at denne klargøring af ansvarsforholdene i jernbanesektoren vil blive et centralt omdrejningspunkt for en helt ny rettidighedskultur på jernbanen, som alle togpassagerer i Danmark vil få glæde af. Togpassagererne er i dag forsinket ca. 200 sekunder i gennemsnit. Målet i den nye organisering er at sikre en halvering af det tal

Samtidig overføres planlægningsopgaverne vedr. jernbaneområdet fra Trafikstyrelsen til Banedanmark.

Reelt set er der tale om et opgør med en del af Regeringens hidtidige politik på området, der bl.a. bl.a. fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om etableringen af Banedanmark (L 47 fra Folketingsåret 2003-2004):
Regeringen har derfor ændret organisationsstrukturen på jernbaneområdet. I den nye organisationsstruktur vil Banestyrelsen entydigt blive placeret på producentsiden i fremtidens jernbanesektor. Der lægges derfor med lovforslaget op til en ændring af Banestyrelsens organisering, der understøtter tilpasningen som produktionsvirksomhed ved indsættelsen af en professionel bestyrelse med et veldefineret og selvstændigt ansvar. Den nye organisationsstruktur indebærer endvidere, at Banestyrelsens myndighedsopgaver og politisk orienterede planlægningsopgaver fremover udføres af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.
Den gang skulle jernbanens problemer med liberaliseringer og selskabsdannelser, ligesom udbuddene af togtrafikken har været en central del. De her forslåede ændringer har ingen konsekvenser for antallet af operatører eller de forskellige kontrakter, som ligger til grund for togselskaberne.

Argumentationen for ændringerne af Banedanmark handler om rettighed, men kontrakterne med togoperatørerne ligger fortsat hos Trafikstyrelsen, så derfor er der fortsat mange offentlige instanser involveret.

Det reelle problem er dårligt gennemførte udbud, hvor man f.eks. ikke har styr på toglængder, eller der er mange forskellige ejere af togene, der på Kystbanen omfatter DSB, 6 svenske län og et investeringsselskab. Det første krav må derfor være, at regeringen sætter alle nye udbud i bero indtil videre, således at udbuddet af trafikken mellem Roskilde, Køge og Næstved og Fredericia - Odense - Svendborg. Alt andet vil være blændværk.

Kilde: Transportministeriet, Transportministeriet.

mandag, april 12, 2010

Om sporarbejdet på Sønderborgbanen

Den socialdemokratiske folketingsmedlem fra Sønderborg Benny Engelbrecht fortæller her om sporarbejdet på Sønderborgbanen og hvorfor banen er lukket i fire måneder:

fredag, april 09, 2010

Nye urer på stationerne

Banedanmark er gået i gang med at udskifte mere end 600 stationsure med nye. De nye urer er tegnet af designfirmaet Pleks, der bl.a. også står bag Banedanmarks logo.

De nye urer er grå med hvide visere og en gul sekundviser. Uret oplyses af LED-dioder, der er placeret på kanten af urskiven. De første nye urer kommer op på Hellerup i april måned ellers går det slag i slag på 160 af Banedanmarks fjernperroner.

Blå stationsskilte, grå urer, reklamer, mangefarvede informationstavler og 7-Elevenkiosker. De danske stationer er på vej til designcirkus, men sådan er det, når hver aktør vil vise sine egne informationer i sit eget design.

Kilde: Banedanmark.

7-Eleven på stationerne

DSB og Reitan Servicehandel Danmark, der ejer rettighederne til at anvende 7-Eleven i Danmark, har indgået en strategisk samarbejdsaftale om 80 af DSB's Kort&Godt-butikker. Disse butikker skal over det næste år ombygges til at være 7-Elevenbutikker.

Medarbejderne vil fortsat være ansat i DSB, mens administrationen forventes effektiviseret. kommerciel direktør i DSB og bestyrelsesformand i Kort & Godt A/S Mogens Jønck fortæller:
Det er klart en offensiv satsning fra vores side. Reitan investerer omkring 100 millioner kroner i vores butikker, og kunderne vil opleve nyt sortiment på hylderne og moderne indretning samt længere åbningstider visse steder. DSB vil fortsat have medarbejderrelationen. Vi kombinerer således 7-Elevens styrke på produktudvikling, butiksindretning og markedsføring med DSB-personalets kompetencer omkring togkundernes behov og adfærd til gavn for vores kunder. Vi ser aftalen som endnu en løftestang i bestræbelserne på over de kommende år at hente langt flere kunder over i toget til gavn for blandt andet klimaet.
Kilde: DSB.

Zoner

Ekstra Bladet har hevet en af de gamle travere frem: Det zonesystem, som Movia anvender i Hovedstadsområdet, hvor man jo kan komme ud for, at der er flere zoner den ene vej end den anden vej.

Systemet blev indført en gang i 1970erne, så det er da mærkeligt, at man bo i Hovedstadsområdet uden overhovedet at have sat sig ind i de gældende regler.

Når rejsekortet på et tidspunkt er helt implementeret, så vil dette selv regne rejsens pris.

onsdag, marts 24, 2010

Vestbanen fortsætter i halvandet år mere

Den lukningstruede Vestbane, mellem Varde og Nørre Nebel overlever fortsat nogle år. Det besluttede Regionsrådet for Region Syddanmark i forgårs på baggrund af følgende indstilling:
  • At der indgås en tidsbegrænset aftale med Arriva med henblik på en videre drøftelse og beslutning vedr. den kollektive trafikbetjening af Nr. Nebel og Oksbøl, der i dag betjenes af Vestbanen, herunder drøftelse med Varde Kommune. Samtidig tilrettelægges tidsplanen således, at der kan træffes endelig politisk beslutning om Vestbanen i løbet af første halvår 2010.
  • At kontrakten med den nuværende operatør forlænges i en periode på 1½ år.
  • At finansieringen af meromkostningerne ved kontraktforlængelse, udover de ekstra 10 mio. kr., som regionen har afsat fra 2011, sker over tilskudsrammen til Sydtrafik.
  • At udvalget vedr. udarbejdelse af ny regional udviklingsplan anmodes om at udarbejde forslag til proces for det videre arbejde, herunder dialog med Varde Kommune og vurdering af muligheder og konsekvenser af Varde Kommunes indstilling om fortsat togdrifts betydning for erhverv, uddannelse og miljø.
Forhåbentlig når politikerne i Region Syddanmark frem til det eneste fornuftige løsning: At videreudvikle jernbanen.

Følg med og meld dig ind i Facebookgruppen Bevaring af Vestbanen.

Kilde: Jyskevestkysten, Region Syddanmark

søndag, marts 14, 2010

Dobbeltspor til Nordvestbanen

I starten af marts måned vedtog Folketinget L86:
Lov om anlæg af en udbygning af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød

§ 1. Transportministeren bemyndiges til at anlægge en udbygning af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød med et ekstra spor.

Stk. 2. Kort over jernbanestrækningen Lejre-Vipperød og placeringen af det nye spor fremgår af bilag 1.

§ 2. Beskyttelsesmæssige hensyn efter naturbeskyttelsesloven og bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven, for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelsen af det i § 1 omhandlede anlæg, varetages alene af transportministeren efter denne lov. Kort over naturlokaliteter og kort over kulturhistoriske forhold, for så vidt angår det i § 1 omhandlede anlæg, fremgår af bilag 2 og 3.

§ 3. Transportministeren bemyndiges til ved ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., der er nødvendige for gennemførelsen af det i § 1 omhandlede anlæg.

Stk. 2. Ekspropriation sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 3. Transportministeren kan, når der foreligger særlige personlige grunde og efter anmodning fra ejeren, ekspropriere en ejendom, der berøres særlig indgribende af projektet, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.

Stk. 4. Erstatningen fastsættes af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Banedanmark går i gang med at bygge de 20 kilometer spor i 2012 og det forventes at åbne i 2015. Samtidig vil det være muligt at sætte farten op til 160 km/t og dermed kan man spare 6 minutter på turen fra København til Holbæk.

Kilde: Folketinget, Banedanmark

1000 Hector Rail-tog gennem Danmark


Siden Hector Rail i starten af 2008 kørte sit første godstog over Øresundsbroen er 1000 andre fulgt efter og betyder, at motorvejene er sluppet for mere end 35.000 lastbiler.

