tirsdag, oktober 30, 2007

Internet på skinner

DSB og TDC er snart med pilotforsøget med internet i togene. I næste måned vil de første 8 togsæt være udstyret være og man kan surfe mellem København H og Korsør. Man skal betale for adgangen, men hvis man kører på DSB 1', så vil det være inkluderet i prisen. Henover de kommende år vil der blive installeret udstyr i flere togsæt og resten af vejen til Århus. Hvis systemet skal være landsdækkende, så skal der installeres udstyr i 800 vogne og langs mere end 1.700 kilometer togstrækning.

Vi er en del, der tager toget til Århus flere gange om måneden og her vil netadgang gøre det muligt arbejde mere effektivt på togrejsen.

Kilde: Epn.dk

Tog til Roskilde

Det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Roskilde Mette Gjerskov vil lave en såkaldt Roskildetrafikmafia, som bl.a. skal arbejde for anlægget af det 5. spor mellem Hvidovre og Høje Taastrup:

Socialdemokraterne har sagt, at partiet ser de største muligheder i en ny jernbane over Køge, men Mette Gjerskov vil i stedet kæmpe for sit lokalområde.- Jeg er parat til at stemme for et femte spor i Folketinget – uanset om resten af den socialdemokratiske gruppe er med mig. Det har jeg allerede sagt meget tydeligt på Christiansborg. Mit spørgsmål er nu: Hvem af kandidaterne fra de øvrige partier i Roskilde vil gøre det samme? For mig er tog til tiden i Roskilde hjerteblod.
Mette Gjerskovs holdning er yderst mærkværdig. Men for Mette Gjerskov m.fl. så tager vi strategianalysens resultater en gang til:

  • Kapaciteten stiger til omkring det dobbelte med nybygningen.
  • Regulatiten stiger lidt med det 5. spor, mens forsinkelserne forventes at falde med 25 procent med en nybygning.
  • 5. sporet giver 10.000 flere støjplagede boliger, hvor nybygningen kun giver 4.000.
  • I forbindelse med anlægget vil jernbanetrafikken vil blive voldsomt forstyrret, når det 5. spor anlægges, mens dette kun vil ske i begrænset omfang ved nybygningen.
  • Der er samfundsøkonomisk mere rentabelt med nybygningen end det 5. spor.

mandag, oktober 29, 2007

DSB vinder igen i Sverige

DSB, der tidligere på året vandt udbudet om Øresundstrafikken, har netop genvundet togtrafikken på Roslagsbanen ved Stockholm. Den nye kontrakt gælder frem til 6. januar 2013 og har en årlig værdi på omkring 200 millioner kroner.

Med den nye aftale, så er DSB den næststørste operatør af passagertog i Sverige. Aftalen er vundet sammen med Tågkompagniet AB, der er ejet af NSB, De Norske Statsbaner, og omfatter 2,5 millioner togkilometer om året og omkring 300 daglige afgange.

Rettigheden på strækningen er 97 procent og skyldes dels, at skinnerne er i god stand og hele strækningen på 67 kilometer vil være fornyet i 2009. Udover selve togdriften, så skal selskabet fremover også klargøre togene.

Kilde: DSB.

søndag, oktober 28, 2007

København - Ny Ellebjerg

Som en del af Trafikaftalen fra 2006, så skal der anlægges to nye hovedspor mellem København H og Ny Ellebjerg og nu er Trafikstyrelsen gået i gang med planlægningen.

De nye spor anlægges indenfor det eksisterende baneterræn langs med S-banen og på de arealer, hvor godstogene tidligere startede fra. Ved Ny Ellebjerg møder sporene banen til Kastrup.

Sporene giver mulighed for yderligere to tog mellem København og Høje Taastrup og med de ekstra spor bliver der en større robusthed for køreplanerne, når togene kan komme to veje, enten via Valby eller via de nye spor.

Projektet koster 700 millioner og det forventes at sporene kan indvies i 2011. Med dette projekt dropper Trafikstyrelsen samtidig idéen om at anlægge et ekstra spor gennem Valby.

Anlægget er første etape i udvidelsen af jernbanekapaciteten mellem København og Ringsted og kan anvendes uanset om politikerne beslutter sig for en ny jernbane over Køge eller et 5. spor mellem Hvidovre og Høje Taastrup.

Hvordan det kan koster 700 millioner at gennemføre projektet, når der allerede ligger spor, det er mig en gåde.

Kilde: Trafikstyrelsen.

