søndag, marts 14, 2010

1000 Hector Rail-tog gennem Danmark


Siden Hector Rail i starten af 2008 kørte sit første godstog over Øresundsbroen er 1000 andre fulgt efter og betyder, at motorvejene er sluppet for mere end 35.000 lastbiler.

Kilde: Hector Rail.

Med tog fra Kina til Europa

For halvandet år siden trillede det første godstog fra Kina ind på godsbanegården i Hamborg. Turen tog 17 dage for de mere end 10.000 kilometer og nu begynder planerne om et tilsvarende passagertogprojekt at tage form:

Med højhastighedstog vil det være teknisk muligt at gøre turen på kun to døgn, men kineserne er gået i gang med forhandlinger med de omkringliggende land om at etablere hele tre netværk: Et i Sydøstasien, et mod centralasien og et til Rusland og videre til Vesteuropa.

Projektet kan være klar i 2025.

Et spændende projekt, der fortjener opbakning. Godstoget viser at det kan lade sig gøre allerede i dag, så det handler bare om at komme i gang.

Kilde: Politiken.

DSB Lounge i Århus

Sidste år åbnede DSB en Lounge på Odense Banegård for rejsende på DSB 1' og nu er turen kommet til Århus H. Loungen er målrettet erhvervskunder og hænger sammen med det nye lyntog, der kører mellem København H og Århus H på 2 timer og 40 minutter fortæller regionschef Jørgen D. Rasmussen:
Den nye DSB 1' Lounge ligger godt i tråd med vores Non Stop Ekspres, der kører direkte mellem Århus og København på 2 timer og 45 minutter med adgang til internet og god forplejning på turen. Loungen giver mulighed for at være effektiv før, under og efter rejse.
Den nye lounge er indrettet ved siden af billetsalget.

Jeg har selv anvendt loungen i Odense og det fungerer fortrinligt.


Kilde: DSB. Foto: DSB

Med DSB i Tyskland

DSB har købt sig ind i den tyske togtrafik ved købe 50 pct. af aktierne i togselskabet VIAS, der har hovedsæde i Frankfurt. VIAS driver Odenwaldbanen ved Franfurt og skal fra december også drive Rheingrau, der løber fra Franfurt til Koblenz. Dermed skal DSB køre mere end fire millioner togkilometer i Tyskland. Adm. direktør i DSB Søren Eriksen siger:
Med DSB’s entré i Tyskland bygger DSB nu videre på den succes, vi allerede har opnået i Sverige, som vi betragter som vores andet hjemmemarked. Selvom det tyske marked er meget komplekst og anderledes end det svenske, kan man godt sammenligne vores strategi i Tyskland med den, vi med succes har benyttet i Sverige. Vi starter med at sætte vores lokale fodaftryk og komme til at kende markedet, og med det nye medejerskab får vi et hurtigere fodfæste og skaber herved den bedst mulige platform for fremtidig vækst.
Sammen med den tyske partner (RATH) vil DSB anvende erfaringerne fra det samarbejde til at vinde yderligere kontrakter i Tyskland.

Sammen med de kontrakter, som DSB har vundet i Sverige gennem 2009 (Västtrafiken og Krösatåg) er DSB meget langt med sin internationale strategi. Fra 2011 vil DSB faktisk køre flere strækningskilometer i Sverige end i Danmark.

Kilde: DSB.

tirsdag, februar 23, 2010

Ny Transportminister

I forbindelse med regeringsrokaden fik transportområdet igen ny minister: I stedet for Lars Barfoed er Hans Christian Schmidt blevet udnævnt til Transportminister.

Hans Christian Schmidt har tidligere været miljøminister og gjorde den gang primært kendt for at tilgode se sin gamle arbejdsplads og modtog i denne forbindelse en næste fra Statsrevisorerne på baggrund af en redegørelse fra Rigsrevisionen. Og allerede nu er borgmesteren i Tønder, Venstremanden Laurids Rudebeck (V), der er borgmester i Tønder og dermed næsten nabo til Hans Christian Schmidt, der kommer fra Vojens klar med ønskeseddelen og udtaler til JyskeVestkysten:
Jeg er utroligt glad hver gang en Venstremand bliver udnævnt til minister, men jeg er særligt glad for, at det er Hans Christian Schmidt, der nu skal være transportminister. Han kender vores behov, og han ved hvad et motorvejsspor til Tyskland vil betyde for vores region og i særdeleshed for erhvervslivet.

Det er efter min mening hverken tegn på fornyelse eller handlekraft at pege Hans Christian Schmidt som Transportminister. Der er fortsat utrolig mange opgaver på transportområdet der skal løses.

Kilde: JyskeVestkysten. DR

lørdag, februar 20, 2010

Møllevinger på toget

I december afgik der fra Aalborg til Nyborget prøvetog fra CFL Cargo med møllevinger. Hver vinge er mellem 45 og 49 meter lange og vejer 10 tons. Her i februar forventes det, at tog med 15 af disse møllevinger vil begynde at køre.

Kilde og foto: CFL Cargo.

Et ældre MX.

Mens vintervejret fortsætter og sneflokkene kommer vrimlende, så skal sporene holdes fri for sner og tog skal undsættes og det sker med diesellokomotiver, hvor journalisterne altid får flettet "ældre" eller "gammel" ind.

Det er jo heller ikke sært, da vi i Danmark ikke ejer mange lokomotiver længere, men har valgt at anvende lette togsæt, der er meget sværere ved at holde sporene fri for sne. De eneste lokomotiver, der kan anvendes er faktisk de næsten 50 år gamle MY- og MX-lokomotiver, som ejes af en lang række private operatører.

Hvis DSB og lokalbanerne fortsætter med at afhænge materiel, så bliver det snart svært at få trukket togsættene fri og i øvrigt holde banerne fri for sne.

5 år på bloggen

Her i februar er det fem år siden jeg skrev det første indlæg på denne blog og siden er det blevet til mere end 600 indlæg og det mest læste indlæg handler om direkte forbindelse mellem København og Berlin.

I gennemsnit er det blevet til et par indlæg om ugen og det vil jeg forsøge at fortsætte med.

Fortsat god læselyst og husk at tage toget.

Med venlig hilsen

Jokum

En Århushistorie

På Århus Havn er snart klar til at bygge et stort nyt hovedbibliotek, kaldet Multimediehuset. Multimediehuset bygges tværs over Grenåbanen og det er der som sådan heller ikke problemer med..

Men hov, der er jo tale om en jernbane og for enden af Grenåbanen ligger Grenå Havn, hvor firmaet Danish Biofuel er gået i gang med at bygge en ny stor bioethanolfabrik og denne fabrik vil gerne være muljørigtig og dermed bruge jernbanen til transport af bioethanol for de afstande, hvor det ikke kan betale sig at anvende hhv. lastbil eller skib, men beioethanol er - i lighed med benzin og andet - omfattet af reglerne for farligt gods og kan åbenbart være et problem. Rådmand i Århus Marc Perera Christensen (V) siger til JP Århus:

Min principielle holdning er, at der ikke skal køre store, ildelugtende tankgodsvogne med bioethanol ind gennem vores hovedbibliotek, boligområder og det bynære havneareal. [..] Det er i hvert fald det oplagte terrormål.

Det er utroligt hvordan banegods kan mistænkeliggøres i dette land, hver dag kører der flere tusinde tanklastvogne rundt og en hel del kører for forbi rådmandens eget kontor, men det bliver ikke problematiseret. Fordi der f.eks. en gang om dagen kommer et godstog forbi med tankvogn, så er der altså ikke et problem. I stedet skulle rådmanden måske være glad for, at der er virksomhederm, der ønsker at reducere deres Co2-forbrug ved at tage toget i stedet for lastbilen.

At rådmanden formår at hive terrortrusler ind gør det hele til en ren århushistorie.

Kilde: JP Århus.

tirsdag, februar 02, 2010

Næste stoppested 1960


Når Sporvejsmuseet slår dørene op for sin 2010-sæson d. 24. april, så bliver det med en særudstilling om 1960, som bl.a. var det år, hvor København fik de første af den sidste generation sporvogne, Düsseldorferne og de første kvindelige konduktører - kaldet spordesser.
Det er endnu en god grund til at besøge museet ved Skjoldnæsholm. Museet drives i øvrigt af frivillige kræfter med et begrænset offentligt tilskud.

LinIe 18

På bogblogger.dk har jeg skrevet en kort omtale af Sporvejshistorisk Selskabs udgivelse om linie 18. Læs den her.

mandag, januar 04, 2010

SJ kvidrer

Det store og statsejede svenske togselskab SJ er begyndt på at kvidre via internetservicen Twitter. Dermed kan SJ svare direkte på spørgsmål fra brugerne af Twitter. omkring 1.200 følger SJ's kvidren og den kan man følger her.

Det kan være et godt initiativ, men umiddelbart ser det meget ud som der udelukkende henvises til at brugerne kan kontakte kundeservice og er det så ikke lige meget?

Kilde: SJ

Fra Oslo til Bergen

På 100 års dagen for åbningen af jernbanen mellem Oslo og Bergen viste den norske fjernsynsstation NRK 2 en rejsefilm på 7 timer og 16 miniutter. Filme viste strækningen, som den tager sig ud fra lokomotivførerens plads forrest i toget. Hele 1,2 millioner nordmænd så med på et tidspunkt af filmen og i gennemsnit så 175.000 hele filmen.