Kilde: Hector Rail.

Med tog fra Kina til Europa

For halvandet år siden trillede det første godstog fra Kina ind på godsbanegården i Hamborg. Turen tog 17 dage for de mere end 10.000 kilometer og nu begynder planerne om et tilsvarende passagertogprojekt at tage form:

Med højhastighedstog vil det være teknisk muligt at gøre turen på kun to døgn, men kineserne er gået i gang med forhandlinger med de omkringliggende land om at etablere hele tre netværk: Et i Sydøstasien, et mod centralasien og et til Rusland og videre til Vesteuropa.

Projektet kan være klar i 2025.

Et spændende projekt, der fortjener opbakning. Godstoget viser at det kan lade sig gøre allerede i dag, så det handler bare om at komme i gang.

Kilde: Politiken.

DSB Lounge i Århus

Sidste år åbnede DSB en Lounge på Odense Banegård for rejsende på DSB 1' og nu er turen kommet til Århus H. Loungen er målrettet erhvervskunder og hænger sammen med det nye lyntog, der kører mellem København H og Århus H på 2 timer og 40 minutter fortæller regionschef Jørgen D. Rasmussen:
Den nye DSB 1' Lounge ligger godt i tråd med vores Non Stop Ekspres, der kører direkte mellem Århus og København på 2 timer og 45 minutter med adgang til internet og god forplejning på turen. Loungen giver mulighed for at være effektiv før, under og efter rejse.
Den nye lounge er indrettet ved siden af billetsalget.

Jeg har selv anvendt loungen i Odense og det fungerer fortrinligt.


Kilde: DSB. Foto: DSB

Med DSB i Tyskland

DSB har købt sig ind i den tyske togtrafik ved købe 50 pct. af aktierne i togselskabet VIAS, der har hovedsæde i Frankfurt. VIAS driver Odenwaldbanen ved Franfurt og skal fra december også drive Rheingrau, der løber fra Franfurt til Koblenz. Dermed skal DSB køre mere end fire millioner togkilometer i Tyskland. Adm. direktør i DSB Søren Eriksen siger:
Med DSB’s entré i Tyskland bygger DSB nu videre på den succes, vi allerede har opnået i Sverige, som vi betragter som vores andet hjemmemarked. Selvom det tyske marked er meget komplekst og anderledes end det svenske, kan man godt sammenligne vores strategi i Tyskland med den, vi med succes har benyttet i Sverige. Vi starter med at sætte vores lokale fodaftryk og komme til at kende markedet, og med det nye medejerskab får vi et hurtigere fodfæste og skaber herved den bedst mulige platform for fremtidig vækst.
Sammen med den tyske partner (RATH) vil DSB anvende erfaringerne fra det samarbejde til at vinde yderligere kontrakter i Tyskland.

Sammen med de kontrakter, som DSB har vundet i Sverige gennem 2009 (Västtrafiken og Krösatåg) er DSB meget langt med sin internationale strategi. Fra 2011 vil DSB faktisk køre flere strækningskilometer i Sverige end i Danmark.

Kilde: DSB.

tirsdag, februar 23, 2010

Ny Transportminister

I forbindelse med regeringsrokaden fik transportområdet igen ny minister: I stedet for Lars Barfoed er Hans Christian Schmidt blevet udnævnt til Transportminister.

Hans Christian Schmidt har tidligere været miljøminister og gjorde den gang primært kendt for at tilgode se sin gamle arbejdsplads og modtog i denne forbindelse en næste fra Statsrevisorerne på baggrund af en redegørelse fra Rigsrevisionen. Og allerede nu er borgmesteren i Tønder, Venstremanden Laurids Rudebeck (V), der er borgmester i Tønder og dermed næsten nabo til Hans Christian Schmidt, der kommer fra Vojens klar med ønskeseddelen og udtaler til JyskeVestkysten:
Jeg er utroligt glad hver gang en Venstremand bliver udnævnt til minister, men jeg er særligt glad for, at det er Hans Christian Schmidt, der nu skal være transportminister. Han kender vores behov, og han ved hvad et motorvejsspor til Tyskland vil betyde for vores region og i særdeleshed for erhvervslivet.

