onsdag, september 26, 2007

Arriva frafalder klage

Arriva dropper nu sin klage over at DSBFirst vandt udbudet om trafikken over Øresund. Kommunikationsdirektør i Arriva Jan Wildau siger til Berlingske Business:
Vi frafalder klagen, fordi vi ikke er overbevist om, at vi vil vinde den.[...] Vi er dog stadig overbevist om, at DSB med kun et reservetogsæt til hele strækningen har alt for lidt driftsreserve og at det vil betyde forsinkelser, aflysninger og mangel på siddepladser til passagererne

Den omtalte driftsreserve er de seks ekstra togsæt som Arriva har haft option på. Arriva har konstateret, at der ikke er juridiske problemer med Trafikstyrelsens afgørelse, derimod så kræver Arriva nu at fremtidige udbud fokuserer mere på kvalitet end på pris.

Nu afventer vi afgørelsen på den klage som SJ har indgivet over den svenske del af udbudet.

Det må nu konstateres, at DSBFirst på ærlig og redelig vis har vundet udbudet om trafikken over Øresund.

Kilde: Berlingske Business.

Over Øresund

Antallet af togpassagerer over Øresund er nu højere end over Storebælt: I første halvår tog 4.3 millioner passagerer toget over Øresund, mens kun 3,9 millioner rejste over Storebælt. Det er pendlingen mellem København og Malmø, der er hovedfaktoren i stigningen fortæller analysechef hos DSB Jan Albrecht:
Storebæltsbroen er til lange ture på måske 250 kilometer, mens man i gennemsnit rejser 35-40 kilometer over Øresundsbron. Der er ikke så mange endagsudflugter over Storebælt, til gengæld dominerer disse på Øresundsbron.

Om 10 år forventer Øresundsbro Konsortiet, der ejer broen over Øresund, at mere end end 43.000 mennekser at tage toget over Øresund, det er mere end en fordobling i forhold til i dag. Derfor vil DSB indsætte yderligere et antal øresundstog i myldretiden (hvor passagervæksten er størst), således at der bliver 10 minutters drift mellem København H og Malmø Syd, Svågertorp. Det kræver dog en optimeret togdrift, således at f.eks. godstogene kun må køre over broen uden for myldretiderne. Hvis man fjerner godstogene, så opnår man at mellem 15 og 17 tog kan køre over broen i hver retning i timen.

Kilde: Epn.dk, Øresundsbro Konsortiet,

torsdag, september 20, 2007

Signaler på S-banen

På søndag træder den nye S-togskøreplan i kraft og i den forbindelser stiger antallet af S-tog gennem boulevard-banen (strækningen fra København H til Østerport) og det stiller krav til styringen og disponeringen af S-togstrafikken. I den forbindelse har Banedanmark

...også optimeret sikkerhedssystemet på S-banen mellem Østerport og Københavns Hovedbanegård, så der kan køre flere tog igennem, ligesom Banedanmarks trafikplanlæggere nøje ved hjælp af simuleringsmaskiner har tjekket køreplanen igennem. På selve præmiereugen for den ny køreplan er der desuden ekstra bemanding i Driftcenter Hovedstad, hvor disponeringen af trafikken foregår.
Ekstra bemandingen kan der blive god brug for. I løbet af den sidste uge har der f.eks. været følgende problemer for S-togene (referet fra Dagens S-togstrafik):

20. sep kl. 07:50. S-togene bliver i øjeblikket forsinket mellem 5 og 15 minutter fra København H mod Farum, Holte, Hillerød og Klampenborg. Det skyldes en signalfejl ved Østerport.

19. sep kl. 20:53. S-togene kører med forsinkelser op til 20 minutter. Det skyldes en fjernstyringsfejl. Banedanmark arbejder på at finde fejlen

18. sep kl. 13:47. Forsinkelser på linje A og E. S- togene til og fra Hillerød er forsinket optil 15 minutter.Det skyldes Banedanmark har fejl på et sporskifte ved Hillerød Station. Der arbejdes på at rette fejlen.

16. sep kl. 09:14. Forsinkelser på S-togene. S-togene mod Høje Taastrup, Hundige, Køge, Ballerup og Frederikssund bliver i øjeblikketforsinket op til 10 minutter ved Svanemøllen Station.Det skyldes banedanmark har fejl på signalerne ved Svanemøllen Station.

14. sep kl. 10:47. Forsinkelser på S-togene. S-togene mod Hundige/Køge, Høje Taastrup og Ballerup/Frederikssund er forsinket op til 10 minutter. Der er fejl på signalerne ved København H, Banedanmark arbejder på at rette fejlen.

13. sep kl. 11:36. Fejl på signalerne på København H. S-togene der skal gennem København H bliver i øjeblikket forsinket op til 15 minutter.Linjerne A+ og H+ bliver nu aflyst. Banedanmark arbejder på at rette fejlen på signalerne

13. sep kl. 08:55. S-togene fra København H mod Klampenborg, Farum, Holte og Hillerød er i øjeblikket forsinket op til 15 minutter.Forsinkelserne skyldes der har holdt et tog på København H med en teknisk fejl.

DSB og Banedanmark har valgt en ambitiøs køreplan, der betyder forbedringer for de fleste af os, men det kræver også, at de kan håndtere planlægningsarbejdet. Jeg afventer med spænding den kommende uges togoplevelser.

Debatindlæg: Velkommen til den nye Transportminister

Søndag d. 16. september 2007 havde jeg følgende debatindlæg i Berlingske Tidende:

Så fik Danmark en ny Transportminister. Jakob Axel Nielsen skal være velkommen, der er fortsat mange opgaver der venter:

Først og fremmest er det nødvendigt med en perioritering af gods på jernbane. Danmark er ifølge OECD et af de dyre lande for godstog. Af hensyn til miljøet og udledningen af CO2, så er gods på bane en fornuftig investering. Det er gået op for de fleste andre europæiske lande og nu må det også gå op for regeringen.

Dernæst skal den nye minister træde i karakter overfor Dansk Folkeparti og sikre, at der bliver bygget en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Alternativet, et 5. spor til Høje Taastrup, sikrer ikke den nødvendige plads til togdriften.

Transportministeren har ikke lang tid til at læse op, der er behov for beslutninger allerede i dette efterår.

Mere om rejsekortet

I et tidligere indlæg skrev jeg om de kommende rejsekort og rejste spørgsmålet , hvordan systemet vil hænge sammen i myldretiden, når mange mennesker samtidig skal scanne sig ind i toget. Efterfølgende har Camilla Laudrup, der er kommunikationskonsulent i Rejsekort A/S skrevet følgende til mig:
Du rejser i din blog et helt relevant spørgsmål, nemlig hvorvidt rejsekortet kan betyde mulige 'propper' på stationerne, når passagerer tjekker ind og tjekker ud. Jeg kan oplyse, at vi har lavet udførlige analyser og spidsbelastningsberegninger på netop check ind og check ud for at undgå 'propper'. Derfor sørger vi for at afstemme både antal og placering af check ind- og check ud-kortlæsere på de respektive stationer, så de kan klare store spidsbelastninger. Selve målsætningen med rejsekortet er netop at gøre det endnu nemmere at rejse med tog, bus og metro.
På Taastrup Station spottede jeg, alene ved den ene indgang, da også 4 terminaler, så der er åbenbart tænkt over spidsbelastningerne. Nu ser jeg frem til at afprøve systemet og vil naturligvis løbende følge med i forsøget og dets resultateter og skrive om det her på Infrastruktur.

onsdag, september 19, 2007

Rundt om husene

Når man kører med S-toget fra Ryparken mod Svanemøllen kan man til venstre se et spor. Det er det gamle godsspor, som forbinder Lersøen (og dermed ringbanen) med sporområdet ved Østerport Station. Sporet har eksisteret i forskellige former siden Frihavnen blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. Senest blev sporet brugt af Danlink-togene, der sendte godstogene fra Frihavnen (hvor de var ankommet med færge fra Helsingborg) til Godsbanegården via godsbanen, der i dag er ombygget til S-bane.