Stålormen

Frem til 1. januar i år kørte Lokalbanen et godstog med stål fra DanSteel (Stålvalseværket) i Frederiksværk til Høje Taastrup, men i forbindelse med ændret lovgivning kunne Lokalbanen ikke længere drive toget. Siden er stålet kørt med lastbil, men fra 1. januar 2008 vil godstoget igen begynde at køre, da CFL Cargo vil drive toget.

Kilde: Frederiksborg Amts Avis.

Private overkørsler

Der findes 465 private overkørsler på de statsejede jernbanestrækninger og hvert år sker der en ulykker ved disse, ofte fordi brugerne af overkørlserne ikke er opmærksomme på at der kommer et tog. Men nu vil Banedanmark gøre noget ved det og har derfor identificeret 166 særligt problematiske overkørsler og herunder 36 med begrænset udsyn. Sektionsleder Helle Børl-Møller fortæller:
De steder har vi omgående sat hastigheden ned. I de øvrige overkørsler har vi været ude med motorsaven og beskåret så meget, som vi kan, så udsynet er så godt som muligt,
Næste fase bliver at indgå aftaler med jordbesidderne langs med sporet for at fjerne bygninger eller andet, der står i vejen for udsynet fra lokoførerne. Hvis det ikke lykkedes, så vil Banedanmark overveje at nedlægge overkørslerne eller opsætte bomme.

Kilde: Banedanmark.

fredag, oktober 26, 2007

Lavere billetpriser skal sikre klimamål

Antallet af forsinkede tog og billetpriserne i den kollektive transport er fordoblet i den nuværende regeringstid. Samtidig er udledningen af CO2 steget med 9 procent og det skyldes primært den stigende biltrafik. Derfor vil Socialdemokraterne - i følge trafikordfører Magnus Heunicke - reducere priserne i den kollektive transport med 25 pct.:
Udviklingen i CO2 udledningen er bekymrende, men forståelig set i lyset af VK-regeringens manglende satsning på den kollektive trafik. Derfor foreslår vi, at priserne på billetter til tog og bus skal nedsættes med 25 procent, samtidig med, at der bliver afsat massive investeringer til at nedbringe forsinkelserne.

Her på Infrastruktur vil jeg følge valgkampen og skrive om de trafikpolitiske forslag.

Kilde: Socialdemokraterne.

tirsdag, oktober 23, 2007

Renere lyd og mindre støj

Når man venter på S-toget, så skal man en gang i mellem forsøge på at lytte efter en højtalerbesked, der måske handler om det tog, som man selv skal med.

Nu vil DSB S-tog med et nyt højtalersystem både reducere støjen overfor banens naboer og give en renere lyd. I en pressemeddelelse skriver DSB S-tog:
Det nye system kan via målemikrofoner på stationen måle lyden og derefter automatisk regulere lyden op eller ned. Det betyder, at systemet i stille perioder, som fx om aftenen, skruer ned automatisk. Det nye højtalersystem er installeret, og udstyr er at op på alle stationer. I starten af november påbegyndes arbejdet med at definere lydgrænser på de enkelte stationer afhængigt af, hvilken type bebyggelse, der omgiver stationen.

Antallet af klager er steget fra 3 i 2004 til 21 i 2006.

Kilde: DSB.

Direktionen på plads i DSB

I dag kom DSB's direktion endelig på plads da, konstitueret direktør i DSB S-tog, Gert Frost blev udnævnt til direktør og Produktionsdirektør Jørgen Webler samtidig fratrådte. Gert Forst har været konstitueret direktør i 8 måneder.

Fremover vil DSB's direktion bestå af Adm. Direktør Søren Eriksen, Direktør for HR og Organisation Lone Lindsby, Kommerciel Direktør Mogens Jønck, Økonomidirektør Bartal Kaas, Direktør for Fjern- og Regionaltog Frank Olesen og altså Gert Frost.

Kilde: DSB.

tirsdag, oktober 16, 2007

Cement på banen

Godstogsselskabet CFL Cargo kører med cement fra Aalborg Portlands fabrik ved Aalborg Østhavn og til Padborg Grænse, hvor et tysk CFL Cargo-lokomotiv overtager transporten videre til Darmstadt, hvor endnu et lokomotiv - nu fra Mittelweserbahn - overtager vognene og fortsætter til Gernsheim Hafen og Rheinen.

Kilde og Foto: CFL Cargo Deutschland.

296.000 daglige passagerer

Under sporarbejdet på Køge Bugt Banen mistede DSB S-tog en tredje del af passagererne. Men nu ser det ud til at passagererne er tilbage igen. I september kørte 60.500 om dagen på strækningn, mens der i september 2006 kørte 60.000. Gert Frost, der er konstitueret direktør i DSB S-tog siger:
Kunderne er vendt tilbage meget hurtigere, end vi har set fra tidligere sporarbejder, og vi kan kun glæde os over den tillid kunderne viser ved at vælge S-toget i stedet for bilen. Jeg vil dog gerne se positive tal i de næste par måneder, før vi endeligt kan konkludere, om alle kunderne er vendt tilbage.
Specielt har Ringbanen har fået mange flere passagerer, 61 procent er stigningen i forhold til 2006. Det er åbningen af Ny Ellebjerg Station og intensiv togdrift, der har givet den store stigning. Men samtidig kan man med fordel anvende Ringbanen, når der er forsinkelser på den indre del af S-togsnettet.

Det samlede passagertal lå i september 2007 på 297.000 daglige passagerer, det er 6.000 flere end i samme måned 2006. Men for hele året ligger antallet af passagerer lavere end sidste år.

Med den nye S-togskøreplan har DSB S-tog alle muligheder for at opleve stigende passagertal, men det kræver at der er styr på planlægningen. Derfor nytter det heller ikke, at S-tog i snart et år har haft en konstitueret direktør.

Kilde: DSB

mandag, oktober 15, 2007

Penge til jernbanebroer

I modsætning til vejbroerne, så er der ikke mange problemer med jernbanebroer. Det fortæller Banedanmark. I forbindelse med den seneste trafikaftale blev der nemlig afsat i alt 2,5 milliarder kroner til renovering mv. af broer.

Kilde: Banedanmark.

Igen tog til Sønderborg

Efter det store dæmningsbrud ved Adsbøl på strækningen mellem Gråsten og Sønderborg, så kan togene igen køre hele vejen til Sønderborg. Det er 10 dage før Banedanmark ellers havde meddelt at stækningen kunne være klar, samtidig er blevet tid til at forny skinner to andre steder, så der bliver færre hastighedsnedsættelser.

Det første tog kører i morgen kl. 04.00 og herefter forventer DSB normal drift.

Kilde: DSB.

Transportministeren første dage

Efter Jakob Axels Nielsens uheldige bemærkninger om niveauet af investeringer i renoveringen af de danske motorvejsbroer, der reelt er en fjeredel af de 1,1 milliard kroner, som ministeren sagde i et indslag i Danmarks Radios 21Søndag, så er Socialdemokraterne ude med riven og kræver en næse, men regeringens støtteparti afviser. Trafikordfører Walter Christofferen siger til TV2 Politik, at:
Han har kun siddet som minister en måned, det er et meget stort ministerium, og han sidder midt i vanskelige og vitale energi-forhandlinger. I denne sag skal man forholde sig til den borg-fred, der er, indenfor en ministers første 100 dage,

og fortsætter:
Nu må vi selvfølgelig se de besvarelser, ministeren kommer med i sagen. Og det er ikke sådan, at han er totalt fredet. Men jeg siger bare, at han er jo ny i jobbet, og rådgivningen fra embedsmændene kunne have været bedre i den her sag.

Socialdemokraterne har stillet en række spørgsmål til ministeren og kaldt ham i samråd, så må vi andre se hvor sagen ender.

Nu er det åbenbart er embedsmændenes skyld. I Transport- og Energiministeriet sidder der i så fald to, som må have meget røde ører: Det er Pressechef Jesper Damm Olsen og Særlig Rådgiver - spindoktor Nicolai Jöhncke. Nicolai Jöhncke må være den ansvarlige, der får sendt ministeren i fjernsynet med åbenlyst forkerte tal. I øvrigt kan man undre at Danmarks Radios journalister ikke er tjekket finanslovsforslaget og dermed kunne forholde ministeren de korrekte tal.

torsdag, oktober 11, 2007

Spor på Amager IV

I de tidligere afsnit af serien Spor på Amager har vi været på den indre del af øen, men Amagerbanen gik i gamle dage hele vejen fra Kastrup via Tømmerup til Dragør og i det idylliske Dragør finder vi den største af Heinrich Wencks stationsbygninger til Amagerbanen

Bygningen blev anvendt af banen fra åbningen i 1907 og frem til denne del af banen blev lukket i 1957 (persontrafikken sluttede allerede i 1947, da sporet lå i vejen for udvidelsen af Lufthavnen).

Herefter overtog Postvæsenet hele bygningen, da Dragørs posthus allerede ved åbningen i 1907 flyttede ind i stationsbygningen. I dag huser bygningen Post Danmarks Distributionscenter, da posthuset er flyttet ned til den lokale tankstation.

I dag holder busserne til på stationens forplads.

S-togenes nye køreplan

Der er nu gået nogle uger siden DSB S-tog satte den nye S-togskøreplan i drift og det har været nogle omskiftelige dage for os brugere. Det fremgår da også af Banedanmarks Nyhedsbrev for oktober måned: Banedanmark leverede en kanalregularitet på 95,37 pct. og Banedanmark stod for omkring en tredjedel af forsinkelserne, resten skyldes DSB S-tog. I nyhedsbrevet hedder det:
Premiereugen blev dog præget af mange forsinkelser i myldretiden. Den væsentligste årsag til forsinkelserne var passagerforhold. Det har nemlig vist sig, at den tid, der er afsat til af- og påstigning, flere steder ikke har været tilstrækkelig i forhold til den størrelse tog, der var sat ind.

Hvordan mener DSB S-tog egentlig selv det går? I myldretiden går det altså ikke kun at indsætte et togsæt, der skal der være to.

mandag, oktober 08, 2007

Smuldrende broer

Som tidligere skrevet, så er de danske motorvejsbroer i en elendig forfatning og nu skal hele den vestlige bro, der fører Hillerødmotorvejen over Farum-banen og Bagsværd Hovedgade, kaldet Skovdigebroerne, skiftes ud. Det skriver Ingeniøren.

Broen blev opført i slutningen af 1960erne og er af samme type, som Fiskebækbroen, der styrtede sammen i 1972. Fra 1978 til 1982 blev den østlige bro renoveret, men der var ikke penge til den vestlige bro, som man i stedet lod forfalde kontrolleret og nu kan broen ikke længere: Hele brodækket skal udskiftes og det kommer til at koste 200 millioner og forventes færdigt i 2010.

Der kører 50.000 biler på broen i døgnet og er dermed en af de vigtige indfaldsveje til København fra Nordsjælland.

Samtidig følger Dansk Folkeparti efter Socialdemokraterne og kræver penge til området. Dansk Folkepartis trafikordfører Walter Christophersen siger til jp.dk:

Jeg vil tro – som et slag på tasken – at der er brug for tre milliarder kroner. Der skal allerede på finansloven for 2008 afsættes et trecifret millionbeløb til brandslukning i forhold til både broer og veje.

I samme artikel konstateres det i øvrigt, at det beløb, som Transportministeren nævnte i går er det beløb, som jeg også har fundet frem. Reelt er beløbet kun omkring 950 millioner, da resten af bevillingen går til trafiktællinger mv. Dette beløb falder i øvrigt med 100 millioner frem til 2011.

Kilde: Ingeniøren, Jyllands-Posten.

søndag, oktober 07, 2007

Broproblemer

Udover den nedslidte jernbane, så viser det sig nu, at også vejbroerne i Danmark er ved at falde fra hinanden. Det fortæller Danmarks Radios 21Søndag. F.eks. er det nødvendigt at understøtte Langelandsbroen med træstykker og samtidig er maksimumvægten sat ned fra 100 tons til 80 tons.

26 ud af 41 store broer i Danmark kræver ifølge Vejdirektoratet renovering stort set med det samme og det kommer til at koste et trecifret millionbeløb. Transport- og Energiminister Jakob Axel Nielsen mener, at Regeringen er godt i gang:
Mange af vores broer er mellem 25 og 45 år gamle, og så kommer reparationsbehovet. Det er vi fuldt ud opmærksomme på i regeringen, og derfor har vi afsat over 1,1 milliarder kroner i vores finanslovsforslag for at gøre op med det her efterslæb.

Den socialdemokratiske trafikordfører Magnus Heunicke vil nu have en redegørelse fra ministeren:
På jernbaneområdet har vi jo netop nu en situation, hvor manglende vedligehold har betydet katastrofale forhold. Det skal ikke gentage sig på vores veje.

Generelt så er der også problemer med motorvejsbroerne, her er 34 klassiciferet som kategori 3, som betyder at broen skal renoveres nu.

Hvis man ser i i finanslovsforslaget for 2008, så kan jeg kun finde de 1,1 milliard som den samlede bevilling på konto 28.21.30 Drift og vedligeholdelse af infrastruktur (tekstanm. 100) (Anlægsbev.), der i 2008 er sat til kr. 1.113,4 millioner. I overslagsårene er afsat omtrent det samme. Beløbet er i øvrigt steget med 300 millioner fra 2006 til 2007 og det skyldes kommunalreformen, hvor staten overtog en stor del af amtsvejene.

Det er efter min bedste overbevisning ikke særlige penge til renovering. Man skulle tro at Riget fattes penge. Men måske er det fordi Regeringen hellere vil levere skattelettelser end investere i infrastrukturen og ikke mindst vedligeholdelsen af den.

Kilder: Danmarks Radio, Danmarks Radio, Jyllands-Posten.

lørdag, oktober 06, 2007

Hector Rail i prøvekørsel

De nye lokomotiver som Hector Rail har bestilt er begyndt at komme på sporet og det første lokomotiv har nu været til test i Danmark.

Det er første gang at et svensk elektrisk lokomotiv kører på danske spor. Efter testen har Trafikstyrelsen godkendt lokomotivet til kørsel i Danmark. Med denne tilladelse, så kan Hector Rail køre i Danmark, Norge og Sverige. Det er planen at Hector Rail også skal have tilladelse til at køre med lokomotivtypen i Tyskland.
Kilde: Hector Rail. Foto: Hector Rail

fredag, oktober 05, 2007

Flere nattog

Deutsche Bahn, der under navnet CityNightLine står bag det meste af den europæiske nattogtrafik planlægger en massiv forbedring af dette klassiske togprodukt.

For Danmarks vedkommende betyder det, at der fra køreplanskiftet i 2008 kommer direkte forbindelse til Amsterdam og i skisæsonen forlænges nattoget til München videre til Innsbruck og endelig fortsætter nattoget til Basel.
Herudover er der en række andre forbedringer, som fremgår af kortet.

Stillezoner i S-togene

Samtidig med at DSB S-tog gennemfører forsøg med fjernsynsskærme i S-togene, så kommer der nu stillezoner i de lange S-togsæt, dem med 8 vogndele og dermed kommer der ikke stillezoner i de korte togsæt, der primært kører på Ringbanen.

Der gælder følgende regler i stillezonerne, der bliver markeret med særlige piktogrammer:
  • Samtaler henvises til andre zoner.
  • Der henstilles til, at alle bidrager til at opretholde et roligt miljø.
  • Der må gerne høres musik i høretelefoner, men det skal være så lavt, at sidemanden ikke kan høre med.
  • Der må gerne bruges mobiltelefon og computer, men de skal være på lydløs og uden tastetoner.

Forsøget løber til sommeren 2008, hvorefter DSB vil beslutte om det skal være permanent.

Kilde: DSB.

onsdag, oktober 03, 2007

Regeringens manglende transportvisioner

I går åbnede Folketinget og dermed fremlagde Statsminister Anders Fogh Rasmussens Regeringens lovprogram og for Transport- og Energiministerens område er der følgende initiativer i det kommende folketingsår:
  • Lov om anlæg af motorvej mellem Funder og Låsby (rute 15) (Jan II)Lovforslaget giver transport- og energiministeren bemyndigelse til at anlægge motorvej mellem Funder og Låsby. Forslaget er et led i opfølgningen på trafikaftalen af 5. november 2003 mellem regeringen, DF og RV samt aftale om trafik for 2007 mellem de samme parter. Forslaget skal ses i sammenhæng med regeringsgrundlaget ”Nye mål” fra februar 2005.
  • Lov om Entreprise A/S (Feb I)Forslaget indebærer, at Banedanmark Entreprise omdannes til et aktieselskab, Entreprise A/S, og samtidig sælges 25 pct. af aktierne til en privat køber. Indenfor en treårsperiode fra stiftelsen af selskabet skal der tages stilling til salg af yderligere 35 pct. af aktierne. Forslaget udmønter en aftale mellem regeringen, DF og RV fra november 2006.
  • Lov om anlæg af overhalingsspor ved Tommerup (Feb I)Lovforslaget giver transport- og energiministeren bemyndigelse til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger med henblik på at anlægge et 1000 meter langt overhalingsspor ved Tommerup på jernbanen Odense – Middelfart.
Herudover forventes der en Redegørelse om godsstrategi (Apr II).

Det er ikke fordi Regeringen planlægger meget på infrastrukturområdet og det ligger da heller ikke Statsministeren på sinde: I åbningstalen bliver hverken broer, veje eller jernbaner nævnt. Kun fremgår at Infrastruktur-kommissionen kommer med sit forslag på eti tidspunkt her i efteråret. Det er uambitøst og viser en regering, der ikke tager den stigende trængsel på veje og i tog alvorligt.

Kilde: Statsministerens redegørelse i Folketinget tirsdag den 2. oktober 2007.