Det er efter min mening hverken tegn på fornyelse eller handlekraft at pege Hans Christian Schmidt som Transportminister. Der er fortsat utrolig mange opgaver på transportområdet der skal løses.

Kilde: JyskeVestkysten. DR

lørdag, februar 20, 2010

Møllevinger på toget

I december afgik der fra Aalborg til Nyborget prøvetog fra CFL Cargo med møllevinger. Hver vinge er mellem 45 og 49 meter lange og vejer 10 tons. Her i februar forventes det, at tog med 15 af disse møllevinger vil begynde at køre.

Kilde og foto: CFL Cargo.

Et ældre MX.

Mens vintervejret fortsætter og sneflokkene kommer vrimlende, så skal sporene holdes fri for sner og tog skal undsættes og det sker med diesellokomotiver, hvor journalisterne altid får flettet "ældre" eller "gammel" ind.

Det er jo heller ikke sært, da vi i Danmark ikke ejer mange lokomotiver længere, men har valgt at anvende lette togsæt, der er meget sværere ved at holde sporene fri for sne. De eneste lokomotiver, der kan anvendes er faktisk de næsten 50 år gamle MY- og MX-lokomotiver, som ejes af en lang række private operatører.

Hvis DSB og lokalbanerne fortsætter med at afhænge materiel, så bliver det snart svært at få trukket togsættene fri og i øvrigt holde banerne fri for sne.

5 år på bloggen

Her i februar er det fem år siden jeg skrev det første indlæg på denne blog og siden er det blevet til mere end 600 indlæg og det mest læste indlæg handler om direkte forbindelse mellem København og Berlin.

I gennemsnit er det blevet til et par indlæg om ugen og det vil jeg forsøge at fortsætte med.

Fortsat god læselyst og husk at tage toget.

Med venlig hilsen

Jokum

En Århushistorie

På Århus Havn er snart klar til at bygge et stort nyt hovedbibliotek, kaldet Multimediehuset. Multimediehuset bygges tværs over Grenåbanen og det er der som sådan heller ikke problemer med..

Men hov, der er jo tale om en jernbane og for enden af Grenåbanen ligger Grenå Havn, hvor firmaet Danish Biofuel er gået i gang med at bygge en ny stor bioethanolfabrik og denne fabrik vil gerne være muljørigtig og dermed bruge jernbanen til transport af bioethanol for de afstande, hvor det ikke kan betale sig at anvende hhv. lastbil eller skib, men beioethanol er - i lighed med benzin og andet - omfattet af reglerne for farligt gods og kan åbenbart være et problem. Rådmand i Århus Marc Perera Christensen (V) siger til JP Århus:

Min principielle holdning er, at der ikke skal køre store, ildelugtende tankgodsvogne med bioethanol ind gennem vores hovedbibliotek, boligområder og det bynære havneareal. [..] Det er i hvert fald det oplagte terrormål.

Det er utroligt hvordan banegods kan mistænkeliggøres i dette land, hver dag kører der flere tusinde tanklastvogne rundt og en hel del kører for forbi rådmandens eget kontor, men det bliver ikke problematiseret. Fordi der f.eks. en gang om dagen kommer et godstog forbi med tankvogn, så er der altså ikke et problem. I stedet skulle rådmanden måske være glad for, at der er virksomhederm, der ønsker at reducere deres Co2-forbrug ved at tage toget i stedet for lastbilen.

At rådmanden formår at hive terrortrusler ind gør det hele til en ren århushistorie.

Kilde: JP Århus.

tirsdag, februar 02, 2010

Næste stoppested 1960


Når Sporvejsmuseet slår dørene op for sin 2010-sæson d. 24. april, så bliver det med en særudstilling om 1960, som bl.a. var det år, hvor København fik de første af den sidste generation sporvogne, Düsseldorferne og de første kvindelige konduktører - kaldet spordesser.
Det er endnu en god grund til at besøge museet ved Skjoldnæsholm. Museet drives i øvrigt af frivillige kræfter med et begrænset offentligt tilskud.

LinIe 18

På bogblogger.dk har jeg skrevet en kort omtale af Sporvejshistorisk Selskabs udgivelse om linie 18. Læs den her.