I dag åbnede Folketinget for sin nye samling og dermed kunne Regeringen med Statsminister Helle Thorning-Schmidt fremlægge sit lovprogram. På Transportminister Henrik Dam Kristensens område er der følgende forslag:
Ændring af lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S samt ændring af fusionsskatteloven (Ændret fremgangsmåde ved anskaffelse af rullende materiel, generel garantistillelse, bestyrelsessammensætning, konsekvensændringer som følge af selskabsskatteloven m.v. samt forslag om, at DSB og Naviair kan fusionere skattefrit med helejede datterselskaber) (Okt I)
Lovforslaget vedrører ændrede procedurer for DSB’s indkøb af rullende materiel, forenklinger af procedurerne for investeringer samt en udvidelse af statens mulighed for statsgaranti til DSB. Derudover foreslås justeringer med henblik på større fleksibilitet ved sammensætningen af DSB’s bestyrelse. Forslaget vil desuden indeholde en ophævelse af en række bestemmelser om DSB S-tog A/S, som vil give DSB’s ledelse større fleksibilitet i relation til at indrette koncernens struktur. Lovforslaget giver også DSB og den selvstændige offentlige virksomhed Naviair mulighed for omstrukturering uden beskatning i form af skattefri fusion med helejede datterselskaber, hvorved DSB og Naviair sidestilles med almindelige aktie- og anpartsselskaber. Endelig foretages konsekvensændringer som følge af ophævelse af aktieselskabsloven og ikrafttrædelse af selskabsloven.
Lov om FELO (Aftale om oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde i relation til Færøerne) (Nov I)
Lovforslaget vedrører Færøernes deltagelse i aftalen om oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde (FELO). Danmark vil i forbindelse med sin tiltrædelse af aftalen, der endnu ikke er trådt i kraft, afgive en erklæring om, at Færøerne også vil være omfattet af aftalen. Formålet med lovforslaget er navnlig at sikre, at fremtidige ændringer i luftfartsaftalen automatisk vil være gældende også for Færøerne.
Lov om offentlige veje (Nov II)
Lovforslaget vedrører en ny samlet og moderniseret lov om offentlige veje. Den gældende lov er fra begyndelsen af 70’erne. Lovforslaget indeholder bl.a. en række ændringer af de statslige regler med henblik på at sikre en bedre ressourceudnyttelse i kommunerne. Forslaget skal ses i sammenhæng med aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
Ændring af lov om luftfart og lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer (Dec I)
Lovforslaget vedrører en ny model for betalingen for Trafikstyrelsens tilsyn med den civile luftfart. Forslaget indebærer endvidere, at der indføres en klar hjemmel i luftfartsloven til at fastsætte regler om beredskab inden for den civile luftfart. Endelig foreslås undersøgelsesforpligtelsen ved flyvehavarier ændret, således at den danske lovgivning bringes i overensstemmelse med international lovgivning.
Lov om opgradering af jernbanestrækningen mellem Hobro og Aalborg (Jan II)
Lovforslaget indebærer en opgradering af hastigheden på den eksisterende jernbane mellem Hobro og Aalborg fra 120 km/t til 160 km/t. Projektet forudsætter nedlæggelse af jernbaneoverkørsler, etablering af erstatningsanlæg, nyanlæg af broer, etablering af erstatningsnatur m.v. Lovforslaget vil desuden indeholde hjemmel til ekspropriation af de fornødne arealer.
Lov om en metroafgrening fra Cityringen til Nordhavn (Nordhavns metroen) (Feb I)
Lovforslaget vedrører en bemyndigelse til, at Metroselskabet skal forestå projektering, anlæg og drift af afgreningen af Cityringen til Nordhavnen som en integreret del af Cityringen.
Lovforslag om elektrificering af jernbanestrækninger (Feb II)
Lovforslaget indebærer en bemyndigelse til transportministeren til at projektere og godkende de nødvendige anlæg til elektrificering af jernbanestrækningen mellem Esbjerg og Lunderskov, jf. aftale om elektrificering af jernbanen m.v. af 7. februar 2012. Det vil eventuelt herudover indgå i lovforslaget, at transportministeren kan gives bemyndigelse til at projektere og godkende anlæg til elektrificering af yderligere konkrete strækninger i takt med at der træffes politisk beslutning om at elektrificere de pågældende strækninger.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar