mandag, januar 28, 2008

S-bane ved Ring 3

Gennem en del år har politikerne på vestegnen i det daværende Københavns Amt og nuværende Region Hovedstaden talt for en letbane mellem Glostrup og Lyngby. Men nu er DSB og Banedanmark ude med et forslag om, at man i stedet skal anlægge en regulær S-bane i stedet for. DSB's adm. direktør Søren Eriksen siger til Berlingske Tidende:

Det vil være nærliggende at overveje en S-togsløsning i Ring 3-korridoren. De umiddelbare fordele er, at vi vil komme op på en væsentlig højere hastighed end med en traditionel letbaneløsning. Desuden vil der være direkte forbindelse til det øvrige S-togssystem.
Tilsvarende siger Jesper Hansen, direktør i Banedanmark:

Hvis man skal lave en Ring 3-bane af samme kvalitet som S-banen og Metroen, kræver det, at den får sine helt egne spor og ikke skal krydse tværgående trafik i vejniveau. Så det er et valg om, hvor ambitiøs man skal være. Hvis man vælger højere hastighed, større kapacitet og på den måde bedre kvalitet, bliver det også dyrere end en letbane.
En S-bane vil være hurtigere på hele strækningen mens, men en letbane formentlig vil være mest effektiv for lokale rejser. Forskellen også i at en S-bane vil kræve eget baneanlæg med broer, viadukter og stationer, mens en letbane i et vist omfang kan køre sammen med den eksisterende trafik.

Jeg tror ikke på, at man kommer igennem med et nyanlæg af en S-bane langs med Ring 3. Det vil kræve massive ekspropriationer og trække omkostninger langt udover de 2,5 - 3,5 milliarder kroner, som letbanen forventes at koste. Letbanen har også den fordel, at byggetiden er forholdsvis kort. Hjemmesiden Letbaner.dk anslår at den kan indvies allerede i 2012.

Kilde: Berlingske Tidende. Foto: Region Hovedstaden/Billedet er lånt hos Letbaner.dk og viser en letbaneterminal i Strassbourg.

Ingen kommentarer: