Når man i dag, som det naturligste i verden, tager S-toget til og fra arbejde eller fornøjelse, så tænker man ikke over, hvor revolutionerende det var, da de første S-tog trillede ud af remisen for mere end 75 år siden.
For DSB var bybaner heller ikke det mest interessante. I forbindelse med anlæggelsen af Boulevardbanen (mellem København H og Østerport) udtalte daværende generaldirektør Charles Ambt:
Det er ikke forudsat, at (boulevardbanen) skal være nogen bane til betjening af bytrafik, om end den i ringe grad vil kunne tjene dertil, men efter sin beliggenhed er den heller ikke ikke videre egnet dertil, lige som byen jo overhovedet er for lille til for tiden at behøve bybaner.
Det er først efter Socialdemokratiet kommer til magten i 1929, at der kommer gang i planerne og i 1930 vedtager et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Radikale og Konservative loven om elektrificering af den københavnske nærtrafik og allerede i 1934 åbner strækningerne Frederiksberg - Vanløse - Klampenborg og Hellerup - København H - Valby på i alt 27 kilometer. Siden er S-banen vokset til 171 kilometer og det er denne historie som bogen S-banen 1934 - 2009 folder ud:
Strækning for strækning og station for station fortæller bogen om etableringen af nye baner og ombygninger af tidligere baner til S-togsdrift og om de baner, der aldrig er blevet til noget: Tunnelbane-projektet i 1970erne, Lundtoftebanen og planerne om S-tog til Roskilde. Herudover er der fortællingerne som selve S'et, billet- og zonesystemer, strømforsyning og de forskellige generationer af materiel.
Togdriften omkring København var før S-toget baseret på dampkraft, hvor der tager længere tid at komme op i fart og dermed var der ikke mulighed for få stationer og færre afgange. Det elektriske S-tog giver mulighed for hurtig acceleration og dermed mange afgange og mange stationer. Det bliver dermed muligt at bevæge sig hurtigere rundt i byen og bosætte sig længere væk fra sin arbejdsplads: Pendleren er født. Med fingerplanen fra 1947 planlægges den københavnske udvikling med udgangspunkt i S-baner mod Hillerød, Farum, Frederikssund, Taastrup og Køge. Københavnerne skal kunne bog i forstaden og bruge S-toget for at komme på arbejde i byen. S-banen er dermed også grundlaget for den omfattende byfornyelse, der sker i Københavns brokvarterer i efterkrigstiden.
De nye stationer, der bygges i forbindelse med anlægget af S-banen (Nørrebro, Nørreport og Vesterport) viser samtidig med sine moderne udtryk og brug af neonbelysning, at her er der kommet noget nyt og noget moderne. Det er derfor helt naturligt at Dagbladet Politiken udgiver et stort tillæg om Statsbanernes moderne trafik, hvor s-banen har en fremtrædende placering. Siden har nye stationer fulgt tidens arkitektur: Fra Farumbanens bygningsprojekt bestående af præfabrikerede elementer, der kan sættes sammen på forskellig vis og skabe både store stationer, som Farum, eller helt små standsningssteder, som Hareskov til elegante konstruktioner i glas og stål som Flintholm.
De første S-togsbaner til Klampenborg og gav dermed borgerne på Nørrebro og Vesterbro en let måde at komme fra beskidte baggårde til solen, stranden og vandet ved Bellevue Strandbad, hvor Arne Jacobsens badeanlæg var indviet i 1932. S-toget var med til den demokratisering, som Stauning iværksatte gennem 1930erne. S'et i S-toget kan stå for station, sol, strand, skiløb - men lige så meget for Socialdemokratiet.
Der er altså både tale om en jernbanehistorisk fortælling, men samtidig er det en kulturhistorisk fortælling om et København og et Danmark der bliver moderne. Der er altså stof både til nørden, der vil vide noget om køreledningsanlæg og til den arkitektur-interessede, der vil mere om designet af stationerne.
S-banen 1934 - 2009. Morten Flindt Larsen og John Poulsen med bidrag af Niels Erik Jensen, Thomas Kappel og Allan Testrup. 360 sider. Banebøger 2009. Også bragt på bogblogger.dk.
Opslag
