torsdag, oktober 22, 2009

Trafikforlig: en moderne jernbane

Efter Venstres længe ventede melding i går kunne partierne bag Transportaftalen fra starten af året i dag indgå forlig om En moderne Jernbane:

Anlæg af en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Dermed kan der endelig sættes punktum for den lange diskussion om udvidelse eller nyanlæg. Fra vigerslev Allé og frem til Ulstrupvej overdækkes banen og dermed vil området ved Kulbanevej ikke blive gennemskåret af den nye jernbane og de eksisterende boldbaner kan genetableres. Der fremlægges anlægslov i foråret 2010.

Dobbeltspor mellem Lejre og Vipperød. Det manglende dobbeltspor på denne strækning anlægges og forventes indviet i 2015 med det eksisterende signalsystem og med forberedelse til det nye der forventes indviet 2020. Dobbeltsporet giver mulighed for at passagerne kan komme seks minutter hurtigere frem. Stationerne i Lejre, Hvalsø, Tølløse og Vipperød bygges om med tunneller, gangbroer og elevatorer. Der fremlægges anlægslov i dette efterår.

Dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens. Det manglende dobbeltspor påbegyndes i 2011 og forventes færdigt i 2015. Der eksisterer allerede anlægslov for dette arbejde. Hermed mangler der kun dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg.

Udvidelser af kombiterminalerne. Der investeres op til 66 millioner kroner i udvidelse af kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov.

Renovering af Nørreport Station. Der afsættes kr. 210 millioner til renovering af Nørreport, der omfatter genåbning af nordligt trappeløb fra overfladen til S-togsperronen, ny belægning på fjernperron, renovering af trappen ved Gothersgade og hovedtrappen fra fjerntogsperronen til forhal samt supplerende perronbelægning på S-togsperron. Herudover gennemføres der en betonrenovering af betonmembranen over sporene. Projektet medfører en lukning af fjerntogsperronen i otte måneder, som tidligere omtalt, og vil blive gennemført samtidig med at Københavns Kommune omlægger pladsen foran stationen i perioden 2011-2014.

Esbjerg Havnebane. Der reserveres 100 millioner til en ny sporforbindelse til Esbjerg Havn.

Nyborg Havnebane. Der reserveres 15 millioner til en ny havnebane ved Nyborg.

For begge havnebaner gælder at der i første omgang afsættes 8 millioner til beslutningsgrundlag og at der kræves medfinansiering fra anden side.

Med dette forlig er der endelig givet signal til en omfattende forbedring af jernbanen i Danmark. Tidligere investeringer i f.eks. Ringbanen og Nærbanerne ved Århus og Aalborg viser, atnyinvesteringer i jernbane medfører mange flere passagerer. Midt i en klimakrise er det helt nødvendigt at der kommer flere tager toget. Spørgsmålet er så, hvor meget der bliver sat af til motorveje i det næste forlig.

Kilde: Transportministeriet.

1 kommentar:

Ole Senstius sagde ...

Al ære og respekt for den seneste trafikplan. Set fra det nordjyske er det dog svært, når det gælder offentlige trafikinvesteringer, ikke at føle sig noget overset gennem mange, mange år. Overordnet set falder langt, langt den største del af de offentlige trafikinvesteringer på Sjælland. Tænker vi den famøse Fehmernbro med bliver det helt grotesk.
Ex. dobbeltsporet til Holbæk. Banen til Kalundborg betjener ca. 100.000 mennesker og må i forvejen siges at have en ganske god trafikbetjening. Sammenlignes med strækningen fra Aalborg til Frederikshavn, der betjener mellem 150.000 og 170.000 mennesker, forekommer investeringen endog meget 'skæv'. Strækningen til Frederikshavn er enkeltsporet, hvilket medfører et hav af aflysninger og forsinkelser, ikke blot nord for Aalborg, men hele vejen til Århus. Samtidig er der tale om en lavhastighedssrækning.
Turen sydpå til Århus ligner mest af alt en parodi. Signalsystemet, der næsten oftere er ude af drift end i drift, stammer fra romertiden (ca 1936, fortsat håndbetjent. Af samme grund eks. kun et tog på strækningen ad gangen i hver retning og kun et tog ad gangen i nærheden af Skørping). Hastigheden på store dele af strækningen er som i 30’verne120 kmt. I parentes bemærket betjener strækningen en af Danmarks største bysmmenhæng på mere end 500.000 mennesker. Rejsetiden fra Aalborg til Århus, en endog meget populær pendlerstrækning er på min. 1,5 time for ca. 110. km. Oven i dette kommer DSB’s vedvarende problemer med at skaffe materiel frem til tiden, hvilket fører til aflysninger, uendelige forsinkelser eller 'sardintransport'. For ca. 5 år siden kørte der i myldretiden 3 tog i timen. I dag kører der reelt 1 tog i morgenmyldretiden. (At der også kørte 3 daglige godstog i hver retning mod i dag 0 er en anden sag).
Tager vi Fehmernbroen med i billedet forekommer det totalt fordrejet, man bygger en bro der kunne betale et højhastighedsnet, for at spare nogle få tusinde Københavnere en ½ time til Hamborg. Hamborg er for langt de fleste Jyder et langt mere attraktivt kultur-, handels- og transportmål (fly) en København. Hastigheden på det tyske net syd for Flensborg er superhurtig, men imidlertid nord for jammerlig. Togbetjeningen mellem ex. Århus og Hamborg, der liggere tættere end Århus og København, er fuldstændig håbløs. OK nu får vi lige et par km. dobbeltspor ekstra, men må nok vente med de sidste til, at en havstigning har gjort det nemmere at sejle.
Hvis man besøger sporområdet lige udfor Århus H vil man se et mærkværdigt syn - verdens korteste el-strækning. Som symbol på, at elektricificeringen snart ville nå Nordjylland etablerede man først i 90'erne en ca. 100 m. lang el-strækning med master og det hele. Det er i dag svært ikke at opfatte dette som en hån. Især når det tages i betragtning at færdiggørelsen af strækningen næppe realistisk bliver til noget de næste 15 år ... hvis overhovedet nogen sinde.
Det springer også i øjnene at man etablerer en havnebane til Nyborg og ikke til Hirtshals, der dog ellers, ud fra et miljøsynspunkt ville være et mere oplagt sted at omlade containere mv. til tog.
Afslutningsvis, ja, jeg er klar over, at denne diskussion af nogle opfattes som 'provinsiel'. Lad mig derfor pointere, at største delen af Danmarks befolkning faktisk bor på den anden side af bæltet, at den dårlige togbetjening i Jylland betyder større forurening, idet strækningerne der i stedet køres i bil bliver væsentligt længere, at en togrejse i Jylland gennemsnitlig er væsentlig dyrere end i hovedstadsområdet og, at der vel som helhed børe være en form for 'lighed' for loven også når det gælder offentlig transport.
Og NEJ! Jeg mener ikke at de foreslåede anlægsarbejder ikke skal føres ud i livet. Jeg mener grundlæggende at der fortsat investeres alt, alt for lidt i banetransport i det hele taget. Men jeg mener også, at det er helt urimeligt at 80-90% af trafikinvesteringerne på det offentlige område fortsat fokuserer ensidigt på København. København er jo, set i et større perspektiv, fortsat en by i provinsen.