Ovenfor findes et sammendrag på 7 minutter, men hele filmen kan findes på NRK's hjemmeside her.

På svensk fjernsyn har der længe kørt et populært underholdningsprogram På Spåret, hvor deltagerne på baggrund af lignende optagelser skal gætte hvilken by, der toget er på vej ind til. Se det er public service!

Kilde: NRK.

lørdag, januar 02, 2010

På sporet af 2009

På Bogblogger.dk har har jeg skrevet en anmeldelse af årbogen for alle jernbaneinteresserede: På sporet af 2009.

tirsdag, december 29, 2009

Vestbanens fremtid

Jeg har tidligere skrevet om den truende lukning af Vestbanen, der kører mellem Varde og Nørre Nebel, men efter at Varde Byråd har ønsket at bevare banen er der kommet usikkerhed i Region Syddanmark. Det er Socialdemokraterne der netop pga. byådets indstilling har ønsket at udsætte beslutningen. Det fortæller DR Syd.

Kommunens anfører til et brev til Region Syddanmark:
    • at Vestbanen i over hundrede år har betjent et geografisk stort landområde på knap 500 kvadratkilometer svarende til ca. 40 % af arealet i den nye Varde kommune.
    • at Vestbanen i hele den periode og i dag er med til at understøtte og udvikle den lokale bosætning og erhvervsfremme i sit opland.
    • at Vestbanens fortsatte drift uden besvær kan holdes indenfor den økonomiske ramme, som Region Syddanmark på grund af Vestbanens eksistens er tildelt via bloktilskud fra staten.
    • at Vestbanen udgør en transportform, som både Infrastrukturkommissionen og andre statslige organer finder egnet og opprioriteringsværdig af hensyn til mobiliteten og infrastrukturen i denne del af Danmark.
    • at Vestbanen medvirker til at skabe mobilitet for sit opland ved at sikre en jernbanebaseret opkobling på det overordnede jernbanenet.
    • at Vestbanen i en tid med stigende brændstofpriser og et stort forpligtende fokus på miljøet udgør et oplagt alternativ og supplement til den transportform, som baserer sig på privatbiler og busser.
    • at Vestbanen ved fortsat drift vil imødegå en betydelig slitage på de kommunale veje fra en ny alternativ busdrift.
    • at Vestbanens fortsatte drift vil hindre, at trafiksikkerheden på de kommunale veje bliver forværret ved den alternative overgang til busdrift.
    • at Vestbanen rummer mange spændende udviklingspotentialer ved påbegyndelse af en samdrift med de statslige jernbanestrækninger i området, hvorved der kan opnås langt bedre adgang til uddannelsesinstitutionerne i Esbjergområdet samt forbedrede og moderne transportmuligheder for de mange øvrige pendlere i denne del af Region Syddanmark.
Vestbanen drives frem til 31. december 2010 af Arriva.

Jeg er - ikke overraskende - enig med Varde Byråd i deres argumenter.

Kilde: DR Syd.

Bring tager toget

Den norske transportvirksomhed Bring (der ejes af det norske postvæsen, Posten) begyndte i november måned at få sine transporter fra Oslo til Rotterdam transporteret med tog i stedet for bil. Det er selskabet TX Logistik, der står for transporten, men det er Hector Rail der leverer lokomotivkapaciteten fra Oslo til Padborg.

Hele turen gennem de fem lande tager mindre end 30 timer og i første omgang afgår der et tog om ugen i hver retning og hvert tog vil erstatte 32 lastvognstog

Kilde: Hector Rail.

Med Veolia fra København til Stockholm


Efter SJ's succes med at køre direkte tog mellem Stockholm og København kommer der nu yderligere konkurrence. Det er togselskabet Veolia, der vil lade sine eksisterende tog mellem Stockholm og Malmö Syd fortsætte til København H.
Veolia ville have indsat togene allerede fra januar, men først skal vognene ombygges, således at de lever op til de danske regler. Lokomotiverne vil fortsat blive fremført af Hector Rail, der i forvejen har godkendte lokomotiver, der kan køre i Danmark og med danske strøm og sikkerhedssystemet.
Det bliver interessant at følge konkurrencen, men i første omgang, så bliver det nok primært de svenske passagerer til lufthavnen, der får glæde af den.
Kilde: Epn.dk. Foto: Marco Andersson/Veolia.

tirsdag, december 01, 2009

Unfair konkurrence?

DSBFirst, der driver togtrafikken på Kystbanen og over Øresundsbroen, bliver nu anklaget for unfair konkurrence. Anklagen er baseret på at DSB i forbindelse med udarbejdelsen af deres bud kun opererer med en overskudsgrad på 3 pct., hvorimod Arriva beregner det dobbelte siger Arrivas direktør Johnny Hansen:
Altså vi har jo regnet med det dobbelte. Vi kunne ikke byde med tre procent. Det er risikoen i det her tilbud alt for stor til.

Ikke overraskende bakker Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen op om anklagerne, han siger til DR Nyheder:
For at sikre ens vilkår for dem, der byder på en opgave med togdrift, skal vi fremover kalkulere med en overskudsgrad på mindst 5 procent i de bud, som DSB giver, fordi det er en statsejet virksomhed med skatteydernes penge i ryggen

Myndighederne har tidligere afvist en klage fra SJ over udbudet og Arriva har også droppet sin klage. Der er derfor ikke noget at komme efter i denne histore. Venstres kommentar virker i dette også malplaceret: Hvis DSB får stillet krav om at overskudsgraden skal være mindst 5 pct, så bliver det da let for f.eks. Arriva at sætte sin overskud til f.eks. 4,9 pct og hvad har staten så sparet her?

Kilde: DR Nyheder.

S-tog på Kystbanen

Der har siden DSB First overtog trafikken på Kystbanen været problemer med rettigheden og i dag holdt Transportminister Lars Barfoed møde med Trafikstyrelsen, Banedanmark, DSB First og DSB for at forsøge på at få styr på problemerne. Lars Barfoed siger:
De forskellige aktører på Kystbanen vil i en task force ledet af Trafikstyrelsen nu udarbejde helt klare disponeringsplaner, som giver Banedanmark mulighed for at gribe ind og sikre at opståede forsinkelser hurtigst muligt neutraliseres samt at der kan gives præcis information til kunderne. Det er systemer og arbejdsgange, der har virket med succes på S-togssystemet, og de erfaringer gør vi nu brug af på Kystbanen... Det blev i dag derudover besluttet at indhente ekstern ekspertbistand, som sammen med aktørerne på strækningen skal analysere og anvise mulige løsninger til en forbedret regularitet. Dette arbejde vil først og fremmest have fokus på udformningen af køreplanen og andre tiltag, der kan øge køreplanens robusthed eksempelvis afgangsprocedure, samt fælles regularitetsmålsætninger for aktørerne. Jeg forventer, at der i begyndelsen af det nye år foreligger et resultat af dette arbejde.

Transportminister udtaler herefter:
Det vil endvidere blive overvejet, om Kystbanen og Øresundstrafikken på længere sigt skal organiseres anderledes efter den nuværende kontraktperiodes udløb i 2018. Blandt andet vil det indgå i mine overvejelser, om Kystbanen skal inddrages i S-togssystemet for at skabe en mere robust drift.

Pendlerne har fortjent at togene på Kystbanen kører til tiden. Det store problem er, at man har koblet en dansk og en svensk regionalbetjening sammen, så man uden problemer kan komme fra Helsingør til Karlskrona, uden at skifte tog undervejs. Hvis man for alvor vil komme problemerne til livs, så skal ændre på togsystemerne, så der er et Helsingør - København H - Kastrup og et Østerport - København H - Malmø og videre ud i Sverige.

Det virker alt andet lige meget mærkværdigt, at koble Kystbanen og S-togene sammen. Det vil kræve massive omlægninger af kørestrøm mv, at få det til at hænge sammen. Men ministeren skal da have point for kreativiteten.

Kilde: Transportministeriet.

Skal Vestbanen lukkes?

Jeg skrev sidste år om Region Syddanmarks planer for Vestbanen, der kører mellem Varde og Nørre Nebel, men nu viser det sig, at der reelt er to alternativer for banen:
  1. En lukning og indførelse af busdrift
  2. En hjemtagning, således at Vestbanen a/s selv driver banen

Det er vurderingen at en lukning vil medføre omkostninger til busdrift på mellem 8 og 12 millioner, afhængigt af hvordan busdriften implementeres. Derimod vil en fortsat togdrift med en renovering af spor og signaler koste omkring 18 millioner kroner. I dag modtager Region Syddanmark omkring 33 millioner kroner i bloktilskud, baseret på længden af lokalbanestrækninger i regionen. Frem til 31.12.2010 driver Arriva banen.

Måske kan det i et isoleret økonomisk perspektiv være billgere at lade busser overtage driften, men i et miljømæssigt perspektiv, så vil busdriften medføre et øget udslip af CO2, da det vil kræve væsentligt flere busser at transportere det samme antal passagerer, som der kan være i et tog. Det er for mig uforståligt, hvordan man kan lade være med at tænke klimaet ind på transportområdet. Det er stærkt problematisk for den danske regering, at man vil tillade et øget CO2-udslip i Vestjylland, samtidig med at man er i gang med klimatopmødet i København. Hvor er Regeringens reelle vilje til forandringer til gavn for klimaet?

På Facebook er der oprettet en Gruppe, der viser befolkningens modstand mod planerne.

Kilde: Jyllands-Posten.