I dag anvendes sporet stort set ikke, men nu skal det renoveres, da Banedanmark skal bruge sporet i forbindelse med renoveringen af Farum-banen til næste år, da der anlægges arbejdsplads ved Lersøen. Samtidig anlægges der et nyt vendespor ved Rovsinggade (omtrent der hvor sporet i dag møder ringbanen.

Sporet er anlagt med dobbeltblok sveller og skal derfor forstærkes med afstandsjern og der lægges nye skærver og endelig skal overkørslerne i Århusgade og Vordingborggade efterses.

Kilde: Banedanmark.

tirsdag, september 18, 2007

Sydbanen

Når DSB genoptager de direkte tog fra København H til Berlin, så kommer der også forbedringer for passagerer på Sydbanen, der i dag fortsat er henvist til de 30 år gamle blå Bn vogne. Sydbanen får to togsystemer:
  • Det hurtige består af eurocitytog og direkte tog, der kun kommer til at stoppe i Høje Taastrup, Næstved, Vordingborg og Nykøbing Falster. Eurocity-togene fortsætter videre til Rødby F for at komme med færgen. Køreplanens rejsetid mellem København H og Nykøbing F bliver forkoret med 13 minutter til 1 time og 25 minutter.

  • Det andet togsystem (stoptogene) kommer til at stoppe på samtlige stationer bortset fra Borup og Viby Sjælland (der fremover vil blive betjent af regionaltogene mod Ringsted og Slagelse.

De nye togsystemer kommer til at køre i dagtimerne mandag til fredag, lørdag formiddag og søndag eftermiddag. De internationale tog vil man fremover kunne anvende uden tillæg.


ICE-TD (billedet) og IC3 kommer til stå for omkring en tredjedel af togene, men dette tal forventer at DSB vil stige i takt med IC4 bliver indsat på intercity-strækningerne i Danmark.

Kilde: DSB.

IC4

Prøvekørslerne med IC4 fortsætter og nu er det snart Folketingets Trafikudvalgstur til at køre med toget. Det sker d. 27. september, hvor Trafikudvalet får en tur fra Fredericia (afgang 11.58) til Horsens og retur til Fredericia (ankomst 13.23).

Vi almindelige passagerer får resten af året mulighed for at køre med toget fra Århus H til Fredericia - med stop i Børkop, Brejning, Vejle, Hedensted og Horsens (Bemærk at toget ikke stopper i Skanderborg, for her skal DSB dele indtægterne fra billetsalget med Arriva) - efter følgende plan:

Afgang fra Århus H kl. 7.30 og med ankomst i Fredericia kl. 8.48,
Afgang fra Fredericia kl. 9.17 og med ankomst på Århus H kl. 10.34,
Afgang fra Århus H kl. 11.30 og med ankomst i Fredercia kl. 12.48 og
Afgang fra Fredericia kl. 13.17 og med ankomst på Århus H kl. 14.34.

Samtidig har DSB fået godkendt endnu to togsæt til drift. Det drejer sig om MG 5608 og MG 5606, så DSB har tre togsæt (MG 5604 er allerede godkendt) til brug for driften med passagerer og uddannelse af personale og som reserve for de øvrige togsæt.

I løbet af efteråret forventer DSB at fremlægge en plan for, hvornår togene kommer i drift i trafikken over Storebælt.

Ja. Der sker omsider noget. Mon ikke vi fra januar kan køre med IC4 på Sjælland?

Kilde: Folketingets Trafikudvalg Alm. del - Bilag 588 og DSB.

fredag, september 14, 2007

Socialdemokraternes Finanslovsudspil

I dag fremlagde Socialdemokraterne sit finanslovsudspil Ny Ansvarlighed og her er der også tænkt i trafiktiltag:

Trafikpolitik
Antallet af trafikdræbte har været stigende i første kvartal af 2007 efter at have været faldende gennem mange år. Det viser, at det er nødvendigt at investere massivt i at gøre vejene mere sikre. Socialdemokraterne vil lave en trafiksikkerhedspulje, der gør de danske veje mere sikre at færdes på.
Cykelpolitikken blev punkteret i 2001, hvor regeringen nedlagde Trafikpuljen. Det skal der rettes op på. Socialdemokraterne vil derfor oprette en pulje til at forbedre forholdene for cyklisterne.
Herudover forslås der en nedsættelse af taksterne i den kollektive trafik med 25 pct.

I den store store kvalitetsfond på 100 milliarder (der som bekendt er en fordobling at de midler, som Regeringen har afsat) skal der også afsættes midler til den kollektive trafik, der skal en udvidelse og yderligere pålidelighed. Det er beregnet at forsinkelserne for bus og tog og på vejene koster 35.000 årsværk.

En reduktion af taksterne i den kollektive trafik og en investering i regularitet. Det er helt nødvendige investering i en miljørigtig fremtid. Pålidelige togforbindelser til og fra arbejde kan gøre det lettere for folk at tage toget til arbejde.

Kilde: Socialdemokraternes Finanslovsudspil: Ny Ansvarlighed.

torsdag, september 13, 2007

Mellem Sverige og Polen

Godstrafikken på bane er stærkt stigende mellem Sverige og Polen. På 5 år er trafikken steget med omkring 50 procent til 22.500 godsvogne om året, det er bl.a. transporterne for IKEA, der er steget meget.

Derfor vil det svenske godsselskab Green Cargo og det polske PKP øge antallet af færgeafgange mellem de to lande og samtidig ønsker de at flytte færgetrafikken fra Ystad til Trelleborg, hvor Green Cargo i forvejen sejler til Tyskland.

Kilde: Green Cargo.

Rejsekort

I dag var jeg forbi Taastrup Station og her er DSB gået i gang med sætte terminaler op til brug for kortlæsere til det nye Rejsekort, der skal erstatte de eksisterende takst- og betalingssystemer. I første omgang bliver systemet afprøvet af kunder på strækningen mellem Taastrup og Holbæk.

Når systemet kommer i drift, så skal man gøre følgende, fortæller DSB's hjemmeside:

Når du begynder din rejse, tjekker du ind ved at holde rejsekortet hen på det blå punkt på én af de mange check ind-kortlæsere, der er placeret på perronerne og i busserne. Kortlæseren aflæser kortet og fortæller med tekst og lyd, at du med dit check ind er registreret. Det tager kun en brøkdel af et
sekund. Du skal lave et check ind, hver gang du skifter transportmiddel.

Når din rejse er færdig, og du er nået frem til dit bestemmelsessted, skal du tjekke ud på samme måde, som du tjekkede ind. Denne gang ved en af check ud-kortlæserne.

Så du skal altså tjekke ind, hver gang du skifter transportmiddel, men kun tjekke ud én gang: når rejsen er færdig.

Rejsekortet forventes at blive sat i drift Øst for Storebælt i 2009 og vest for Storebælt i 2o1o.

Det lyder smart og kan formentlig forenkle noget, men jeg frygter når mere end 100 mennesker skal nå at "stemple" forbi på en S-togsstation, mens toget holder, hvornår er det mit bip, som maskinen kommer med? Samtidig tror jeg, at der kommer mange uafsluttede rejser, når folk glemmer at stemple ud. Men det må afprøvningen jo vise.

Kilde: DSB og Rejsekort.

onsdag, september 12, 2007

Ny Transportminister

Opdateret

Statsminister Anders Fogh Rasmussen foretog i dag en regeringsrokade. Da Transport- og Energiminister Flemming Hansen jo allerede har meddelt, at han stopper ved næste valg, så er det naturligt at han forlader regeringen.

Og som ventet blev det advokaten Jakob Axel Nielsen, der kommer til at overtage ministerposten. Han har været medlem af Folketinget siden valget i 2005, men sidder ikke i Trafikudvalget og har ordførerskaber inden for Bolig, Idræt, Kultur, Medier og Skatter og Afgifter. På Dansk Politik findes et portræt af den nye minister.

Så fik vi en minister for transportområdet, der udemærker sig ved intet at vide om det. Der er fortsat mange opgaver der trænger sig på for det nye minister: Forbedringer for godstransporter på jernbane, hvor Danmark er et forholdsvist dyrt land og ikke mindst at stoppe den helt unødvendige analyse af det 5. spor mellem Hvidovre og Høje Taastrup. Det giver kun mening, at bygge en ny bane via Køge. Her må ministeren allerede nu sætte sig igennem overfor Dansk Folkeparti. Ministeren har ikke lang tid til at sætte sig ind i området. Der er beslutninger der skal tages, allerede i dette efterår.

Kilde: Folketinget.

Takstloft

Folketinget har vedtaget et takstloft over hvor meget billetterne til bus og tog må stige pr. år. I 2008 bliver det 3 procent, som beregnes i forhold til priser d. 21. januar 2007. Loftet beregnes på baggrund af løn- og prisudviklingen under hensyntagen til trafikselskabernes omkostningsstruktur.

Kilde: Transport- og Energiministeriet.

tirsdag, september 11, 2007

Klagen over DSB er afvist

Efter at DSBFirst vandt udbudet om kørslen over Øresund, så klagede SJ over det svenske udbud, men nu har den svenske Länsret underkendt klagen om ulovlig statsstøtte. Nu afventer SJ så om de skal applere klagen til en højere ret.

I Danmark har Arriva klaget og her forventes der en afgørelse i næste uge.

Det er først efter disse afgørelser at DSBFirst kan undskrive kontrakterne med Trafikstyrelsen (for den danske del) og med Skånetrafiken (for den svenske del).

Indtil er min vurdering korrekt: Det er uklart hvad DSB og First Group ville få ud af at aflevere et bud, der ikke løber rundt. Taberne bør tage sig sammen og bruge tiden på at vinde andre udbud af trafik.

Kilde: Skånetrafiken, Epn.dk.

Renoveringsprojekter i 2008

Banedanmark har nu planlagt de store sporarbejder i 2008:

For det første er der tale om den østjyske hovedstrækning mellem Fredericia og Århus. Her skal der udskiftes spor over næsten 100 km. og entreprisen opdeles i to: Fredericia - Skanderborg og Skanderborg - Århus. Dermed vil de mere end 5 millioner passagerer få en bedre kørsel og de mange hastighedsnedsættelser vil forsvinde. Arbejdet udføres i perioden marts til juni.
For det andet er det den sidste store S-banestrækning, nemlig strækningen mellem Svanemøllen og Farum, der bliver fornyet. Her planlægges arbejdet således at banen lukkes fra slutningen af juni til midten af august. Mellem Hareskov og Farum lukkes banen endvidere i september måned. Herudover vil der ske en række mindre sporspærringer, hvor den første kommer allerede i påsken. Sporene er 30 år gammelt og trænger til udskiftning til glæde for de 11.000 daglige passagerer.

Endelig er der en række udeståender arbejder på Kystbanen (på grund af regnen i år), som betyder at de hårdt prøvede passagerer på denne strækning også vil opleve sporspærringer og aflysninger i 2008. Samtidig skal der udføres drænarbejder på en stor del af strækningen - det r formentlig aktualiseret af dæmningsproblemerne i år.

Kilde: Banedanmark og Trafikudvalgets bilag, alm. del 581.

8 spor over Vejle Fjord

Folketinget har besluttet at udvide Vejlefjordbroen til 6 spor, og det sker ved at fjerne nødsporet og male nye striber, men Vejdirektoratet overvejer allerede nu at udvide broen til 8 spor og det kræver en udvidelse af kørebanen, men ingeniørerne mener at broen kan bære det. Samtidig vil denne løsning være billigere end at bygge et helt ny bro eller anlægge endnu en motorvej gennem Østjylland.

Årsagen til udvidelsen er, at broen nogen gange anvender omkring 70 pct. af sin kapacitet, som det kan fremgå af dette kamera.

Kilde: Ing.dk. Foto: Vejdirektoratet.

Gratis med S-toget

I forbindelse med at S-togene får ny køreplan d. 23. september lader DSB passagererne rejse gratis med S-toget. Det er kun turen med S-toget der er gratis, alle øvrige rejser med bus. metro eller regionaltog følger de almindelige billetregler.

Samtidig kommer køreplanerne i et nyt og lysere design.
Samtidig kommer der en ny oversigt over køretiderne på linjen fra den station, som man er på.

Kilde: DSB og DSB. Grafik: DSB.

lørdag, september 08, 2007

S-kongres: Flere trafikinvesteringer til Sønderjylland

Den socialdemokratiske folketingskandidat fra Esbjerg Anders Kronborg ønsker flere trafikinvesteringer i Sønderjylland, efter vedtagelsen af Femern Bælt Broen. Anders Kronborg frygter, at Esbjerg hægtes af udviklingen:
Danmarks 5. største kommune er ved at blive frakoblet fra resten af Danmark, da helt nødvendige investeringer i infrastrukturen er udeblevet. På vegne af Esbjerg Kommune kræver jeg, at der kommer flere og bedre investeringer.

Anders Kronborg peger bl.a. på at der skal være halvtimes drift fra Esbjerg til København og at trafikforbindelserne til Esbjerg Havn forbedres med en motorvej og muligheden for at anlægge en ny jernbane direkte til havnen.

Kilde: Trafikmafia.dk.

85.000 tons mindre CO2

Toget er mere miljøvenligt end bilen og nu tager DSB endnu skridt for at gøre toget endnu mere miljøvenligt. DSB vil fremover købe CO2-fri strøm fra vind og vand og dermed reducere forbruget endnu mere. Samlet set vil aftalen, der løber i 2008 og 2009 spare miljøet for 85.000 tons, men denne type strøm er lidt dyrere. DSB's administrerende direktør Søren Eriksen siger:
Selvfølgelig er grøn strøm dyrere, men ekstraomkostningerne er på et niveau, hvor det betaler sig. For vi vil jo markedsføre os på den grønne profil og satser på, at det vil give os flere kunder. Så samlet set forventer vi, at aftalen betyder et plus på bundlinjen.

Transport- og Energiminister Flemming Hansen glæder sig også over DSB's aftale:
Jeg synes det er rigtig flot, at DSB nu går foran og leverer "grønne" rejser til sine kunder. Det er glædeligt, at vi på denne måde får kombineret den vedvarende energi og den kollektive trafik, og jeg håber og tror, at DSB's initiativ, der vil sikre at jernbanen udleder 85.000 ton mindre CO2 om året, er et eksempel til efterfølgelse for andre.

Ministeren har ret, men måske burde ministeren begynder at prioritere jernbanen i forhold til lastbilerne: Vi mangler fortsat en sammenhængende plan for hvordan vi får mere gods fra landevjen til banen.

Kilde: DSB.

Socialdemokraterne og trafikken

Socialdemokraterne holder i denne weekend kongres i Aalborg (læs mere om kongressen på Dansk Politik) og har i deres beretning beskrevet følgende forslag vedr. transport og jernbaner:
Socialdemokraterne har på både spor og signaler valgt demest ambitiøse løsninger af de modeller, Banedanmark har præsenteret. Socialdemokraterne vil dog imodsætning til regeringen ikke vente,men sætte forbedringerne i gang med det samme. Vi vil ikke som regeringen og forligspartierne vente til 2014 med for alvor at gå i gangmed arbejdet med nye signaler.
I overensstemmelsemed Banedanmarks egne anbefalinger vil vi afsætte knap 7,5 mia. kr. over perioden 2007-2014 til denmest ambitiøse model, der opnår den højeste rettidighed i det hurtigstmulige tempo. Samtidig er den strategi en fremtidssikring, fordi den øger kapaciteten på jernbanenettet.

Samtidig lægges der op til en økonomisk tilskyndelse til at transportørerne anvender jernbanen til transport af gods:
Socialdemokraterne vil gennemføre afstandsrelateret vejbenyttelsesafgift for lastbiler over 12 ton. Provenuet reserveres til omlægning af de danske bilafgifter med henblik på, at miljøvenlige biler bliver billigere.

Dermed ligger Socialdemokraterne på linje med De Radikale, der også peger på en særlig afgift for store og tunge lastbiler. Forskellen mellem de partier der ønsker en prioritering af den miljøvenlige godstransport og regeringen, der ikke har det som ønske er klar.

Kilde: Socialdemokraterne Beretning 2007

onsdag, september 05, 2007

Radikalt Finanslovsudspil

Det Radikale Venstre har i dag fremlagt sit forslag til finanslov og er der afsat kr. 500 millioner til en grøn trafikpulje:
Der skal ske noget med trafikken i Danmark. Mens alle andre sektorer har reduceret deres CO2-udslip, vokser transportsektorens for hvert år der går. Samtidig spilder vi millioner af timer og milliarder af kroner i køer på motorvejen. Derfor skal den kollektive trafik styrkes markant, derfor skal vi have mere gods væk fra vejene og over på sø og bane. Og derfor foreslår radikale venstre at etablere en grøn trafikpulje.

Puljen skal i 2008 dække følgende initiativer:
  • Prisen 25% ned på pendlerkort: 200 mio. kr.
  • Alle stationer i gøres tilgængelige for ældre og folk med handicap: 70 mio. kr.
  • Opgradering af jernbanen til gods: 70 mio
  • Flere cykelstier og cykel kampagner: 50 mio
  • Forsøg med gratis færger til småøer: 10 mio
  • Generel trafikpulje til trafiksikkerhed og bæredygtig trafik: 100 mio.
På finansloven er der derudover et økonomisk råderum til trafiinvesteringer. Radikale Venstre har fremlagt en plan for en markant opgradering af den kollektive trafik på Sjælland, som er præsenteret i vores oplæg "Sjælland på en time". Første skridt er at få opgraderet Sydbanen mellem Næstved og Lolland-Falster og udbygget hele strækningen mellem Lejre og Vipperød til dobbeltspor, hvorved man kan næste halvere rejsetiden i myldretiden mellem Holbæk og København fra 60 min til 35 min. Vi foreslår at sætte både denne strækning og Sydbanen på finansloven for næste år til et samlet beløb på 1 ½ mia. kr., finansieret inden for de normale investeringsmidler på finansloven. Radikale Venstre ønsker, at der også udarbejdes forslag til trafikplaner for det øvrige Danmark, og vil udarbejde forslag hertil.

Puljen finansieres bl.a. af en ny særlig afgift på tunge køretøjer (over 12 tons). Det er dermed hensigten, at tvinge mere gods over på bane.

Det Radikale Venstre er inde på det rigtige: Af miljø- og trafikmæssige årsager er det vigtigt, at vi får mere gods over på banen og her må politikerne tage affære. Det Radikale Venstre har endvidere lavet et særligt Godspolitisk udspil.
Kilde: Radikale Venstres finanslovsudspil for 2008.

mandag, september 03, 2007

Rigsarkivet og S-togene

Banedanmark har nu fundet årsagen til at DSB S-togs nye fjernstyringscentral, DIC-S, brændte sammen i lørdags. DIC-S ligger i DSB's bygning på Kalvebod Brygge og bagved kontorhuset er man i gang med at gøre klar til bygningen af det nye Rigsarkiv.

Nødstrømanlæggets nedkøling virkede ikke da anlægget ikke var afskærmet fra nedbrydningen.

Undskyld hvad foretager de ansvarlige sig her? I mere end 5 timer er det ikke muligt køre S-tog (som binder Storkøbenhavn sammen for op i mod 300.000 daglige passagerer fordi man ikke kan finde ud af at afskærme en byggeplads.

Kilde: Ingeniøren.

Hvor kører S-toget hen?

Efter en weekend, hvor der har været store problemer med S-togene, så går togviserskiltet på Værløse Station sine egne veje og giver en noget anderledes vej til Frederikssund end normalt: