Vi synes, at der er tale om en ualmindelig elendig aftale, der pålægger Danmark et 100-procents ansvar for et kæmpeprojekt, der naturligvis burde have været ligeligt fordelt mellem Danmark og Tyskland. Der er ikke bare tale om et økonomisk spørgsmål, men i høj grad også om det principielt forkastelige i, at Tyskland får lov at køre på frihjul med hensyn til Femernforbindelsen.
Men Socialdemokraterne står fortsat ved aftalen og forventes at støtte den, ikke mindst da den gør det muligt at forbedre forholdene på Sydbanen (mellem Ringsted og Nykøbing Falster) udenfor råderummet til investeringer, da disse afholdes indenfor landanlægsmidlerne. Det Radikale Venstre har endnu ikke taget stilling.
Udmeldingen fra Dansk Folkeparti ligger i forlængelse af deres manglende forståelse for nødvendige investeringer i jernbanenettet, som f.eks. den nye bane mellem København og Ringsted. Dansk Folkeparti er åbenbart lige glade med jernbaneinvesteringer og det fremgår da også af pressemeddelelsen:
Walter Christophersen understreger, at det for Dansk Folkeparti er langt vigtigere, at de danske landsdele bindes sammen med tunnel- eller broforbindelser - eksempelvis ved Frederikssund, Aalborg og Randers, hvor der er store flaskehalsproblemer.
Ingen af de tre nævnte steder er der tale om jernbaneforbindelser. Dansk Folkeparti vil åbenbart kun være med til at genoprette skinnenettet via trafikaftalen, men investeringer i jernbanen, der for alvor kan rykke markedsandele og forbedre miljøet er de åbenbart lige glade med.
Kilde: Ing.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar