Siden mit sidste indlæg her på bloggen er det sket mangt og meget for de danske skinner. Jeg skal her forsøge at beskrive og kommentere udviklingen:
Farvel til Jesper Rasmussen. Torsdag forlod Banedanmarks administrerende direktør Jesper Rasmussen sin stilling. Det sker efter en pressemeddelelse "da han ikke længere i det samlede mediebillede føler, at han har den fornødne opbakning til sit arbejde i Banedanmark". Det er en mystisk bemærkning og må dække over, at det er opbakningen fra transportminister Flemming Hansen der manglede. Det er i hvert fald tydeligt, at det er orkestreret fra Transportministeriet, da der kommer en afdelingschef fra Transportministeriet ind i direktionen, sammen med, at en gammel kending, nemlig tidligere DSB-direktør Henrik Hassenkam, midlertidigt overtager ledelsen af Banedanmark. Jesper Rasmussen nåede at være direktør i halvandet år. Jeg tror det bliver svært at finde en direktør, så længe transportministeren bestemmer og ikke bestyrelsen. Banedanmark bør omdannes til en selvstændig offentlig virksomhed i stil med DSB.
Fehmer Bælt Broen og skinnerne. Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har nu i deres visdom fundet på at det er Fehmer Bælt Broen der skal betale for renoveringen af det danske skinnenet. Fehmer Bælt vil blive betalt af brugerne på baggrund af statsgaranterede lån, som vi ser det med Storebælt og Øresund. Der kommer derfor ikke flere penge til skinner i Danmark, hvis Fehmer Bælt Broen udskydes. Derudover så er Fehmer Bælt Broen i sig selv en investering i mere togtrafik med den nye hurtige forbindelse til Tyskland, så toget får bedre muligheder for at konkurrere med fly og busser.
Nye planer og mere ventetid. I dag mødtes så partierne bag trafikaftalen for forhandle om flere penge til jernbanenettet. Resultatet er en ny rapport om 8 uger, som politikerne til den tid vil tage stilling til. Samtidig afventer nye signalanlæg også endnu en redegørelse, så på dette område sker der først noget i 2006. Om 8 uger kan vi så håbe, at de lovede penge vil komme til udbetaling.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Det er noget af det mest tåbelige, jeg har hørt, at man skulle droppe Fehmahrn Bælt-forbindelsen i denne sammenhæng. I mine øjne virker det som politisk drilleri. DF/RV ved udmærket godt, at det er prestige for regeringen, og de prøver derfor at presse VK til at finde penge til skinnerne på anden vis. Plat, og meget gennemskueligt. På den måde tager både DF og RV ikke bare regeringen, men også danske togpassagerer som gidsler i deres latterlige Christiansborg-fnidder.
Send en kommentar