tirsdag, februar 27, 2007

Nye lokomotiver til Hector Rail

Forleden skrev jeg om Railion, der har bestilt nye lokomotiver, der skal kunne køre direkte mellem Skandinavien og Tyskland og nu har Hector Rail også bestilt 10 nye lokomotiver, som skal kunne køre både dansk, tysk og svenske spor.

Det er lokomotiver af typen Traxx F140AC, som produceres af Bombadier Transportation, og Hector Rail har option på yderligere 10. Selskabet kører for øjeblikket tog i Sverige og Norge og det bliver årligt til 2,4 millioner togkilometer. Hector Rail blev etableret i 2004 og ejes af den norske shipping-familie Høgh.

Investeringer i lokomotiverne viser at der er behov for en udvidelse af jernbaneinfrastrukturen i Danmark, ellers kommer vi til at sande til i godstog

søndag, februar 25, 2007

Med metroen til Lufthavnen

Til oktober åbner Metroens tredje etape fra Lergravsparken til Københavns Lufthavn Kastrup og nu er der kommet strøm på strækningen og de første metrotog er, uden passagerer, begyndt at tage strækningen i anvendelse og nu vender togene ude i banegraven nord for Øresund Station. Stationer og perroner er efterhånden klar og skiltene på stationerne fortæller at der endnu ikke er nedtælling til næste tog.

Selve strækningen er 4,5 kilometer lang og der er følgende stationer
  • Øresund (ved Øresundsvej),
  • Amager Strand (Italiensvej)
  • Femøren (Hedegaardsvej)
  • Kastrup (den gamle Kastrup Station)
  • Lufthavnen (for enden af Terminal 3, hvis man går op ad trapperne i spidsen over mod Hilton-hotellet, så kommer indgangen til stationen til være for enden, mens selve perronen kommer til at ligge på broen over jernbanen og motorvejen til Sverige.

Med metroen kommer turen fra Lufthavnen til Nørreport til at tage 14 minutter. Hvis man sætter sig forrest i toget, så vil man have Lufthavnens kontroltårn, som fikspunkt hele vejen til Lufthavnen, sådan kan en flyrejse begynde. Man regner med i 2010 at have 250.000 passagerer hver dag.

Kilde: Metroens hjemmeside.

lørdag, februar 24, 2007

Bytrafik 1/2007

Bytrafik er medlemsblad for Sporvejshistorisk Selskab. Det nye nummer, der netop er udkommet, indeholder derfor også først en nytårshilsen fra selskabets formand Mikael Lund, der bl.a. kan fortælle at sæsonen 2006 var den næstbedste i museets historie med 32.818 besøgende og der er kommet 70 flere medlemmer til selskabet. Både museet og foreningen drives af frivillige, der lægger et stort arbejde i at vedligeholde og renovere sporvogne og busser og stå for museets drift.

Med to artikler om rejser, som selskabet har arrangeret til hhv. Rostock og Frankfurt, så er det interne stof i højsædet i dette nummer af Bytrafik. Om sporvogne er der dels en historie om sporvognsmotiver i Hong Kongs frimærker og mere interessant en beskrivelse af sporvognssystemet i Strasbourg:

I Strasbourg overvejede man i 1970erne og 1980erne om man skulle bygge en metro eller anlægge et sporvognsnet. Byrådet beslutter at anlægge sporvognsnettet og der er i dag 25,2 kilometer spor og man er i gang med at anlægge yderligere 15 kilometer. Herudover så planlægger man at lave et tram-train system, der kombinerer jernbane og sporvogne, så det bliver muligt at køre med sporvogn fra lufthavnen og til Europa-Parlamentets bygninger! I Strasbourg er det, med anlægget af sporvognsnettet og tilpasning af parkeringspladser i centrum, lykkedes at få flere at anvende den kollektive trafik.

Herudover indeholder bladet noter om sporvogne og ikke mindst letbaner og redaktionelt prioriteres letbaner over metrosystemet.

Bytrafik, februar 1/2007. Udgives af Sporvejshistorisk Selskab.

Nye lokomotiver til Railion

Den tyske godsoperatør Railion (der driver det meste godstrafik i Danmark og som er ejet af Deutsche Bahn) har bestilt op til 23 nye lokomotiver, der skal anvendes til godstrafikken mellem Sverige og kontinentet, dvs. gennem Danmark. Godstogene kører mere end 6 millioner tons gods hvert år.

I dag har Railion 13 EG-lokomotiver (som oprindeligt blev bestilt af DSB Gods), der kan køre på de forskellige spændings- og sikkerhedssystemer der findes i Sverige, Tyskland og Danmark. Dermed undgår man problemerne med at skifte lokomotiv i Padborg og Malmø. Læs mere om litra EG her.

Med de nye lokomotiver bliver Railion bedre stillet i konkurrencen med lastbiler og skibe om godstransporterne. Danmark er her kun interessant som transitland og dermed behov for yderligere kanaler til godstransport og her er der snart ikke meget plads, så behovet for en udvidelse af kapaciteten mellem København og Ringsted er på sin plads og i øvrige også behovet for en Femer Bælt Bro (ja - jeg har desværre skrevet det forkert en hel del gange).

Kilde: Railion.

Tog i sneen

Mens Danmark gemmer sig under sneen og giver problemer for trafikken over det meste af landet, så følger DSB S-tog sine beredskabsplaner for hvordan trafikken skal håndteres under en snestorm.
Jeg har på et tidligere tidspunkt behandlet disse planer og oplysninger fra DSB S-tog fortæller at pluslinjerne er aflyst og alle tog består af 2 af de lange togsæt (litra SA, opdelt i 8 dele). Dermed er vi i niveau 2:
Niveau 2: Togene kører som normalt (dog uden plustogene) og der ændres ikke
på antallet af vogne eller togsæt dagen igennem, alle tog kører med 8 vogne.
Ude i landet kan man opleve Banedanmarks 8 sneplove komme i sving og dermed kommer der også lokomotiver ud på strækningerne, men da Banedanmark ikke selv ejer trækkraft, så kommer f.eks. DSB Museumstogs MY 1101 på banen, på samme måde som i 2005, hvor den på fotografiet holder i Årslev. DSB's togsæt er nemlig ikke tunge nok til at fjerne sneen selv, så derfor er 4 MY-lokomotiver med i kampen mod sneen.
Fotografiet stammer fra DSB Museumstogs hjemmeside. Fotograf: Rasmus Skov.

onsdag, februar 21, 2007

IC4 er på vej

I dag har Trafikstyrelsen givet DSB tilladelse til at køre med IC4-togene i såkaldt blandet trafik. Det betyder at toget allerede fra onsdag morgen er begyndt at køre mellem Århus og Aalborg. Toget kan fortsat ikke med passager, men blandt alle de øvrige tog, der kører på strækningen.

Herefter vil der være behov for yderligere test og ændringer til togets software, før vi passagerer endelig kan komme ud at køre med toget. Igen så vil de første sæt indgå i regionaltrafikken mellem Århus og Aalborg og det kan ske i måske allerede i starten af april måned.

Kilder: Epn.dk, DSB.

Parkering ved stationer

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen foreslår at anlægge flere parkeringspladser ved stationerne for gøre det lettere for bilisterne at skifte til toget. Parkeringspladserne skal ligge tæt ved stationen og de skal finansieres ved at DSB sælger restarealer omkring stationerne, som ikke længere anvendes til togopgaver.

Det er sikkert en fin idé, men hvad får man ud af at sælge grunde tæt ved stationerne til privat for efterfølgende at bruge provenuet til at anlægge parkeringspladser på hvad der må antages at være de samme arealer?

At DSB ikke skal eje bygninger mv., men kun køre med tog, er ganske fornuftigt, DSB ejer i dag de fleste stationsbygninger og inventaret på perroner, mens Banedanmark ejer perroner og noget andet inventar på stationerne. Men ved bodelen mellem DSB og Banedanmark, så valgte man denne løsning og i følge DSB, så vil det svare til eksproriation, at tvnge DSB til at sælge arealerne.

Netop kombinationen af at pendlerne kan tage deres bil til den nærmeste togstation og her fra tage toget til byen er i øvrigt ganske god og disse findes allerede på en række stationer.

Kilde: TV2 Nyhederne.

tirsdag, februar 20, 2007

Farvel til Femern Bælt Broen?

Som jeg konstaterede i et tidligere indlæg, så sætter den tyske trafikminister Wolfgang Tiefensee ikke broen over Femern Bælt øverst og de viste sig da også på dagens møde mellem Transport- og Energiminister Flemming Hansen og hans tyske kollega. Det er primært finansieringen af broen og landanlæggene, der skiller parterne. Det er Tyskland forventning, at der ikke gives tyske statsmidler til projektet, heller ikke form af statsgarantier. I stedet vil Tyskland prioritere jernbanen til Rostock og forbindelser på tværs af Tyskland.

Den endelige afgørelse om Femern Bælt Broen træffes i løbet af de kommende måneder.

Efter mødet er aftaleparterne i det danske trafikforlig (Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre) på banen med mere eller mærkelige forslag:

Dansk Folkepartis Walter Christoffersen kræver at projekteringen af anlægget afen ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge (Læs mere i mit indlæg her) sættes i stå. Nu har anlægget af af denne bane ikke i sig selv noget med Femern Bælt Broen at gøre. Udvidelsen kræves for at klare udviklingen i det danske transportbehov og trafikken mellem Sverige og kontinentet.

Omvendt så mener Det Radikale Venstres Martin Lidegaard, at opgraderingen af jernbanen mellem Ringsted og Rødby Færge og Gedser kommer i gang. Her er Martin Lidegaard inde på noget. Hvis Tyskland forbedrer banen til Rostock og udvider færgehavnen, så kan det være, at der igen kan komme direkte tog mellem København og Berlin via Gedser.

Kilder: Epn.dk, Berlingske Tidende, DR Nyheder.

mandag, februar 19, 2007

International Køreplan Syd

Jeg har tidligere skrevet om DSB's køreplan Tog i Danmark og i dag fik jeg fat i International Køreplan Syd, der viser de direkte tog mellem Danmark og det sydlige Europa og en lang række forbindelser mod f.eks. Storbritanien, Italien og Polen - og så kan man drømme sig ud i Europa uden for mange sikkerhedskontroller og væsker i små plastikposter:

London
Man kan tage toget fra København H kl. 17.38 til Hamborg, ankomst kl. 22.16, videre fra Hamborg Hbf kl. 22.47 til Bruxelles Midi, ankomst kl. 6.15 og videre med Eurostar, afgang 7.05 til London Waterloo, ankomst 8.26.

Zagreb
København H afgang 11.38 via Hamborg (ank. 16.16, afg. 17.01) og med endnu et skift i München (Hbf, ank. 23.04, afg. 23.40 og ankomst til Zagreb Glarni K. kl. 8.34.

Prag
Århus H afgang 7.04 ankomst Prag Hl.n. 19.34.

Rejsemålene er mange og langt de fleste kræver togskift i Hamborg. Der er tilsvarende udgivet en køreplan for forbindelser til Skandinavien.

International køreplan Syd, 22.01.2007 - 08.12.2007. Udgivet af DSB, Planlægning og Trafik.

søndag, februar 18, 2007

Om modeljernbaner

I da jeg var barn havde jeg en modeljernbane i størrelse HO og fornyelig opdagede jeg en blog om netop modeljernbaner: MJ-blog. Danmark i model 1954. Her kan man læse om bygningen er vogne og lokomotiver og så der er anmeldelser af bøger og blade, der handler om jernbaner og modeljernbaner.

Occam, der står bag siden, har ganske interessant valgt at interessere sig for året 1954 og får dermed mulighed for både at anvende damplokomotiver og de nye MY-lokomotiver, der netop kom omkring dette år.

Følg med på MJ-blog og bliv klogere om en fascinerende hobby.

Dyr og mennesker på sporet

I denne weekend har der været to historier om adgang til sporene:

Dels er der den danske opfølgning på en svensk historie om videoovervågning af banestrækninger: Efter store problemer med hærværk på strækningerne gennem Lund og i den nordlige del af Malmø, der kostede Banverket omkring 1 million kroner om året, så satte man mere end 50 kameraer op og siden har man ikke opleveret hærværk mod spor og signaler. Herudover er det lykkes at forhindre 5 selvmord, hvor vagtpersonale har fået en potentiel selvmorder til at opgive sit forehavende. Undersøgelser viser at potentielle selvmordere i længere tid kredser omkring der, hvor de ønsker at begå selvmord og derfor lykkedes det for vagterne at finde dem og give dem den nødvendige hjælp - det er kun omkring 10 pct. der igen forsøger at begå selvmord.

I den danske dækning forsvandt hærværksdelen og det handlede nu kun om selvmord. De fleste stationer og sporområder har i dag videoovervågning og spørgsmålet er så om der skal sættes videokameraer op ved samtlige broer over spor? I Danmark overoplever DSB's lokoførere 110 tilfælde af selvmordsforsøg på strækninger.

Efterfølgende er det så blevet dyrenes tur: Hvert år rammer togene mellem 250 og 300 større dyr (køer, heste og hunde). Sidste år gik det i øvrigt udover en elg, som havde nået ringsted, inden det blev ramt af et intercitytog i fuld fart.

Det store spørgsmål er så om der skal sættes kameraer op, så der kan komme vagter ud og fjerne løsgående dyr fra sporet?

Problemet for Banedanmark er jo, at det er meget svært at hegne hele banen ind, så derfor startede Banedanmark og DSB i 2005 en kampagne som skal gøre personer, der færdes ved banen opmærksomme på, at et tog med der kører med 180 km/t er omkring 850 meter om standse. Herudover der flere og flere begyndt at anvende ikke autoriserede overgange og det skaber også flere problemer for lokoførerne.

Kilder: DR Syd, DR Nyheder, Sydsvenska Dagbladet, Banedanmark.

torsdag, februar 15, 2007

Godstog til Esbjerg?

For et års tid siden indstillede Railion sit faste godstog til Esbjerg, men i løbet af 2007 håber CFL Cargo (tidligere Dansk Jernbane) at kunne sætte trafikken i gang igen. I dag kører CFL Cargo godstog mellem Bramming og Grindsted og så er der ikke langt til Esbjerg. Det er specielt Containertrafikken i Esbjerg Havn, der er interessant for CFL Cargo.

Kilde: Ugeavisen Esbjerg

Kontraheringsplaner fra Banedanmark

I dag har Banedanmark fremlagt en opdateret kontraheringsplan over de kommende udbud af sporfornyelser, signalsystemer mv. som Banedanmark planlægger at udbyde i 2007.

Planen omfatter projekter som Advarselsskilte mod farlig spænding, Sanering af stenkiste mellem Hinnerup og Hadsten, fornyelse af S-banestrækningen mellem Svanemøllen og Farum. Af særlig interesse for den socialdemokratiske trafikordfører Magnus Heunicke, så forventes renoveringen af spor 1 på Næstved Station at blive udbudt i juni 2007 og dermed kan de ankommende tog fra København igen anvende sporet umiddelbart ved siden af stationsbygningen.

Kilde: Banedanmark

tirsdag, februar 06, 2007

Tog til Rostock

Fra havnebyen på Falsters sydspids, Gedser, kan man sejle til Rostock. Tidligere afgik der også direkte tog fra København via Gedser og Warnemünde videre til Berlin. I Danmark er strækningen mellem Nykøbing Falster og Gedser ikke prioriteret og der afgår kun et enkelt tog i hverdagene.

