tirsdag, oktober 04, 2005

Transportministerens lovforslag

I dag åbnede Folketinget og dermed kommer lovmøllen igen i omdrejninger. I det kommende år forventer Transport- og Energiminister Flemming Hansen at fremlægge følgende lovforslag, der handler jernbaner og anden infrastruktur:

Ændring af lov om jernbane, lov om amtskommunernes overtagelse af de statslige ejerandele i privatbanerne og lov om trafikselskaber (EU’s 2. jernbanepakke, indberetning af sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder, forsikring m.v.) (Okt I). Forslaget implementerer visse regler i EU’s 2. jernbanepakke om bl.a. sikkerhed og undersøgelser på jernbaneområdet . Endvidere foretages andre tilpasninger på jernbanesikkerhedsområdet. Transport- og energiministeren bemyndiges også til at regulere trafikbetjeningen på privatbanerne.

Lov om nedlæggelse af visse gods- og havnebaner (Okt I). Lovforslaget vil indeholde en bemyndigelse til transport- og energiministeren til at nedlægge visse gods- og havnebaner, som forvaltes af Banedanmark.

Lov om anlæg af 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4 (Okt II) Forslaget vil indeholde en bemyndigelse til transport og energiministeren til at anlægge motorvej mellem Motorring 3 i Rødovre og Ring 3 i Glostrup (Ejby) og til at udbygge den eksisterende Frederikssundsmotorvej mellem Ring 3 og Motorring 4 fra fire til seks spor. Lovforslaget vil med enkelte ændringer være en genfremsættelse af L 11 fra 1. samling 2004/2005.

Ændring af lov om Ørestaden m.v. (Opløsning af Østamagerbaneselskabet I/S ) (Nov II). Lovforslaget indebærer, at der skabes hjemmel til at opløse Østamagerselskabet I/S samt hjemmel til, at det nuværende Ørestadsselskab I/S overtager Københavns Amts ejerandel i Østamagerbaneselskabet således, at Ørestadsselskabet I/S fremover påtager sig hele ansvaret for Østamagerbanen (metroens 3. etape).

Ændring af lov om anlæg af rute 18, strækningen Herning N – Brande, og rute 15, strækningen Herning Ø – Snejbjerg (Nov II) Lovforslaget ændrer bemyndigelsen til transport- og energiministeren vedrørende strækningen Herning Ø – Vardevej således, at strækningen kan anlægges som motorvej i stedet for som motortrafikvej.

Lov om udbygning af Holbækmotorvejen mellem Fløng og Roskilde Vest (Jan II) Lovforslaget vil indeholde en bemyndigelse til transport- og energiministeren til at udbygge Holbækmotorvejen mellem Fløng og Roskilde Vest.

Lov om anlæg af motorvej mellem Ølholm og Vejle og udbygning af motortrafikvejen mellem Ris og Ølholm til motorvej (Jan II) Lovforslaget vil indeholde en bemyndigelse til transport- og energiministeren til at anlægge motorvej mellem Ølholm og Vejle og til at udbygge motortrafikvejen mellem Ris og Ølholm til motorvej .

Lov om etablering af overhalingsspor i Tommerup (Feb I) Forslaget vil indeholde en bemyndigelse til transport- og energiministeren til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger med henblik på at anlægge et 1000 meter langt overhalingsspor i Tommerup på jernbanestrækningen Odense - Middelfart.

Lov om omorganisering af Ørestadsselskabet I/S og Københavns Havn A/S (Feb I) Lovforslaget vil indebære, at der oprettes et selskab ejet af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg kommune, som skal stå for udbygning og drift af metroen, herunder færdiggørelse af etape 3, etablering af en metrocityring samt varetagelse af opgaver forbundet med arealudvikling og havnedrift.

Lov om projektering og anlæg af en metrocityring (Feb I). Lovforslaget vil indebære, at der kan igangsættes projektering og anlæg af en metrocityring i de indre dele af hovedstaden, der dækker København og Frederiksberg. Forslaget indgår i regeringsgrundlaget ”Nye mål” fra februar 2005.

Når forslagene bliver fremlagt vil jeg løbende kommentere dem her på bloggen.

Kilde: Statsministerens redegørelse i Folketinget tirsdag d. 4. oktober 2005.

Ingen kommentarer: