torsdag, maj 10, 2007

Forsinkelser

Transport- og Energiminister Flemming Hansen har i et svar til Folketinget angivet hvor mange timer, som vi togpassagerer har været forsinket siden 2001:

År Forsinkelser i antal timer (mio.) i alt
2001 2,30
2002 2,03
2003 2,37
2004 2,75
2005 3,49
2006 4,27

Antallet af forsinkelserne er altså steget markant og det fremgår da også af Banedanmarks analyse, der danner grundlaget for den nyeste trafikaftale fra sidste efterår (jf. et tidligere indlæg):
Der er gennem flere år, og specielt i perioden 2002 – 2005, foretaget et utilstrækkeligt forebyggende vedligehold, som bl.a. omfatter skinneslibning, sporjustering, ultralydsmåling og målevognskørsler. Disse aktiviteter er nødvendige for, at funktionaliteten kan opretholdes på længere sigt. Den utilstrækkelige vedligeholdelse har således ført til et snævert fokus på akut afhjælpning af kritiske fejl, mens den planmæssige udbedring af fejl under udvikling har været nedprioriteret. Derved blev der samlet set akkumuleret et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb af et omfang, hvor skinnefejl blev stadigt hyppigere og mere alvorlige. Virkningen heraf er slået hurtigt igennem i form af regularitetsforringelser i 2003-2005.

Det er klart, at den nuværende regering har en stor del af ansvaret for de forsinkelser, som vi oplevede sidste år og det fremgår da også klart af analysen fra Banedanmark, men det forholder ministeren sig ikke til.

Kilde: Transport- og Energiministerens Svar på Spørgsmål 4121. 9. maj 2007.

Ingen kommentarer: