IC4 kører uden et fast indsættelsesmønster, men i udgangspunktet sker det et par gange om ugen. DSB har dog været nødsaget til at aflyse nogle få planlagte afgange i landsdelstrafikken, fordi der har kunnet konstateres større og mindre fejl på togsættene. DSB ser med alvor på, at disse fejl ikke er blevet rettet, hvilket har medført en utilstrækkelig driftskvalitet. Dette er meddelt AnsaldoBreda skriftligt, og der har desuden været afholdt møder mellem DSB's ledelse, ledelsen af AnsaldoBreda og moderselskabet Finmeccanica. I den forbindelse er det gjort klart fra DSB's side, at driftskvaliteten af togsættene til landsdelstrafikken skal forbedres.
Ved samme lejlighed har DSB indskærpet betydningen af det stillede ultimatum.
Trafikstyrelsen oplyser, at AnsaldoBreda den 1. september 2008 har fremsendt en oversigt og en redegørelse for de udestående punkter i forhold til en endelig typegodkendelse. Trafikstyrelsen har stillet spørgsmål til validiteten af oversigten og på den baggrund har AnsaldoBredo den 17. september 2008 fremsendt en ny oversigt.
Fortsat proces
Næste driftmæssige fase er, at IC4 indsættes som lyntog mandag-torsdag. Dette vil ske i takt med, at driftskvaliteten forbedres, og at der leveres flere togsæt. Det er aftalt, at næste processuelle skridt er, at Trafikstyrelsen kan udstede en typegodkendelse (en endelig eller en, der er betinget af aftalt løsning af specifikke
udeståender) for enkeltkørende togsæt. Ud over de to allerede indsatte togsæt kan et tredje togsæt indsættes i landsdelstrafik under forudsætning af, at der foreligger en liste over alle udestående punkter, som er gennemgået af TÜV. Spørgsmålet om udestående punkter blev drøftet på møde den 25. september 2008 mellem DSB, AnsaldoBreda og Trafikstyrelsen.
Forud for tilladelsen til at flere end tre togsæt kan køre i landsdelstrafik skal eksponeringen af risici, proces mod en betinget typegodkendelse samt vurdering af listen over udestående punkter tages i betragtning.
Den endelige typegodkendelse af sammenkoblede togsæt vil komme efter typegodkendelsen af enkeltkørende togsæt. Den detaljerede proces herfor er ikke på plads endnu. Det er hensigten, at processen skal granskes af den uafhængige assessor. Trafikstyrelsen har anmodet AnsaldoBreda om at fremlægge kommissoriet
for, hvad assessor skal gøre med henblik på godkendelse i Trafikstyrelsen.
Det taler vel for sig selv.
Kilde: Trafikudvalget Alm. del, bilag 26.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar