mandag, oktober 18, 2010

Sikre overkørsler er farlige

Der er fire gange så høj risiko for, at der sker ulykker i en sikret overkørsel, som i en ikke sikret overkørsel. Det er det overraskende konklusion i en ny rapport fra Trafikstyrelsen:
Det er ikke fordi overkørsler med bomme er direkte usikre. Årsagen til det høje antal ulykker er nærmere, at der er et andet trafikmønster i de sikrede overkørsler.
Overkørsler sikret med bomme er typisk placeret i bynære områder, men har et højere sikringsniveau end et almindeligt vejkryds.
Konklusionen er:
Ved forebyggelse af ulykker i overkørsler, skal man være særlig opmærksom på vejtrafikkens adfærd. Havarikommissionen konkluderer i deres undersøgelser af ulykker i overkørsler, at 31 af de 37 ulykker eller 84 % af ulykkerne er forårsaget af fejl fra vejtrafikkens side.
Det er altså ikke jernbanens skyld, at der sker ulykker i overkørslerne.

Kilde: Trafikstyrelsen.

torsdag, oktober 14, 2010

X2000 fra Odense til Stockholm

D. 10. oktober begyndte SJ at lade nogle af sine X2000-tog starte allerede i Odense: Fra Odense afgår toget kl. 6.35 med ankomst til København H kl. 8.08 og med ankomst i Stockholm kl. 13.39. Retur skal man fra Stockholm kl. 14.21 og er tilbage i Odense kl. 21.24.

Billetten mellem Odense og København koster 199 SEK på 2. klasse og 399 SEK på 1. Det betyder at rejsen med SJ koster kr. 155, hvor DSB tager 274 på standard og prisen på 1. klasse med SJ er kr. 311 og med DSB kr. 421.

Det er altså billigere at rejse med SJ end med DSB og det tager nogenlunde samme tid, så det er muligt at have en arbejdsdag i København og være tilbage i Odense til sengetid. Det bliver interessant at følge antallet af passagerer på toget mellem Odense og København og om danskerne kan finde ud af, at der er flere forskellige togselskaber på den samme strækning.

Kilde: SJ. Foto: Kasper Dudzik/SJ

Flere Hectorrail-tog


I marts måned kørte godstog nr. 1000 fra Hector Rail gennem Danmark siden transporterne begyndte i 2008. Men der kommer til at gå to år før tog nr. 2000 passerer gennem landet: Fra d. 13. september blev trafikken udvidet med yderligere tre togpar om ugen, således at der i alt kører 8 togpar om ugen. De nye godstog kører mellem Nässjö i Sverige og and Herne i Ruhr-distriktet uden skift af lokomotiv.

Kilde og foto: Hector Rail.

Hvem sidder der bag skærmen

For en måneds tids siden slukkede DSB S-tog for lyden på de skærme, som de har sat op i S-togene. Siden da har de kørt med forskellige reklamer for DSB S-tog. Og på mandag kommer der også tekstnyheder fra DR. I løbet af efteråret vil DSB s-tog komme med flere nye elementer, når de har været grundigt testet.

Jeg forstår fortsat ikke, hvorfor man ikke primært bruger dem til aktuel trafikinformation eller om togets hastighed. Det er da mere relevant information.

Kilde: DSB S-tog.