Men på den anden side af Fehmern Bælt er der større planer: Som en del det transeuropæiske net, så er banen fra Palermo i Syditalien til Berlin blevet opgraderet, så godstogene lettere kan køre hele vejen. Denne opgradering ønsker tyskerne at fortsætte hele vejen til Rostock, som er en stor færgehavn mellem Sverige og Tyskland og delvist også til Danmark.


Men når nu tyskerne vil opgradere banen til Rostock, så kan det jo give problemer i forhold til Fehmern Bælt Broen, der jo skal gå mellem Rødby og Puttgarden og dermed skal tyskerne også opgradere denne strækning. Da den tyske transportminister talte i Europa-Parlamentet, så nævnte han at beslutningen om bygningen af forbindelsen over Fehmer Bælt bliver taget i marts måned. Det bliver ganske interessant at følge.


Omvendt så vil opgraderingen af banen mellem Berlin og Rostock og en udvidelse af færgehavnen i Rostock kunne give den direkte forbindelse mellem København og Berlin nye muligheder. Færgerne som Scandlines anvender på overfarten er jo de gamle jernbanefærger fra Storebælt - Prins Joachim og Kronprins Frederik (billedet), så det bør være en smal sag at sørge for at færgerne igen kan medtage togvogne.
Kilde: Transportmagasinet nr. 3/2007.

mandag, februar 05, 2007

Sidste tur med 2. generation

I lørdags kørte DSB S-tog for sidste gang med 2. generations s-togene i ordinær drift. Jeg kørte med fra Nørreport til Holte og tilbage til København H, hvor den ellers hyggelige tur blev ødelagt af en række unge vandaler, der berusede og skæve løb ind og ud af toget og forsøgte at holde dørene. De tilkaldte S-togsrevisorer måtte foretage en civil anholdelse ind til betjente fra politivagten på Hovedbanegården nåede frem. Vandalerne forsøgte også at sætte sig på bufferne mellem vognene og male grafitti indenfor.

De frivillige fra Dansk Jernbane-klub, der uddelte chokolade og materialer må have fået en grim oplevelse og må overveje om det er muligt fremover at lave den slags åbne arrangementer for toginteresserede, når vandaler bevidst forsøger at ødelægger de for os andre og ikke mindst de børnefamilier der også var med.

Kilde: Politiken og egne oplevelser.

torsdag, februar 01, 2007

Ny direktør hos Entreprise

Banedanmark Entreprise (der er entreprenørvirksomheden under Banedanmark) har i dag fået ny direktør. Det er den 38-årige Søren Horn Petersen, der skal holde styr på Entreprise.

Som tidligere omtalt, så er det planen at Entreprise skal omdannes til et aktieselskab, hvor staten til at starte med skal sælge omkring 25 procent af aktierne. Men inden man kan nå så langt, så Entreprise aftale med medarbejderne om deres vilkår, specielt den store del, som er tjenestemænd.

De tidligere direktører har kun holdt et par måneder. Hvor længe mon Søren Horn holder?

Jernbanefærger

Med bygningen af de faste forbindelser over de danske bælter og sunde, så er der ikke mange jernbanefærger tilbage i Danmark. Men oppe i det nordjyske der sejler jernbanefærgen Stena Scanrail mellem Frederikshavn og Göteborg. Færgen er en kombineret jernbane- og lastbilfærge og den sejler med bl.a. lim på vegne af Nordic Bulkers. Det er godstogoperatøren CFL Cargo Danmark (tidligere Dansk Jernbane, der ejes af Luxembourgs statsbaner Chemin de Fer Luxembourgeois) der to gange om ugen kører gods fra Århus til Frederikshavn. I Sverige fortsætter vognene til Hultsfred.

Strækningen ligger i direkte konkurrence med broerne over Øresund og Storebælt og er faktisk konkurrencedygtig med broerne. Der er flere større speditionsvirksomheder, der overvejer at bruge denne færge til transport af gods. Denne udvikling er meget interessant, da den kan give CFL bedre mulighed for at opdyrke godsområdet i det nordlige Jylland, hvor Railion sidste år fuldstændig trak sig ud.